Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Længsel efter det hellige

30DEBS-rine-Gotfredsen-1137.jpg
Bylinefoto af Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere

Forleden befandt jeg mig i selskab med en filosof, med hvem jeg skulle diskutere menneskesyn. Han brugte en hel del tid på at tilsvine kristendommen, Martin Luther, Søren Kierkegaard og i det hele taget det tankegods, der ser mennesket som bundet til noget, der er guddommeligt givet og dermed forpligter os.

Alderen taget i betragtning fristes man til at opfatte denne mand som en overvintret 1968er, der tolker livet i troen på, at meget i og omkring os er konstruerede tilstande, der kan forandres, alt imens den kristne også ser givne vilkår, der skal erkendes. Han leverede altså en lille repetition af det livssyn, der i mange årtier har omgivet os, og som stræber efter at sætte mennesket frit, så det i højere grad kan administrere sig selv. Men samtidig stod det klart, at der er noget antikveret over retorikken. Siden denne filosofs ungdom har kristendommen mistet så meget terræn, at man i dag skal være mere end almindeligt kamplysten for at kunne forarges over dens stille eksistens.

Derfor virker den gamle kritik sært skinger, og mens nogen fortsat dyrker fortidens kamp mod dogmatisk kristendom, er sagen jo, at vi næsten ikke længere har en sådan at måle os selv i forhold til. Rummet er stort set tømt for bindende formuleringer.

I dette tomme rum tager en anden kritik imidlertid form. Den vender sig mod dele af den ideologi, der er præget af kulturel og religiøs relativisme, kamp om kønsidentitet, nyateisme og den skam over at være den, man er, der får den svenske ærkebiskop til at irettesætte dem, der vil bruge korset som tydeligt symbol. Og som får visse danske politikere til at opfatte Dannebrog som for »værdiladet« til at hænge i folketingssalen. Al den slags.

Epoken er ikke for fastholdere, du kan blive både mand og kvinde og tilbage igen, for menneskets identitet er flydende, og der er langt hen til tanken om en skabt orden, der i den grad skal æres. Midt i alt dette kan der opstå en ny længsel efter noget mere ukrænkeligt, og en del af tidens antiprogressive, også kaldet folkelige, bevægelse kan måske ses som forbundet til håbet om at fastholde noget, der er unddraget menneskers egen magt. Noget helligt.

Trangen til at sige de magtfulde imod

Det er sikkert de færreste, der vil bruge netop det ord, men det ville til gengæld den franske filosof Simone Weil fra første del af det 20. århundrede, der i den lille bog »Det som er helligt« foregriber vores tid. Hun skriver:

»I vor Tidsalder, hvor Skribenter og Videnskabsmænd paa mærkelig Vis har tiltaget sig Præsternes Plads, anerkender Offentligheden med en Villighed som bestemt ikke er fornuftsbegrundet, at de kunstneriske og videnskabelige Evner er hellige.«

Offentligheden består af politikere, psykologer, journalister og eksperter – alle dem, der dominerer med en udlægning af verden, der for længst har overskygget den religiøse. Før eller siden vil der opstå en trang til at sige de magtfulde imod. Ikke i kraft af bevidst religiøsitet, men fordi den konstante relativering af vore vilkår udmatter, og midt i moderniteten, der jo hverken kan eller skal rykkes tilbage, må vi efterhånden spørge, om vi mon er i færd med at tømme rummet for det hellige. Og om det også er det, som mange mennesker reagerer på.

Vi har ganske vist mistet sproget for det hellige, men vi har bevaret længslen efter det.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og journalist.