Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Herrens Veje« er den bedste gave til den danske folkekirke

Fito: Tine Harden. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Reformationsjubilæumsåret lakker mod enden. Et år, hvor den danske folkekirke har drøftet Martin Luther, hans tid, hans tanker, hans manerer og hans betydning. Der er blevet afholdt utallige foredrag, koncerter og bordsamtaler. Der er blevet brygget Luther-øl, danset middelalderdanse, lavet Luther-lagkager og endda playmobilfigurer – og det er selvfølgelig også blevet debatteret, hvorvidt det overhovedet er rimeligt at fejre manden, der satte reformationen i gang 31. oktober 1517.

Det er naturligvis ikke bare rimeligt, men også meningsfuldt i et land, der har skrevet kristendommen ind i regeringsgrundlaget. Men hvor mange har egentlig været med til festen i folkekirken? Og hvor mange ved overhovedet, hvad reformationen er for noget?

Det er nemlig ikke bare skoleelever, der tror, at Martin Luther også hedder King til efternavn. Det gjorde DR også, da de i forbindelse med pave Frans’ besøg i Lund sidste år, informerede seerne om, at reformationen blev anført af Martin Luther King. De færreste ved i virkeligheden, hvad forskellen på protestantisme og katolicisme er og tror måske endda, at vi stadig er katolikker.

Reformationsårets bedste gave

De fleste, jeg møder, er i hvert fald overbevist om, at præsten har en lidt bedre kontakt til Gud, og at der på den måde er en form for hierarki blandt de troende. Men det gjorde Luther op med.

Han introducerede det almindelige præstedømme: At »enhver, der er krøbet ud af dåben, er af gejstlig stand…« . For Gud er alle døbte præster.

Præsten er stadig uddannet teolog, og bliver kaldet til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne, men er ikke en »bedre« kristen end sognebørnene. Præsten kan gifte sig, stifte familie, drikke alkohol og endda bande i ny og næ. For Gud er vi alle syndere.

Hvilket DRs nye TV-serie »Herrens Veje« formår at slå fast hver søndag aften, og bliver på den måde måske reformationsårets bedste jubilæumsgave til den danske folkekirke.

Provst Johannes Krogh er på én gang en dygtig præst og teolog, men samtidig et menneske, som kæmper med et alkoholmisbrug, der påvirker både hans familie og menighed.

Han har en affære med en af de ansatte ved kirken, men han er også så vild med sin kone, at han påklædt må hoppe ind til hende under bruseren. Han slås med sammenstødet mellem det kristne gudsbillede og sin egen faderrolle. Skal man være konsekvent i sin opdragelse eller tilgive den fortabte søn? Og hvordan skal det kristne budskab forkyndes for moderne mennesker?

Er det ved at stige ned fra prædikestolen og komme med en joke undervejs i gudstjenesten? Er det ved at være i stand til at tale om sin egen tro eller ved at undgå at komme for meget ind på bekendelsesskrifterne og i stedet søge dialogen i et sekulariseret og multireligiøst samfund – eller ved at dyrke det spirituelle og kramme den lidende Kristus på krucifikset.

Det er dilemmaer, som mange mennesker lever med, men som præster i høj grad møder i deres dagligdag, når de møder den gængse forestilling om, hvordan en præst bør opføre sig. Det synes at være en del af dramaet i »Herrens Veje«. At langt de fleste forestiller sig, at præsten er og kan noget mere end almindelige mennesker, når det kommer til tro. Men præsten er ikke en helgen, selv dem gjorde Luther op med i sin protest mod paven og hans kirke.

Frelsen er Guds alene

Men det ved de færreste, og de bliver en smule skuffede, hvis de ikke kan tænde et lys inde i kirken, om ikke for den hellige jomfru, så for deres egne familiehelgener, ligesom de leder efter en af de skriftestole, som de kender så godt fra film.

For selv om de griner lidt ved tanken om at bekende sine synder til en præst skjult i det dunkle, der så sender en hjem med bud om at angre og bede lidt mere, så virker det alligevel tillokkende, at man selv er herre over sine egne veje.

Martin Luther gjorde op med gerningsretfærdiggørelsen: Ideen om, at det er menneskets gerninger, der fører os til frelsen.

De mange afladshandler, nye kirkelige regler og påfund, som ikke havde deres grund i Bibelen, havde fået de fleste til at tro, at retfærdiggørelsen afhang af dem selv, hvor gode de var, og hvor stærkt de troede, men det var ikke Luthers egen erfaring. Hvor from, god og tugtende han end opførte sig i sit kloster, følte han sig ikke mere beroliget eller retfærdiggjort – indtil han forstod, at frelsen er Guds alene. Det er ikke mennesket, der ved gode gerninger kan frelse sig selv.

Da Martin Luther for 500 år siden nåede frem til den erkendelse, bankede han sine 95 teser op på porten i Wittenberg. Det har kirken fejret i snart et år, men har det ikke kun været en fest for dem, der i forvejen ved, hvad reformation er, og hvad den danske folkekirke og evangelisk luthersk kristendom er for noget? Det kan godt være, at reformationsjubilæet lakker mod enden, men det gør reformationen ikke – den er stadig i gang.