Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»De røde« er skyld i det postfaktuelle samfund

»Det mest paradoksale ved det postfaktuelle samfund er, at det er skabt af »de røde« i 1968-generationen, men at det om nogen gavner de højrenationale politikere, som de selvsamme 1968’ere er så inderligt imod.«

Mange taler i dag om det postfaktuelle samfund. Det er en betegnelse for det samfund, som er ved at udvikle sig, eller måske allerede har udviklet sig, og som er karakteriseret ved, at en del af de mennesker, som lever i det, ikke har en særlig stor faktuel viden.

Nogle mener, at det bl.a. er på grund af det postfaktuelle samfund, at vi ser de mange overraskende valgsejre til f.eks. Donald Trump i USA, til Geert Wilders’ Frihedsparti i Holland, til Marine Le Pen i Frankrig og til Brexit-tilhængerne i Storbritannien. Ifølge teorierne om det postfaktuelle samfund er mange vælgere blevet misinformeret om alle mulige forskellige ting, inden de gik hen og stemte ved det amerikanske præsidentvalg, fordi de fik hovedparten af deres information fra tilfældige net-sider, via de sociale medier osv. i stedet for fra seriøse aviser, TV-kanaler, bøger osv. Og på grund af de mange forskellige falske historier, som vælgerne var blevet bildt på ærmet, kunne Donald Trump vinde præsidentvalget.

Fra den sorte skole til 1970er-pædagogik

Men hvad er årsagen til, at vi er ved at bevæge os ind i et postfaktuelt samfund?

De fleste peger på informationsteknologiens (de sociale mediers, internettets osv.) udvikling som hovedforklaringen. Og det er da også helt klart, at det postfaktuelle samfund ikke kunne slå lige så hurtigt og kraftigt igennem, hvis ikke vi havde den nyeste informationsteknologi, sådan som den har udviklet sig de seneste år.

Men informationsteknologien er næppe den eneste forklaring. En anden meget vigtig, men ofte overset forklaring, er, at de ting, som man lægger vægt på i skole- og uddannelsesverdenen, har ændret sig gennem de senere årtier.

Før 1968-oprøret, hvor man havde den såkaldte »sorte skole«, blev der lagt vægt på tilegnelse af »kundskaber« i form af faktuel viden. Efter 1968-oprøret og indførelsen af reformpædagogikken i kølvandet på dette i løbet af 1970’erne blev der ikke mere lagt så stor vægt på, at elever og studerende skulle tilegne sig en bestemt faktuel viden, men derimod på, at de skulle lære, hvordan de selv kunne finde frem til viden.

Men måske glemte man at tage højde for menneskets magelighed. Hvis ikke elever og studerende er tvunget til at lære nogle bestemte ting, men bare skal vide, hvordan de kan slå dem op, kan man jo risikere, at de vælger ikke at slå dem op. Ikke før i sidste øjeblik, som f.eks. når de dagen før præsidentvalget skal bestemme sig for, hvilken præsidentkandidat, de vil stemme på. Men da bliver det en noget tilfældig og sporadisk – og somme tider helt forkert – viden, de får med sig til at træffe beslutningen ud fra.

Det mest paradoksale ved det postfaktuelle samfund er, at det er skabt af »de røde« i 1968-generationen, men at det om nogen gavner de højrenationale politikere, som de selvsamme 1968’ere er så inderligt imod.