Selvom jeg grundlæggende er enig med Mattias Tesfaye i de synspunkter, han giver udtryk for i sin berygtede artikel i Politiken, hvor han bekymres over, at teenagere med indvandrerbaggrund ikke har hørt om Kim Larsens død, synes jeg, det er selvmodsigende, at hans parti stemmer for det såkaldte paradigmeskift, hvis erklærede mål ikke er integration, og hvor man ønsker at fattiggøre folk ved at sænke integrationsydelsen.

Men min forbavselse var stor over, at venstrefløjen lige netop lod sig forarge over eksemplet med Kim Larsen. Det var som om, at den ligefrem opfattede det som et ufravigeligt krav fra Mattias Tesfayes side om, at man skulle kende sin Kim Larsen og dermed også være informeret om dennes nylige død.