Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nu går jeg på slankekur

»Enhver ved, at man ikke kan spise for hele ugen om mandagen; og derfor er to kilo chokolade på en time betydeligt mindre fedende end 200 gram om dagen i ti dage.«

Hvert år et par uger efter jul opdager jeg, at jeg kun kan have min foretrukne sorte nederdel på, hvis jeg undlader at ånde og sætte mig på en stol.

Og hvert år bliver jeg lige forbløffet. For jeg husker det altid, som om jeg har udvist en imponerende selvdisciplin julen over og kun taget en af hver fra fadet: En havregrynskugle. En vaniljekrans. En pebernød. Et honninghjerte. En – trigger warning – jødekage. Et finskbrød. Et marcipanbrød. Og så videre.

Læs også: Alene i Vildmarken. Hæ, hæ

Ja, præcis: Det er ligesom, når man føler sig sparsommelig, fordi man kun kom hjem med tre kjoler ud af de 25, man havde lyst til.

Og hvert år spørger jeg så min mand, om han har bemærket, at jeg er blevet fed.

»Fed?«, udbryder han. »Jeg troede, du havde tabt dig.«

Vi har været gift længe.

Det er kun ham, jeg spørger. Mænd tør ikke udtale sig om den slags, og kvinder kan man ikke stole på. Enten bliver de fornærmede, fordi de tror, at det er en hentydning til deres egen vægt. Eller også tror de, at det handler om, at man er blevet bodyshamet som teenager. Og under alle omstændigheder ønsker de, at alle andre kvinder skal være tykkere.

Sødemiddel

Ergo må jeg bare selv beslutte mig for at gå på slankekur. Og jeg beslutter hvert år, at det skal være den samme slankekur, som jeg gik på sidste år: Den hedder »havregryn med skummetmælk og sødemiddel«-slankekuren.

Lyder det lækkert? Nej. Det er derfor, den virker.

Sagen er, at der findes tusindvis af slankekure, som alle foreskriver, at man sagtens kan tabe sig og spise lækker, sund mad samtidig. Jeg har prøvet flere af dem, og det er naturligvis løgn.

De kure betyder, at man ikke bestiller andet end at tænke på mad døgnet rundt: Man studerer opskrifter og bruger timer på at erhverve ingredienserne og tilberede maden og spise den meget, meget langsomt og nydelsesfuldt på en lille tallerken. Og når man har tabt sig, for det gør man skam, og kuren er slut, så er man blevet et madøre, der fortsætter med at tænke på mad døgnet rundt. Så snart skal man på kur igen.

Nej, så er havregrynskuren mere ligetil. Hvis man er sulten, spiser man havregryn, og hvis man er mere sulten, spiser man flere havregryn; så mange man orker faktisk, og det holder man hurtigt op med at orke. Det tager tre-fire dage at tabe et par kilo, og sammen med en multivitaminpille behøver man end ikke at frygte, at hjernen sætter ud. Tidligere spiste de fleste kinesere kun ris, og det er da ikke gået ud over overlevelsen.

Men det siger sig selv, at man kun kan overholde havregrynskuren, hvis man ikke har noget lækkert i huset.

Og her er problemet, at man i januar hænger på alle resterne fra jul. Folk er jo i hele december kommet slæbende med deres julebag og konfekt, fordi de heller ikke kunne være i deres sorte nederdel.

Teoretisk set kan man selvfølgelig smide det ud. Men man smider jo ikke venners og families frembringelser ud, når de er bagt med kærlighed. Derfor bliver man nødt til at spise dem.

Nu træffer det sig så heldigt, at en masse søde sager nedsvælget på én gang ikke feder lige så meget som en masse søde sager nedsvælget hen over tre uger.

Det vil muligvis blive bestridt af slankeeksperter, som hævder, at kalorier er kalorier, uanset hvornår de bliver indtaget, men det er vås. Enhver ved, at man ikke kan spise for hele ugen om mandagen; og derfor er to kilo chokolade på en time betydeligt mindre fedende end 200 gram om dagen i ti dage.

Altså starter man med at lynspise sig igennem alle lagrene. Når de er tomme, har man fået nok. Og nu kan man heller ikke være i den blå stretchnederdel. Der er ikke grund til at spørge nogen om noget længere. Kuren kan gå i gang.