Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Aftenlandets åndelige forfald

Byline Marie Høgh Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jorden bløder i Aftenlandet denne sommer. Og sommeren ser ud til at fortsætte. Og det vil den gøre, så længe vi forholder os selv den eneste sande forklaring på, hvorfor terroristen tager livet af tilsyneladende tilfældige mennesker. På Promenade des Anglais. På vej i toget. På åben gade og på sommerferie. På knæ foran alteret med ansigtet mod korset i øst, hvor Guds lys oprandt. De er ikke tilfældige mennesker, men vantro. Og terroristen lider ikke nødvendigvis af PTSD eller dårlige nerver, men af frygt for helvede og begær efter Paradis. Punktum. Så enkelt er det.

Så enkelt er det bare ikke at forstå for de fleste vesterlændinge. Nej, for tabet af åndelighed bevirker, at vi ikke forstår religionens kraft. At det er selve tilværelsens grundvold. Vestens åndelige forfald er konsekvensen af, at vi glemte kristendommen. For ånd er ikke en slags finkultur, man ser i Det Kongelige Teater. Ånd er at se sig selv i forhold til noget, der er større end os selv. At se sig selv som en skabning, som et kunstværk af Guds finger. Som skabning over for Skaberen – som menneske for Gud.

Det er det forhold, vi vesterlændinge har glemt. Og derfor fatter vi ikke, at islamistens forhold til Allah er styrende for hans færd. For vi tror, vi har skabt os selv og Gud i vort billede, som en, vi tager frem juleaften. Paradis er vi holdt op med at tro på, for vi skaber det selv på jord. Derfor bilder vi os ind, at hvis islamisterne bare får Vestens demokrati og penge – så holder de nok op med at tage os med i døden. Det gør de ikke, for det gælder deres frelse. Og her er tusind menneskers liv bare et blink med øjet – det er terroristens stærkeste våben. Han betaler sin frelse med andre menneskers liv. Sådan forkynder islam, hvor kristendommen modsat forkynder, at Kristus gav sit liv for vores frelses skyld. Mennesket i kristendommen er nemlig adlet af Gud, på trods af dem, vi er. Derfor er hvert overgreb, hver en nedslagtning og hver en bombe, der detonerer i Allahs navn, et anslag mod det menneskesyn, der bærer hele den vestlige verden.

Vestens frihed og lighed, vores åbne samfund og demokrati udspringer af bevidstheden om, at hvert enkelt menneske tilregnes et værd, somhar sin grund  af det menneskesyn, som vi har glemt hvor kommer fra. Nemlig fra forholdet mellem menneske og Gud. Ud fra vores egen manglende erfaring med tro forstår vi ikke, at tro er et absolut forhold – og et absolut tilværelsesgrundlag.

Vores åndelige bolværk er nede og jorden bløder i Aftenlandet denne sommer. Og landet vender ikke af sig selv tilbage, som det var engang. Så længe politikerne betragter religion som en slags livsfilosofi, man går til på aftenskole – forstår de ikke, hvor ondskaben har sin rod. Ikke engang paven vil sige det. Af alle mennesker er Søren Pind kommet for skade at skrive, at han er i en åndelig kamp med islam. Gud ved, hvad han mener. I hvert fald har han ikke tænkt sig at handle på det. Men kære Søren Pind. Ånd er også at vedkende sig, at man er en skabning i en bestemt sammenhæng. Vedkende at leve i pligt, ansvar og skyld over for det modersmål, det fædreland og den åndshistorie, du fik i arv.