Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Alt er skidt for noget

»Min påstand er ikke, at journalister er pessimister. Slet ikke. Tværtimod. Vi har et positivt livssyn. Pessimister tror jo, at det går skidt. Mens vi dagligt kan berolige læserne med, at det sagtens kan blive meget værre.«

Fra tid til anden bebrejder folk mig, at pressen altid fokuserer på de dårlige nyheder. I stedet for bare at skrive om alt det positive, der også sker i verden.

Og jeg forstår da godt, hvad de mener. Problemet er bare, at disse mennesker ikke har indset, at der faktisk ikke er noget her i verden, der er så godt, at det ikke er skidt for noget.

Det er jo nemt nok at konstatere, om noget er trist. Langt vanskeligere er det at indse, at det, der tilsyneladende er positivt, i vidt omfang overhovedet ikke er det. Den opgave har pressen måttet påtage sig, og det gør vi så dag efter dag, tålmodigt og utrætteligt, af hensyn til læserne.

For nylig kunne Jyllands-Posten på sin forside for eksempel fortælle, at »Levealderen stiger hurtigere end ventet«. Det kunne man umiddelbart forveksle med en positiv nyhed. Men ikke, hvis man tænker det igennem. For som der også stod: »Har du penge nok?«

Ifølge artiklen er der to millioner danskere, som sorgløst lever videre, selv om de har forsømt at tegne en pensionsordning med sikkerhed for udbetaling hele livet. Og derfor giver det god mening at varsko disse tankeløse danskere i tide, så de kan standse op og spørge sig selv: Hov, har jeg egentlig lyst til det? Eller er det faktisk en økonomisk fordel, hvis jeg døde lidt tidligere? Det er givetvis noget, man skal overveje nogle år i forvejen, eftersom der er grænser for, hvor hurtigt ens helbred går ned ad bakke.

Men lad os nu sige, at man er en af dem, der lever længere. Så kommer man måske på plejehjem. Man kunne tro, at det ikke behøver at være så slemt endda. I oktober kunne Kristeligt Dagblad nemlig fortælle, at en række topmoderne, store plejehjem næste år vil tage imod tusindvis af ældre, der ellers var henvist til at bo på små, nedslidte hjem uden eget toilet og moderne hjælpemidler som faldalarm og loftslift.

Men igen: Der er ingen grund til glæde. Tværtimod tyranniserer man de gamle med velfærd. For som det fremgik af artiklen, er det et kæmpe problem, eftersom de gamle ikke gider at flytte til noget moderne; gamle mennesker har det bedst i vante omgivelser. De vil så langt foretrække deres bolig med væggelus og fugt drivende ned ad væggene, hvor de plejer at falde på trinnet ud til toilettet. Og da særlig, fordi de nye plejehjem ikke kan ligge i samme afstand til alle beboernes venner og familie, som de gamle lå: Nogle af de nye plejehjem vil uvægerligt komme til at ligge længere væk fra nogle af de gamles børn og børnebørns bopæl, hvorved de gamle altså bliver dobbelt ramt: De skal både finde sig i sterile omgivelser og længere til familien.

Journalister er skam ikke pessimister

Men hvis nogen tror, at unge mennesker så har det lettere, kan de godt tro om. Selv de unge, som man forestiller sig, har det glimrende, har det virkeligheden forfærdeligt. I Financial Times skrev klummisten Hannah Kuchler i denne uge om, hvilke problemer der knytter sig til, at nogle virksomheder i Silicon Valley som et frynsegode tilbyder velsmagende måltider, morgen, middag, aften. Ja, selv snacks frem til midnat, hvis de unge arbejder sent. Problemet er imidlertid, at de så aldrig lærer at lave mad; hvorved der sker en infantilisering af voksenlivet. Kuchler citerer til skræk og advarsel en Facebook-opdatering fra en anonym ansat: »Gratis mad!!! Jeg kan ikke understrege nok, hvor meget, jeg elsker det. Det har for alvor reddet mit liv«.

Og jeg kunne faktisk blive ved.

Men tro nu ikke, at min påstand er, at journalister er pessimister. Slet ikke. Tværtimod. Vi har et positivt livssyn. Pessimister tror jo, at det går skidt. Mens vi dagligt kan berolige læserne med, at det sagtens kan blive meget værre.