Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Særligt uopdragen

Eva Agnete Selsing, filosof Fold sammen
Læs mere

Vi lever i en diagnosetid. Alle skal have mindst én, også børn. Især de børn, der opfører sig dårligt. Også selvom der ikke kan findes noget rigtig galt i hovedet på ungen, som kan forklare besværet med ham eller hende. Så er vi voksne nemlig gode til at finde på spændende, psykologiske kategorier, som lige netop vores pode er i. Der kan forklare det hele, alle problemerne. Vi har de introverte, de ekstroverte, de ADHD-agtige, de over- eller understimulerede, de kulturelt udfordrede, de på alle mulige andre måder udfordrede, de lidt for »stærke«, de lidt for »bløde« og, senest, de »særligt sensitive« (men udviklingen inden for sygdomsordene går så stærkt for tiden, at det muligvis allerede er forældet).

Det er ikke for at betvivle, at der findes børn, som gør sig fortjent til nogle af de mange etiketter, vi sætter på dem, for det gør der utvivlsomt. Og jeg vil heller ikke tage glæden fra de mange voksne behandlere (og pårørende), der henter livsmening og ro i at dele diagnoser ud til de små. Det ville jo være som at stjæle slik fra en femårig.

Men det er dog bemærkelsesværdigt, så ofte vi hører disse mere eller mindre kreative begreber blive brugt om børn – og særligt børn, der ikke lader til at fejle andet end manglende respekt for andres grænser. Børn, der vil ses og høres konstant. Børn, der ikke forstår et nej. Børn, der ikke udviser medfølelse og omtanke i omgangen med andre. Børn, der åbenlyst foragter selv venlige autoriteter. Børn, der mobber. Kort sagt: Unge mennesker, der ikke giver indtryk af at være blevet opdraget. Vi får at vide, at det pågældende barn er i en af disse specielle kategorier, og så standser diskussionen ligesom dér.

Og der har vi antagelig den drivende motivation bag kategoriseringen og psykologiseringen af de uvorne unger. Specialbegreberne er en måde, hvorpå de voksne kan forklare (og forsvare?) barnets antisociale, ofte også aggressive, adfærd. Han eller hun er »sensitiv.« Underforstået: Det er synd for dem, de må ikke skældes for meget ud – de er nemlig meget følsomme. Og det kan da godt være, men hvad med deres ofre? Hvad med de fællesskaber, de ødelægger? Er det ikke bare en smule synd for dem?

Tilhængere af sygdomspædagogikken har siden 1970erne promoveret patologisering og specialkategorier som forklaringsmodeller for alskens dårlig adfærd – og som en naturlig udvikling i et højtudviklet omsorgssamfund. Men jeg er ikke overbevist: Er det virkelig et tegn på øget civilisation og humanitet, at man bliver stadigt mere kreativ i opfindelsen af undskyldninger for dem, der generer andre? Er det ikke, sådan faktisk, det stik modsatte?

Så her er en provokerende tanke: Måske er barnet ikke spor mere »særligt sensitivt« (eller hvad den voksne nu bruger af bortforklaringsord) end alle andre levende væsner, men bare »helt særligt uopdragent.«

Tiden kalder på en udrensning af alle specialbegreberne – og en genintroduktion af den kendte og engang så benyttede betegnelse »dårligt opdraget.« Så enkel, og dog så rammende. Den gik måske af mode, fordi den antyder, at der er nogle voksne autoriteter, der har svigtet. Så er det nok nemmere, hvis det er noget inde i barnets hoved, den er gal med. Ak ja.

Jeg tager mig ofte i at tænke, hvad disse grænseløse, empatiberøvede små individer vokser op og bliver til. Forhåbentlig ikke noget, der skal arbejde med mennesker. Eller andet, der har en puls.