Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Middelklassen og det nye Kina

Ligesom i Vesten er kampen for en bedre tilværelse blevet til en kamp for at opnå og fastholde de nye materielle goder.

»Middelklasse forbindes her med mega-huse, luksusbiler og hyppige udenlandsrejser.« Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kina optræder ofte i de danske medier i form af problemer og sensationer: fra voksende social ulighed til forurening og katastrofer og som fraværet af frihed og demokratiske institutioner. Også den nye middelklasse bliver overset eller behandlet overfladisk og fordomsfuldt. Når vi i Danmark og Vesten glimtvis hører om denne middelklasse, er det ofte som crazy og bizarre forbrugere, hvis mærkelige liv på alle måder adskiller sig fra danske vaner og værdier.

Det var således med diffuse forventninger, at jeg landede i Beijing i efteråret 2008. På vejen fra lufthavnen til centrum passerede vi et postmoderne landskab af indfaldsveje med glasfacader og globale firma-domiciler og indimellem de mange nye beboelsessiloer, der som i et Orwellsk fata morgana spredte sig ud på den 20-30 km lange rute.

Også det nye gadeliv var på én gang chokerende og inspirerende: De shoppende og slentrende kinesere så også ud til fuldt ud at have taget den globale casual class og forbrugerlivsstil til sig i påklædning og attituder med jeans, t- shirts og smarte tasker.

Læs også: Er der flere devalueringer på vej?

Mødet med dette moderne Kina blev afsæt for et forskningsprojekt om, hvordan den nye middelklasse i Kina oplevede det nye urbane liv, bl.a. med fokus på boligen som en ny og meget vigtig del af den nye middelklassetilværelse. Det betyder, at jeg i de seneste fem år har indsamlet data blandt såkaldt almindelige kinesere i Beijing og udført feltarbejde i kinesiske afdelinger af livstilsbutikker som Ikea, Hay, Jysk, Haier hvidevarer osv.

Hvad fortæller det om livsformer og drømme, om nye køns- og familiemønstre og om tingenes betydning i denne nye klasse? Og hvilke fællestræk er der med livet i danske middelklassefamilier?

Økonomi er naturligvis afgørende for, hvor man kan bosætte sig i København såvel som i Beijing. Om det bliver i Beijings Ishøj langs med metro linje 5, i Beijings Østerbro, det internationale kvarter i den østlige del langs med metrolinje 10 eller i Beijings Nordsjælland i den nordlige omegn, hvor der findes egentlige villabyggerier.

I ni ud af ti tilfælde boede mine informanter i moderne open space-lejligheder, en planløsning som vi også kender fra danske lejlighedsbyggerier.

De nye lejligheder er sammenlignet med Mao-tidens byggerier større og med moderne køkken og badeværelser. Ligesom i Danmark træder mange middelklasse-kinesere nu direkte ind i lejlighedens mest centrale rum, opholdsstuen som også er rammen om nye måder at være sammen på i familierne. I mange af hjemmene er der sofaer, ofte hjørnesofaer i den klassiske opstilling med godt udsyn til et stort fladskærms-TV. Uanset stil og æstetik er sofaen hjemmets mest centrale plads og centrum for familielivet.

I gamle dage hed det sig, at den, der styrer vuggens gang, også styrer verdens gang. I dag kunne man omdøbe denne talemåde til at den, der styrer sofahjørnet og fjernbetjeningen, styrer familielivet. I dagens Kina er det ofte den residerende svigermor og enebarnet, som dominerer dette centrale sted i hjemmet og TV-valget ikke mindst.

De unge forældre, navnlig fædrene, har trukket sig fra det fælles rum og ind i de mere marginelle soveværelser med egne computere og underholdning. Altsammen fortæller det om en ny tilværelsesform, som er centreret om boligen og barnet, og hvori der stadig indgår flere generationer.

Sofaens historie kan lære os en del om forestillinger om moral og det gode liv både i øst og vest. Det er sigende, at sofaen i tidens løb og uafhængig af geografi har været forbundet med seksualitet og amoral, med dekadence og manglende respektabilitet. Sofaens udspring og indtog i middelklassen er interessant: Sporene går til bage til ottomanen i det orientalske harem, over Freuds sofa som stereotyp for dekadence og super egoet, til Hollywoods brug af sofaen som medium for seksuel forførelse.

Læs også. Startede med en dagsløn på én dollar - Nu er hun Kinas rigeste

Indtoget af sofaen, især hjørnesofaen i stadigt større og mere voluminøse udgaver, er lige nu et fællestræk i både øst og vest. Tænk blot på hvordan kvalitetstid i danske familier er knyttet til sofa, Disney-sjov og fredagshygge. I Kina er sofaen det ultimative tegn på den nye kinesiske modernitet, som viser distance til kulturrevolutionens Kina hvor bløde sofaer og stole blev set som dekadence og som en slags opium for folket.

Derudover anslår stil og smag i Kina lige nu er en slags kulturkamp, hvor personlighed og national identitet udtrykkes i boligens indretning. »Jeg er moderne på ydersiden, men traditionel i mit hjerte, så jeg vælger møbler i gammel stil og i mørke farver, som får mig til at føle mig tryg og romantisk.«

Mens stort set alle ønsker at lægge afstand til Mao-tiden og fattig-Kina, deler vandene sig i forhold til kinesisk eller vestlig boligindretning. »I love Ikea«, som en yngre kinesisk kvinde sagde, »jeg har en drøm om at indrette hele mit hjem i Ikea-stil«. Andre så Ikea som anti-kinesisk: Jeg bryder mig ikke om Ikea, stilen passer ikke ind i kinesiske hjem«.

I 2006 blev cirka 20 procent af den kinesiske befolkning placeret som kerne-middelklasse, mens under ti procent var i middelgruppen og ca. 13 procent i den marginelle middelklasse. Det er interessant, at andelen steg til næsten 45 procent, når definitionen inkluderede forbrug og selvidentifikation.

Medierne og populærkulturen har konstrueret et mere eksklusivt billede af middelklassen som bestående af forretningsfolk, ledere og medlemmer af den intellektuelle elite som associeres med meget høj indkomst og med en livsstil og et konsum, som de superrige. Middelklasse forbindes her med mega-huse, luksusbiler og hyppige udenlandsrejser. Under mine møder med kinesiske middelklassefamilier blev det klart, at middelklasse stadig er en omstridt kategori.

»Jeg tilhører ikke middelklassen,« sagde en midaldrende kvinde ansat i en statslig organisation. »Middelklassen ejer mindst to lejligheder, to biler og har en opsparing på 500.000 RMB.«

En yngre kvinde, uddannet på et af elite universiteterne og med et velbetalt job sekunderede og modererede denne klasseforståelse. »Vi tilhører arbejderklassen. Vi er ikke middelklassen fordi vi er nødt til at arbejde hårdt, afbetale vore lån og spare penge op til vores familie. Men,« tilføjede hun, »der er stadig nogle, som er rigere end vi, og nogle er fattigere, så vi må være i midten.«

Udviklingen i Kina er i de sidste årtier er gået stærkt og har revolutioneret bolig- og livsformer, ligesom Kina over ganske få år har overhalet Vesten, når det gælder byvækst og antallet af ejerboliger.

I 1978 boede 18 procent af befolkningen i byerne, i 2000 var det 36 procent, og i 2014 53 procent. Det er en vækst, som har sat gang i boligbyggeri og spekulation. Fra 1998, da boligmarkedet overgik til markedsvilkår, er antallet af boligejere steget eksplosivt. Mange Beijing borgere har købt og senere solgt de beskedne familielejligheder fra Mao-tiden og købt lejlighed i en af de nye betonsiloer, mens de veluddannede tilflyttere fra andre provinser har det vanskeligere, fordi de skal købe sig ind på et ophedet boligmarked.

Læs også: Kinesiske turister kommer for at shoppe

I 2007 var antallet af privatejede boliger angiveligt 80 procent, et højt tal sammenlignet med Danmark, hvor der i 2013 var godt 60 procent privatejede boliger. Det betyder, at boligen, der markedsføres som en oase for middelklassen, også er en evig kilde til uro. Både byggesjusk og tilfældig boligplanlægning betyder, at det, der var en attraktiv bolig for ti år siden, kan forvandle sig til slum over night.

Fællestræk i det moderne middelklasseliv i Beijing og København er til at få øje på. Således er det flukturerende boligmarked, stress og manglende sammenhæng mellem familie og job velkendte træk i både det danske og kinesiske hverdagsliv. Ligesom i Vesten er kampen for en bedre tilværelse blevet til en kamp for at opnå og fastholde de nye materielle goder.