Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Usynlige forældre svigter deres børn

Det er ikke pinligt at opdrage sine børn i det offentlige rum, men det bliver pinligt, når man ikke gør det. Børn vil gerne gøre det rigtige, og derfor er forældre nødt til at være tydelige forbilleder.

»Når man træder ind i et hvilket som helst rum, må man lære at afkode og aflæse, hvordan man kan agere.« Billedet er fra en fastelavnsgudstjeneste særligt rettet mod børnefamilier i Skt. Jakobs Kirke, Østerbro. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

»Hvad skal barnet hedde?«

Hovedpersonen er det eneste barn den dag i kirken, som opfører sig efter bogen. Han hyler, da en voksen mand klædt i sort kjole pøser vand i hovedet på ham, mens han smiler og vifter faretruende med armene. Ellers er hovedpersonen stille og sød i sit fine jakkesæt, der sidder stramt om den tykke mave. Sutten får en ordentlig tur denne søndag formiddag.

Alle andre børn tror, at kirken er hoppe-loppe-land og præsten en klovn bare uden den røde næse. De keder sig også, og selvfølgelig kan de ikke være eller sidde stille, og selvfølgelig indtager de nysgerrigt kirken, hiver i deres forældre og kræver opmærksomhed eller i det mindste noget underholdning eller slik.

Men det er ikke børnene, der i mine øjne er det største problem, og det er heller ikke gudstjenestens langsommelighed, den traditionelle ceremonielle ramme med prædiken, bøn og »I bedes rejse jer« i det uendelige eller de uforståelige salmer, der afsynges i et toneleje, hvor kun kirkesangeren kan være med. Det er forældrene til børnene, som i mine øjne svigter totalt.

Mens deres børn løber larmende rundt i kirken, slår kolbøtter for præstens fødder, spiller iPad med lyd på, kræver mere slik og højlydt udbryder, at »det er kedeliiiigt« – gør deres forældre intet.

De smiler derimod forelsket til deres børn, snakker højlydt med dem, løfter dem op på skuldrene, kilder dem, kalder på dem, vender dem på hovedet og finder et større arsenal af larmende legetøj frem fra tasken.

Forældrene synes tydeligvis, at deres børn er fantastiske, og stolt kigger de rundt i kirken som for at dele deres begejstring og modtage stående applaus. Det får de ikke, og hvis øjne kunne dræbe... Børnene fylder det hele, ingen kan høre, hvad præsten prædiker, og deres forældre hjælper dem ikke på noget tidspunkt til rette, tager dem med ned på de bagerste rækker eller helt ud af kirken.

De er overladt til sig selv, og de indtager derfor naturligt hele scenen.

Alle børn er velkommen i kirken, og alle børn skal selvfølgelig hjælpes til at være i kirken på en god og respektfuld måde. Det kaldes opdragelse.

De første mange gange ved børn ikke, hvordan man gør i kirken, det skal deres forældre vise dem og fortælle dem. Det kræver naturligvis, at forældrene selv ved hvordan. Man skal være rimeligt stille, man skal sidde rimeligt stille, man skal respektere, at det den dag ikke handler om én selv.

Det kan børn naturligvis ikke ret længe ad gangen, men de kan godt lære det, hvis deres forældre tager opgaven og ansvaret på sig. Jeg er ikke specielt kristen, gammeldags eller forstokket. Jeg synes ikke, at det som de danske kirker tilbyder, er særligt »underholdende« eller »pengene værd«, men jeg respekterer, at der i kirken er et kodeks for, hvordan man skal opføre sig af hensyn til det, der skal foregå og af hensyn til de andre, der er i kirken.

Når man træder ind i et hvilket som helst rum, må man lære at afkode og aflæse, hvordan man kan agere, og ikke bare brase ind gennem døren som en elefant i en glasbutik og sætte sin egen upassende og forstyrrende dagsorden. Mig, mig, mig, mig…

At opføre sig passende er ikke noget, vi mennesker bare kan fra fødslen. Det er noget, vi skal lære, og der er i dagens samfund god plads til, at vi kan lære det på mange forskellige måder. Der er plads til forskellighed, men der er ikke plads til ligegyldighed i mine øjne, og forældre, som ikke påtager sig den afgørende opgave, svigter deres børn.

Det er ikke pinligt at opdrage sine børn i det offentlige rum, men det bliver derimod pinligt, når man ikke gør det. Det eneste, som vi med rimelighed kan forvente af hinanden, er, at vi forsøger – at vi tager ansvaret for vores egne børn på os og forsøger at opdrage dem og vise dem, hvordan de med fordel kan indgå i forskellige sammenhænge.

Resultatet er ikke afgørende, det er forsøget, der tæller. Når forældre sidder apatiske tilbage og bliver usynlige for deres børn, svigter de dem. Børn har brug for rollemodeller, de har brug for at se, hvordan man gør.

Børn gør ikke det, vi siger, men de vil som regel forsøge at gøre det, de ser. Børn vil gerne gøre det rigtige, og derfor er forældre nødt til at være tydelige forbilleder, særligt i det offentlige rum.

Vi er som forældre nødt til at vise vores børn, hvordan de skal gøre, og fortælle dem, hvad vi forventer af dem. Vi kunne kalde det opdragelse til almen dannelse, og det er i mine øjne det vigtigste, vi kan give vores børn sammen med kærlighed og tryghed.

Børn og unge søger rammer, så de kan gøre det rigtige og indfri forældrenes og omgivelsernes forventninger.

Når der ingen rammer er, bliver det svært at tilpasse sig og gøre det rigtige. Særligt når man befinder sig et sted, hvor regler og rammer er en væsentlig del af pakken, her tænker jeg på børnehaver, skoler, fritidsaktiviteter – og i kirken, hvis man skulle lægge vejen forbi.