Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Syrien, terror og dårlig økonomi: Er det starten på Putins svanesang?

Foto: PAVEL GOLOVKIN / POOL. Fold sammen
Læs mere

USA’s missilangreb på Syrien har med ét slag ændret det langtrukne militære og politiske spil om Syrien.

Det er endnu ikke til at sige, om det vil få langtrækkende konsekvenser eller bidrage til en løsning af konflikten, men politisk og militært er det nu en anden ligning både i regionen og forholdet mellem Washington og Moskva. Donald Trump havde midt i alle sine fiaskoer på hjemmebanen brug for at træde i karakter og demonstrere, at han har viljen og evnen til at handle. Præsident Putin har pludselig fået en ny udfordring oven i alle de andre problemer, der på det seneste nærmest er væltet ned over ham.

Der er mindre end et år til præsidentvalget i Rusland, og selv om Putin ikke behøver at bekymre sig for udfaldet, er den seneste tids begivenheder alligevel mere end blot en irritation. Terrorangrebet i Skt. Petersborg, demonstrationerne i Moskva og andre byer i hele landet, det anspændte forhold til brodernationen Ukraine og en økonomi i tomgang er en del af de politiske udfordringer. Putins håndtering af de udfordringer er ikke altid helt overbevisende.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Jeg kan allerede mærke, hvordan ord som dæmonisering, russerhader og besat hvisler gennem luften som projektiler. Men kan man ikke få lov til at sige, at Vladimir Putin ikke er god til at håndtere katastrofer og tragedier uden, at man straks bliver hængt ud som russofob og få tilskrevet alle mulige fortænkte motiver og bagtanker?

Nu har vi fulgt Vladimir Putin som Ruslands leder i over 17 år og gang på gang set, at han ikke kan udtrykke og vise følelser, når ulykker eller terror rammer landet og spreder sorg og fortvivlelse. Det skete senest i sidste uge i Skt. Petersborg. I sin første reaktion sad Ruslands præsident nonchalant tilbagelænet i en stor troneagtig stol.

Han talte som en russisk embedsmand med et usikkert, flakkende blik, som om han var utilpas, nærmest forlegen eller ville skjule noget. Det kom ikke fra hjertet, men lød som en remse fra kancelliet. Det var ikke en præsident i rollen som landsfaderen, der taler til sit folk om et blodigt angreb i hans egen hjemby, mens han selv var på besøg.

Det var samme mønster, som man har set gentagne gange før efter terrorangreb eller katastrofer. Putin kan bare ikke udtrykke sympati og medfølelse og finde de passende ord. De reaktioner fra Putin kaster en skygge og kommer bevidst eller ubevidst i vejen, når folk i Vesten vil vise solidaritet og sympati for den russiske befolkning. Det er oplagt at sende en eller anden hilsen, som man har gjort efter terroraktionerne i Europa og USA ved at lægge blomster ved ambassaderne eller finde andre symboler for at vise solidaritet. Vi er alle i samme båd, vi står sammen, vi føler med jer.

Den slags hilsener kom folk med ved den russiske ambassade i København og andre europæiske hovedstæder, men medierne rapporterer, at det slet ikke skete i det omfang, man har oplevet efter angreb i andre europæiske byer. Også mediedækningen var betydeligt mere begrænset og neddæmpet. Folk kunne ikke identificere sig med tragedien på samme måde som i andre lande og byer. Der er større afstand, og der er Putin-faktoren, som folk forbinder med hans autoritære styre, annekteringen af Krim og krigene i Ukraine og Syrien.

Moskvas indblanding i den amerikanske valgkamp har givet masser af gratis omtale globalt, men det er den form for PR, som de fleste helst vil være fri for. Putins speciale er politisk disruption og permanent ustabilitet ved hjælp af provokationer, og ved at bruge vold og militær magt som i Ukraine og i det sidste halvandet år i Syrien. Blød magt er en by i Sibirien.

Putins image og brand som KGB-mand med stålblikket, den aggressive præsident, der truer nabolandene med invasion og os andre med atomraketter, er svært at abstrahere fra for de fleste, selv efter tragedier som i Skt. Petersborg, der normalt ville udløse erklæringer om støtte og solidaritet på trods af afstand og kulturforskelle.

Russerne har kun Putin og styret i Kreml at takke for det. Rusland er i dag mere isoleret og venneløst end på noget tidspunkt siden Den Kolde Krig. Med venner som Assad, Erdogan, ayatollaherne i Iran og nogle af de yderliggående nationalkonservative figurer i Europa er vennelisten meget overskuelig. Der skal mere end almindelig fantasi og fake news til for at sige, at Rusland er en ombejlet og beundret stormagt, hvor vennerne står i kø for at komme på invitationslisten.

2016 var et strålende år for Putin, men udsigten for 2017 er nærmest alarmerende. Satsningen på Donald Trump og indblandingen i den amerikanske valgkamp har givet bagslag. Håbet om en tilnærmelse til Washington og ophævelse af sanktionerne er nu et fatamorgana.

Krigen i Syrien, der i Moskva blev fejret som en triumf, ligner mere et morads uden udsigt til et slutspil. Der er risiko for en bølge af terroraktioner og flere massedemonstrationer, mens forsøget på at genoplive økonomien ifølge det russiske folkevid er lige så effektivt som en saltvandsindsprøjtning i et træben. Nu er russiske kommentatorer lige så forsigtigt begyndt at spekulere på, om det ikke kun er åbningen til præsidentvalget i marts 2018, de er vidner til, men måske begyndelsen til Vladimir Putins politiske svanesang.

Samuel Rachlin er forfatter og journalist.