Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Særligt Sensitive Forældre – SSF

Eva Agnete Selsing, filosof Fold sammen
Læs mere

Hvis De har Deres liv kært, så hold Dem ude af debatten om diagnosticering af børn. Og undlad også at tale om opdragelse. Dårlig opdragelse findes tilsyneladende ikke mere. I stedet er der diagnoser og specialbegreber. Og nervemedicin. Min seneste klumme om emnet blev delt i forskellige forældregrupper på Facebook, og så skal jeg ellers love for, at vreden blev besunget i min indbakke og andetsteds. En nærmest eksistentiel harme. Fra det liflige »jeg ved ikke, om du har børn? Hvis du har, vil jeg blive forbavset,« over det Wagnersk-dramatiske »jeg græder af raseri« – og til det helt sharia-agtige: »ytringsfriheden burde være begrænset, og Berlingske skulle have været forbudt at bringe dit indlæg.«

Og så var der alle de personlige historier. Om Søren og Mette, og hvordan lige netop deres diagnoser var helt korrekte. Og det kan også sagtens passe. Det er bare ikke det, jeg skriver om. Emnet for min klumme var og er en bekymrende samfundstendens. I det perspektiv er anekdoterne simpelthen ikke relevante.

Mit argument har to præmisser. Den ene er, at der i disse dage uddeles flere diagnoser (og mere medicin) til børn, end der reelt er belæg for. Store dele af sagkundskaben er enig heri. Den anden præmis er, at der sker en form for afsmitning – kald det synergieffekt – fra de tungere lidelsesbegreber til lettere tilfælde af ellers uforklarlig eller ubekvem adfærd. Det har mindst to problematiske følger: Det stigmatiserer barnet og risikerer at påvirke dets identitetsdannelse negativt, når lille Søren lærer at se sit liv gennem specialbegrebets hæmmende prisme. Og så virker det som kviksølv i en konfliktsituation: Hvis det pågældende barn først og fremmest tilhører den store gruppe af uopdragne børn, ja, så smider man bare en diagnose på bordet – og vupti! Alle tier. Selv de børn, hvis hverdag bliver generet af den grænseoverskridende adfærd, må vige for det helt, helt specielle tilfælde af... (indsæt selv specialbegreb).

Men det er de opflammede forældregemytter ligeglade med. De kerer sig tilsyneladende ikke det mindste om de samfundsmæssigt uheldssvangre konsekvenser af den inflationsramte diagnostik. Et eksempel: For et par år siden kunne man læse, at Kommunernes Pædagogisk Psykologiske Rådgivning i stigende grad oplever, at forældrene presser PPR-medarbejderne til at henvise deres børn til psykiatrisk behandling. Så ja, måske er det ikke dig, men så er det din nabo, eller naboens nabo – problemet er der.

Der er faktisk tale om et voldsomt svigt, når et barn uberettiget får påhæftet et stigma, der kommer til at følge det længe. Måske resten af livet. Og et svigt i forhold til de mennesker – børn, forældre, lærere med videre – der må finde sig i uopdragen adfærd, fordi den angiveligt skyldes en mere eller mindre diffus form for særhed. Er der nogen blandt de diagnoseuddelende empatibomber, der taler disse børn og voksnes sag? Hvem »græder af raseri« for dem?

Man kan frygte, at diagnoserne og specialbegreberne ikke kun er til for børnene, men i høj grad også for forældrene. Tænk, hvis den samlede danske forældrepark lagde lige så megen energi i at være til stede for deres børn i hverdagen, og opdrage dem med kærlig konsekvens, som dele af specialbegrebsgruppen tilsyneladende lægger i berigtigelsen af ungernes diagnoser? Hvilken ordentlig, omgængelig og »Helt Ekstraordinært Gemytlig« (HEG) børnebestand, vi så kunne have.