Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Da jeg blev postfaktuel

»Den virtuelle videnskab breder sig. Det er den, der præsenterer data som fakta, og gør viden til et spørgsmål om tro. Det er ikke borgerne, der har skabt det postfaktuelle samfund. Det er postdoc’erne.«

09DEBANNA-LIBAK-105516.jpg
Anna Libak Fold sammen
Læs mere

Forleden opdagede jeg til min skræk, at jeg var blevet postfaktuel.

Det skete, mens jeg sad og læste om en ny hollandsk undersøgelse på det fornemme fagtidsskrift Psychological Science’s hjemmeside.

De hollandske forskere var nået frem til, at sladder på arbejdspladsen faktisk gavner: Når medarbejdere gør sig afhængige af, at kollegerne ikke fortæller deres sladderhistorier videre, så fremmer det tilliden og samarbejdet.

Og for ledelsen er det en fordel, fordi den så ikke behøver at bruge så mange penge på intern disciplinering af medarbejderne.

Det lød jo på en måde vældig positivt. Men måske mest for arbejdsgiverne. For mens jeg sad der og læste, kom jeg pludselig i tanker om et andet videnskabeligt studie, jeg engang var faldet over på ScienceDirect med titlen: Talking behind their backs and burnout in Hospitals.

Titlen sagde sådan set det hele: På hospitaler, hvor man i stor stil bagtaler hinanden, mister medarbejdere motivationen og holdt op med at tage sig ordentligt af patienterne.

Så hvad skal man tro? Er sladder godt og øger motivationen, eller er det skidt og mindsker arbejdsglæden? Jeg tænkte, at det spørgsmål kun kunne besvares ved, at jeg i stedet for at lytte til eksperterne, spurgte mig selv, hvad min egen subjektive mening var.

Pludselig følte jeg meget stærkt, at min mavefornemmelse kunne være temmelig relevant her.

Jeg følte efter og nåede frem til følgende: Når man taler sammen på en arbejdsplads, vil man indimellem sludre om det, man har til fælles, og det er ledelsen og kollegerne. Og hvis det kaldes sladder, ja, så er det nok godt, at den finder sted.

For det er sjældent noget sundhedstegn på arbejdspladser, at folk overhovedet ikke taler sammen om andet end deres konkrete arbejdsopgaver.

Men hvis der er tale om, at man bagtaler, mobber og snigløber kollegerne og ledelsen, så er der ikke rart at være, og så mistrives virksomheden.

Jeg syntes selv godt om min postfaktuelle forklaring. Så godt faktisk, at jeg straks prøvede at applicere min nye postfaktuelle tilgang på en række af de senere års videnskabelige undersøgelser, som jeg har haft svært ved at glemme.

Mere sex til huslige mænd

Og på den baggrund skar jeg resolut igennem de modstridende videnskabelige studier af, hvorvidt salt er farligt eller ej. Det afhænger af, hvor mange kilo af det, man spiser, samt hvor meget man sveder samtidig.

Jeg mener også at vide, at det selvfølgelig hjælper at give børn lektier for i skolen. Hvis læring kun var lystbetonet, var vi mange i min generation, der ikke ville kunne andet end PacMan. Til gengæld har jeg ikke noget at tilføje til undersøgelsen fra Journal of Family Psychology, der dokumenterer, at mænd, der tager del i huslige pligter, får mere og bedre sex. Helt klart. Ellers får de jo slet ingenting.

Forstå mig ret: Det her er ikke for sjov. Jeg har den største respekt for videnskaben. Mine børn er vaccineret. Og jeg kan godt finde på at bruge en natcreme i hovedet om dagen. For jeg har regnet ud, at den ikke selv ved, at det er højlys dag.

Men samtidig kan jeg konstatere, at den virtuelle videnskab breder sig. Det er den, der præsenterer data som fakta, og gør viden til et spørgsmål om tro. Det er ikke borgerne, der har skabt det postfaktuelle samfund. Det er postdoc’erne.