Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Tesfaye rammer nerven i integrationspolitikken

Hvis man ikke taler om Kim Larsens død eller andet, der optager eller har optaget danskerne, hvad taler man så om derhjemme ved middagsbordet i de nydanske hjem?

Kim Larsens død er gået fuldstændigt hen over hovedet på nogle teenagere med indvandrerbaggrund, og Halime Oguz forstår Mattias Tesfayes bekymring over den manglende deltagelse i det kulturelle fællesskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Selvom jeg grundlæggende er enig med Mattias Tesfaye i de synspunkter, han giver udtryk for i sin berygtede artikel i Politiken, hvor han bekymres over, at teenagere med indvandrerbaggrund ikke har hørt om Kim Larsens død, synes jeg, det er selvmodsigende, at hans parti stemmer for det såkaldte paradigmeskift, hvis erklærede mål ikke er integration, og hvor man ønsker at fattiggøre folk ved at sænke integrationsydelsen.

Men min forbavselse var stor over, at venstrefløjen lige netop lod sig forarge over eksemplet med Kim Larsen. Det var som om, at den ligefrem opfattede det som et ufravigeligt krav fra Mattias Tesfayes side om, at man skulle kende sin Kim Larsen og dermed også være informeret om dennes nylige død.

Halime Oguz Fold sammen
Læs mere

Sådan opfattede jeg det nu ikke – selvom det er mærkeligt, at et nationalt ikon som Kim Larsen, kendt på tværs af generationer, og dennes død er gået fuldstændig hen over hovedet på nogle af disse unge mennesker. Jeg opfattede det snarere som et symptom på noget, der foruroligede ham. For hvis man ikke taler om Kim Larsens død eller andet, der optager eller har optaget danskerne, hvad taler man så om derhjemme ved middagsbordet i de nydanske hjem?

Med andre ord: Hvad består disse unge nydanskeres og deres familiers livsverden i? Det er helt klart, at hvis man skal integreres i det danske samfund, skal man lære sproget. Men at lære sproget er ikke bare at kunne tale dansk. Det er derimod også at kunne tale med sine kolleger om større eller mindre begivenheder i Danmark hen over frokostbordet. Det er kort sagt – med hentydning til Hal Koch – at tage del i det danske samtaledemokrati. Meget kan man sige om Alternativet, men de tog som bekendt kulturborgmesterposten, fordi kulturen er en meget vigtig del af vores liv.

Det er gennem kulturen, at man opnår en fællesskabsfølelse og bliver en del af det samfund, man har valgt at bosætte sig i, fordi kulturen får os til at reflektere, og er med til at samle os, når vi nationalt i fællesskab sørger over tab eller fejrer de sejre, vi henter hjem, som da vi for nylig hentede guldmedaljen hjem i håndbold.

»Med sin omtale af Kim Larsens død som en fraværende begivenhed i disse unge menneskers livsverden rammer Mattias Tesfaye faktisk selve nerven i hele integrationsproblematikken.«


For mig at se har kulturen været et vigtigt fundament for venstrefløjen at iagttage verden på. Derfor oplever jeg det ikke som andet end en automatreaktion, når de sætter en shitstorm i gang mod Tesfayes ganske velbegrundede bekymring over den manglende deltagelse i det kulturelle fællesskab.

Med sin omtale af Kim Larsens død som en fraværende begivenhed i disse unge menneskers livsverden rammer Mattias Tesfaye faktisk selve nerven i hele integrationsproblematikken, for hvis der er tale om to adskilte virkeligheder, hvor der ikke er en tilpas stor fællesmængde af referencer for nydanskere og danskere, har integrationen slået fejl. Så taler vi stadigvæk om deciderede parallelsamfund. Kulturen er det, der danner sammenhængskraften i samfundet, og derfor er den kulturelle dannelse alfa og omega i bestræbelsen på at skabe en vellykket integration.