Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lær dit barn at håbe

Danskere taler åbent om sex, men er tavse om troen. Men vi kan, selv som trosblufærdige danskere, vel tale om håb, og hvad vi ønsker for vore børn af det bedste. Barnedåben er håbet om, at Gud trods modgang og sorg har noget godt i posen til os.

»Til livet hører skuffelser og lidelser og sygdom og til sidst det faktum, som forældre må ryste af sig, at døden kommer.« Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Antallet af barnedåb i Danmark falder. Det er dybt bekymrende, synes jeg. Selvfølgelig bekymrende for folkekirken som institution, som derved mister medlemmer og berettigelse på længere sigt. Men allermest bekymrende er det for børnene selv og det liv, de skal leve.

Der er selvfølgelig mange grunde til dette. Var jeg ikke ligefrem præst og derfor kender jargonen i de kirkelige debatter her til lands rimeligt godt, ville jeg nok også være temmelig afvisende i forhold til kirken. Jeg forstår udmærket, at den konservative og højtråbende del af kirkelivet med al dens modstand mod kvindelige præster og homovielser og i mange måder ekskluderende stemmeføring må skræmme mange danskere, så de lægger mere og mere afstand til den kirke, de er medlemmer af.

Men det er næppe kun en såkaldt klassisk og bibeltro teologi, der kan bære skylden for manges afstandtagen til både kirke og dåb. Det er også resultatet af en usikkerhed, der for mange grunder sig i, at de synes, at de ikke er i stand til at mønstre en tilstrækkelig tro til at stå ved en gudstjeneste i en kirke og af hjertet love, at de vil opdrage deres barn i den kristne børnelærdom. Når man nu selv er dybt i tvivl, hvordan så kunne love noget?

Jeg forstår godt, at mange med det, de selv tænker og føler om tro, ikke føler sig imødekommet af kirken. Tvivlen for et voksent menneske er en langt tungere præmis end troen. Derfor forstår jeg også, hvis mange, som virkelig har svært ved at skulle formulere et personligt ståsted i det hele taget, holder sig tilbage fra ligefrem at skulle sige ja til en bekendelse. Hvorfor så døbe sine børn?

Jeg henvender mig her både til de læsere, der er i tvivl, om de tror på nogen gud, og allermest til dem, der spekulerer på, om deres børn skal døbes. For det synes jeg, at de skal. Også selv om forældrene er usikre.

At leve på tvivlens præmisser er alle vi voksne fælles om, ligesom vi er fælles om, at vi som børn levede på troens præmisser.

Jeg er far til tre børn. Fra første gang, jeg blev far, er mit liv forandret. I mine arme lå et menneske, hvis liv i det meste afhang af, hvordan både jeg, som far, og barnets mor fandt ud af at magte at være forældre. Der kan næsten ikke tænkes noget mere sårbart og udleveret end et nyfødt barn. Noget mere afhængigt af andres evne og vilje til, at barnet skal trives. Det skulle måske lige være et fænomen som kærligheden. For den går også til, hvis ikke den mødes og bekræftes.

Dette er en fællesmenneskelig erfaring. Vi er på én gang svævende lykkelige og tilbundsgående ramt. På én gang jublende og skræmt, for hvordan skal det dog gå for denne vidunderlige skabning, hvor selv neglen på lilletåen kan fylde én med undren og taknemmelighed? Et mirakel, synes man, måske lidt henført, men i hvert fald vidunderligt er det.

Men alt er forandret, og livet har fået et helt andet fokus og perspektiv. Ser man på sit eget liv, ved man, hvor meget der kan gå galt. Jeg tænkte, åh Gud, det må ikke ske for mit barn. Lad ikke mit barn opleve at blive svigtet eller selv at svigte.

Virkeligheden er, som den er. Barnet vil helt sikkert og vist komme til at leve et menneskeliv så sandt, det er et menneske, og til menneskelivet hører både det gode og det onde, hvor meget en far eller mor end fortvivler. Til livet hører skuffelser og lidelser og sygdom og til sidst det faktum, som forældre må ryste af sig, at døden kommer.

Vi vil børnene det bedste. Vi kan vel ikke andet, for vi kender jo enhver risiko fra vort eget liv. Omsorg, ordentlig mad og tøj vælger vi bevidst for dem. Vi ved alle sammen, hvor vigtige de første år er for, at dette menneskebarn kan udvikle sig til en nogenlunde harmonisk voksen. Vore børn skal vokse op med det bedste, vi formår at give dem.

Derfor synes jeg også, vi skal give dem det bedste håb. Derfor synes jeg også, vi skal døbe dem. For at døbe er at håbe.

Ingen tro eller religion kan hævde, mener jeg, at den har såkaldte værdier, der er mere fremragende end andres. For eksempel har kristendommen ikke patent på næstekærlighed. Det anerkendende buk gør jeg gerne for selv den argeste ateist. Historien illustrerer til fulde, at kristne ikke er spor bedre mennesker end andre. Hvad verden har oplevet af ondt i Jesu navn er skamfuldt.

Jeg mener slet ikke, at vi skal tale så meget om særligt kristne værdier, sådan som det så ofte bliver gjort. At ønske det bedste for sit barn er en værdi, der ikke kan begrænses til en bestemt tro, så forbavsende ens liv er på godt og ondt og på tværs af religioner og ideologier. Vi bør alle kunne mødes om, hvad der er alment menneskelige værdier.

Jeg er et kristent menneske og vil hellere tale om kristne tydninger end om værdier. Som præst i folkekirken har jeg døbt hundredvis af børn og glædet mig hver eneste gang. Mest fordi jeg tyder dåben sådan, at nu er dette bestemte barn blevet indpodet i den store sammenhæng, hvor vi taler om at være Guds barn. Et barn med et håb så levende, at dette håb måske kan være en trøst i de utallige skuffelser eller sorger, livet hen ad vejen fører med sig. Det er netop en af grundene til, at mange forældre vælger at døbe deres børn. Vel vidende, hvad et godt håb kan gøre.

Det er en kristen livstydning, der tillader mig at se livet som en gave. Ikke med garanti for, at alt vil være fryd og gammen. Slet ikke. Men jeg kan grundlæggende hverken takke eller bebrejde mig selv for, at jeg har fået lov at leve. Den slags takker jeg Gud for. Eller, på en mørk dag, skælder Gud ud for. Med min tydning forstår jeg, at det, Jesus sagde og gjorde, alt sammen udtrykte, at Gud grundlæggende vil os det godt. At vi skal leve vort måske besværlige liv med et ganske bestemt håb at, komme hvad der vil, brudte forhold, livets konkurser i enhver forstand, til sidst døden, Gud slipper os ikke.

Der er ingen magi i dåben. Den er alene et tegn, en bekendelse til og et håb om, at barnet i sit liv må få mere trøst og mere tro, end vi som forældre kan give det.

Svigter kæresten, eller svigter man selv, er man alligevel ikke helt alene. Rammes man af en helt ødelæggende sorg, hvor alt håb synes ude, er det alligevel ikke helt sandt. For der er mere. Der er stadigvæk et håb, som ikke knytter sig til én selv. Det håb, at Vorherre altid vil være med én. Uanset hvad. Jeg glemmer aldrig den unge mand, jeg sad og snakkede med dagen før, han døde af sin kræftsygdom. Vi talte om det meste, også om hvad han forestillede sig ville ske, når han døde. Så sagde han, hvad jeg siden med taknemmelighed har gjort til min egen lille trosbekendelse: Jeg tror, at Vorherre har noget godt til mig i posen.

Det er, som om danskere har en særlig blufærdighed over for det religiøse. Det er der mange grunde til. En argentinsk ven fortalte mig engang om forskellen på danskere og sydamerikanere og sagde, at danskere taler åbent om sex, men er tavse om troen. Omvendt for sydamerikanerne. Det er tilsyneladende sandt. Men vi kan, selv som trosblufærdige danskere, vel tale om håb og, hvad vi ønsker for vore børn af det bedste. For livet, det ved vi, det er, som det er. Fuldt af eventyr og fryd og nederlag og grund til opmuntring og trøst og tilgivelse.

Tro og håb kan ikke måles, ligesom vi ikke kan måle hinandens indre. Ens tro og håb hører, som ens livstydning, til det mest private.

Men jeg tænker mest på børnene. De skal have det bedste, vi kan give dem. Ikke et krav om en afgjorthed, vi selv ikke ville kunne leve op til. At man skulle gøre sine børn til fundamentalister byder mig direkte imod. Men håbefulde og åbne skal de være, måske med en fornemmelse for tro, som grunder sig i, at Gud findes, og at han vil os det godt. For barnets skyld. For livets skyld. Det er dåbens gave.

Den gave takker jeg mine forældre og mange andre for at have givet mig. I min barndom fik jeg lov at høre, at jeg altid kunne regne med Vorherre, uanset hvad. Siden har jeg håbefuldt tilføjet, at han har noget godt til mig i posen.

Derfor, døb jeres børn, forældre, selv om I tvivler og er usikre i jeres tro!  Ikke for Guds skyld. Jeg tror, han klarer sig. Heller ikke for folkekirkens skyld. Den er jo kun en halvstatslig forening af døbte danskere. Det skal være for barnets skyld!