Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi prædiker demokrati, som om det var religion - og kan være en trussel for andre lande

Foto: Scanpix Denmark.
Læs mere
Fold sammen

Demokrati anses ikke længere bare for en styreform - det anses for en retfærdig, fredsskabende og vækstskabende tilstand, som alle til enhver tid skal stræbe efter. Mange mener, at vi, der bor i demokratier, har pligt til at kæmpe for at indføre demokrati andre steder på kloden. Demokrati er dermed blevet en slags religion med en tilhørende missionsbefaling. En slags sekulær videreudvikling af kristendommen. Jeg vil kalde dette »demokratisme« - en term som min far fandt på i 1968.

Demokratisme-tanken rejser spørgsmålet: Er kristendom og demokrati hinandens forudsætninger? Og har demokrati med rette overtaget religionens plads?

Demokratiet er i min optik en utilsigtet bivirkning af kristendommen. Ikke et mål. Jesus kom jo ikke til Jorden for at prædike demokrati! Men nogle af de ting, Jesus prædikede, gav forudsætninger for et demokrati.

Det drejer sig om det sekulære rum, lighedstanken og rum til fornuften.

»Giv Guds, hvad Guds er, og kejseren, hvad der er kejserens,« er nok den vigtigste forudsætning for demokrati. Politik og religion adskilles, og der skabes en sekulær verden, som ikke giver plads for hellige love. Det er naturligvis en vigtig forudsætning for demokrati, der i sagens natur består af sekulære, menneskeskabte love. Men læg mærke til, at den sekulære politiske verden defineres som sekulær af Jesus! Det er altså et kristent, religiøst synspunkt, at der findes en sekulær verden, der ikke kan regeres af hellige love! Det er helt i tråd med denne tanke, at folketingsåret hvert år begynder med en gudstjeneste!

I Kristus er vi alle én – træl eller fri, mand eller kvinde, jøde eller græker, siger Paulus i Galaterbrevet. Lighedsbegrebet i kristendommen har kun noget med lighed over for Gud at gøre, men er i løbet af historien blevet overført til samfundsmæssige forhold også. Dette har bidraget til at retfærdiggøre at give alle plads i beslutningsprocessen.

Videnskaben har i den kristne tradition haft gode vilkår, fordi verden opfattes som god og forudsigelig. Det gav fine muligheder for at bruge sin medfødte fornuft til at finde frem til naturens regler. Dette træk har også bidraget til tanken om, at demokratiet kan skabe gode love, der kan forbedre forholdene i landet.

Demokrati kan dermed betragtes som en utilsigtet bivirkning af kristendommen. Så der er hos os en sammenhæng mellem kristendom og demokrati. Men demokrati kan også eksistere i andre religioner og kulturer – dog næppe i lovreligiøse kulturer.

Men vi mindsker vores egen frihed, hvis vi tror, at demokrati er et mål i sig selv.

Fordi vi så er i gang med at indføre en ny form for lovreligion, hvor det ikke er sharia eller toraen, der frelser, men demokratiske love. Det skaber en falsk fromhed (farisæisme) og det skaber ufrihed. For så vil der kun være én måde, man må tænke på. Hvor vil den kritiske debat være henne, hvis man ikke må kritisere demokrati?

Det religiøse forhold til demokrati kan også formindske friheden i udenrigspolitikken. Hvis man som følge af sin demokratisme mener, at man har pligt til at missionere demokrati for andre og kun kan være venner med de rettroende demokrater, så er der mange lande, man ikke kan have et normalt forhold til. Og det er jo sådan, det er for øjeblikket med Rusland, hvor man bl.a. henviser til landets autoritære styreform som en begrundelse for, at man ikke kan have et tæt forhold.

Men hvorfor dog det? Så længe et andet land ikke truer med at indføre sit eget system eller sin egen religion i vores land, behøver vi vel ikke at være bange for dem, bare fordi de har et styre, som vi ikke selv kan lide. Problemet er, at vi selv med vores missionerende indstilling over for demokrati med rette kan opfattes som en trussel af andre lande.

For vi i Vesten vil jo gerne ændre andre landes styreformer. Vi mener os i den hellige demokratismes ånd berettiget til det. Det fremgår for eksempel ganske klart af OSCE’s principper.

Men i stedet for at ændre andre landes systemer, burde vi styrke respekten for staternes suverænitet, det nationale sammenhold og statens grænser.

Det er noget, man ofte glemmer i demokrati-debatten: At det nationale sammenhold, en nogenlunde homogen befolkning og en frihedselskende kultur er nødvendige forudsætninger for vores demokrati. Får vi for stor en andel af befolkningen, der ønsker sharia indført, kan vi godt glemme de smukke demokratiske tanker!

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Vi mindsker vores egen frihed ved at være demokratisme-fundamentalister. I stedet skal vi bruge vores kræfter på at bevare forudsætningerne for et frit demokratisk system – først og fremmest suveræniteten og de territorielle grænser!

Vi mister også vores frihed ved at glemme, at love er sekulære og ikke frelsende. Det er kun Guds nåde, der frelser. Den holdning tager religionen ud af lovgivningen. Så gå i kirke og hør, at frelsen kommer fra Gud, ikke fra demokratiet. Det giver os alle sammen mere frihed.

Marie Krarup er forsvarsordfører og gymnasieordfører for Dansk Folkeparti.