Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er svært at være progressiv

»Hvem gider at høre mere om kampen for seksuel frigørelse, når man bare kan tage i en swingerklub i Randers. Eller mere om den Sorte Skole, når børnene hverken kan læse eller skrive, og læreren er gået ned med stress. Parolerne fra 1968 virker cirka lige så relevante som skrivemaskinen.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man skal tro Rod Little, redaktør på det britiske magasin Spectator, siger vi med Donald Trumps sejr endegyldigt farvel til 68-revolutionens værdier. Det er slut med at gøre oprør mod det bestående.

Fremover er det ikke bedre at blive skilt. Fremover skader det ikke børn at lave lektier. Fremover er det ikke sejt at være klatkunstner på livslang kontanthjælp. Eller voldelig autonom. Kort sagt er de tider endegyldigt forbi, hvor man kæmper mod det, der var normalt i 1950erne.

Det skyldes ifølge Rod Little, at det er meget lang tid siden, at det var 1950erne, faktisk så længe siden, at der ikke findes nogen, der lever sådan længere.

For ærligt talt, hvem gider at høre mere om kampen for seksuel frigørelse, når man bare kan tage i en swingerklub i Randers. Eller mere om den Sorte Skole, når børnene hverken kan læse eller skrive, og læreren er gået ned med stress. Parolerne fra 1968 virker cirka lige så relevante som skrivemaskinen.

Jeg er tilbøjelig til at give Rod Little ret. Jeg synes også, at det er blevet svært at regne ud, hvad det vil sige at være progressiv nu om dage. 68-revolutionen har simpelthen ædt sine egne børn.

Tag nu for eksempel feminismen. Det var en kamp, der var til at forstå. Vi kvinder skulle ikke længere være mandens ejendom. Vi skulle have selvstændig indkomst, p-piller og fælleseje. Men så blev feministerne overhalet indenom af hele transgender-bevægelsen, som hævdede, at det var begrænsende overhovedet at definere sig selv som et køn. Man er hverken mand eller kvinde, han eller hun, man er en høn, og høn vil have ret til at bruge de omklædningsrum og toiletter, som høn føler for.

Undskyld, men hvor efterlader det lige feminismen? Hvis der ikke er nogen kvinder, er der heller ikke nogen kvindekamp. Man har ikke engang ret til at være i fred på toilettet.

Tag så hele kampen for fædres og børns rettigheder. Børn har ret til en far og en mor, hed det i lang tid, kvinder skulle ikke længere monopolisere forældreskabet, for ifølge børnepsykologerne var det vigtigt for børn både at møde anima og animus, så de kunne blive hele mennesker.

Det blev så bare overhalet af LGBT-bevægelsens kamp for homoseksuelles ret til at få og adoptere børn. Lige pludselig var det alligevel ikke spor vigtigt, at der både var en mor og en far til stede ved middagsbordet. Det var ok med to animaer eller to animusser. Herhjemme forsøgte de Radikale at løse problemet ved at foreslå, at fire voksne, to mænd og to kvinder, så bare kunne deles om et barn gennem fælles forældremyndighed, men det skulle statsforvaltningen ikke nyde noget af. I tilfælde af skilsmisse ville det blive for kompliceret at administrere en 2/5/4/3 ordning, for slet ikke tale om, hvem der skulle være bopælsforælder.

Og tag så endelig de seje autonome: For nylig afholdt Hizb ut-Tahrir, der kæmper for kalifatet og kvinders ret til at gå tildækkede med nedslået blik bag ved deres mænd, en stor konference på Nørrebro. Udenfor demonstrerede »Gruppen for Frihed« imod islamiseringen af Europa.

Men så blev demonstranterne angrebet af voldelige autonome, der ville forsvare Hizb ut-Tahrirs demokratiske rettigheder. Jeg synes godt, at man kan blive i tvivl om, hvem der har fremskridtet på sin side her.

Til gengæld var jeg ikke i tvivl ved Priden i København i år, der var større, flottere og festligere end nogensinde. De 68 forskellige kønsidentiteter var mødt op sammen med hele Systemdanmark, fra Lars Løkke Rasmussen til Forsvaret, og alting føltes godt og trygt og rigtigt, som en højmesse i kirken i gamle dage.

Og så var det, at der midt i optoget dukkede en lille gruppe mænd frem fra »De Hvide mænds befrielsesfront«. De bar skilte med det ene ord »fisse«.

Og tænk, det virkede pludselig ret progressivt.