Skal virksomheden betale for vores stress?

Stress som livsstilssygdom er gradvist blevet et næsten uundgåeligt produkt af et moderne, professionelt liv. Du arbejder = du bliver stresset. Den form for grundantagelse koster virkelig dyrt.

ledelsesrådgiver Charlotte Mandrup Fold sammen
Læs mere

Når fysiske symptomer som høj puls, dårlig søvn, svimmelhed, kvalme og psykiske symptomer som dårlig hukommelse, manglende glæde, forvirring melder sig, så er de fleste af os klare over, at der er tale om stress.

Men det, at vi har så sikker en diagnose på, hvad stress er, bidrager til, at det spreder sig, og at vi lader stressbegrebet blive en praktisk beholder for den smerte livet bereder os. Det er politisk meget ukorrekt at sige til et menneske med ovennævnte symptomer: Du har ikke stress, du har bare ladet livets naturlige bekymringer løbe af med dig.

Stresssymptomer er skam virkelige nok. Jeg forsøger på ingen måde at udfordre det enkelte menneskes oplevelse af disse symptomer. De er meget, meget virkelige. Men jeg vil gerne udfordre både vores ukritiske diagnose – fordi den accelererer sygdommen – og vores typiske antagelse om, at stress er arbejdsbetinget. Statens Institut for Folkesundhed skønner, at der dagligt er 35.000 mennesker, der er sygemeldte med arbejdsrelateret stress.

Den eneste måde, vi kan isolere arbejdet som årsag til stress, er ved at sikre mennesker ikke på anden måde blev belastet. Men sådan er livet jo ikke. Vi har konflikter i familien, vi har økonomiske problemer, vi har svært ved at nå de ting, vi som aktive, moderne mennesker gerne vil nå. Vi har så mange muligheder og valg, at det kan være svært at rumme fravalgene og frygten for at vælge forkert. Vi skal være i god form, smukke og lækre, og må derfor bruge mange timer om ugen på at løbe, spinne, pudse og polere. Vi skal spise sundt, købe gode råvarer, lave tingene fra grunden. Og så skal vi arbejde. Og realisere os selv. Og holde os opdateret fagligt. Og udvikle os personligt.

Kort sagt – der er al mulig grund til at blive stresset over livet, som er for belastende.

Det ironiske er, at stress blandt arbejdsledige er formentlig lige så udbredt, som stress blandt arbejdstagere. Det giver ganske enkelt ikke mening så ensidigt at gøre virksomhederne til gidsler i stressøkonomien. Vi taler om mennesker, der bliver stressede på ganske almindelige arbejdspladser med ganske almindelige job og ganske almindelige arbejdstider. Ingen tvivl om at ledelsen i mange tilfælde godt kunne være bedre. En del bedre. Og der kunne også være bedre støjisolation og bedre planlægning af arbejdsgangene og bedre kollegaskab.

Men hvordan er sådanne forhold, som ikke er at ligne med arbejdsforholdene for bare 20 år siden, alene nok til at sende 35.000 mennesker syge hjem? Hver dag!

Vi har i så høj grad taget begrebet stress til os, at vi benytter det i flæng lige fra »det store udvalg på frokostbuffeten stresser mig« (overhørt i den virkelige verden) til kliniske depressioner forårsaget af stress. Ved at tale om stress som fænomen bidrager vi til, at vores børn vænner sig til at være stressede som forklaring på tilstande, der spænder fra spænding til frustration og træthed. Vi vænner os til, at det er legitimt at dele symptomer med kolleger. Vi vænner os til at opfatte os selv som svage. Uden valgmuligheder. Ofre for det hektiske moderne arbejdsliv med – let’s face it – ikke altid lige kompetent ledelse.

Mit råd er: Beslut dig for i dag og for al evighed at slette ordet stress fra din indre ordbog, når du taler om dig selv. Du må ha’ travlt, være træt, være forvirret, have ondt i hovedet etc. Men du er ikke stresset. Stress er som boogie-manden under sengen: det bliver først farligt, når man tror på det og taler om det.

En ting er at lade være med at sygdomsgøre os selv ved at benytte ordet stress, noget andet er, at vi jo bare kan lade være med at have travlt. Det kan ikke være rigtigt, at vi fylder vores liv op på en måde, så der ikke er plads til at arbejde 35-45 timer om ugen. Hvordan er det lige, vi forestiller os, vi skal finansiere vores livsstil?

Hvis vi ikke har tid til de ting, vi har i vores liv – ja så må noget jo laves om. Det forekommer mig himmelråbende, at vi som det naturligste i verden taler om, at vi ikke har tid til vores liv. Det er på tide, vi ændrer retorikken til at hedde: Jeg er for grådig, for usikker på mine egne behov, for bange for at gå glip af noget … til at vælge ting fra.

En nem måde at skaffe sig 10-20 timer ekstra i ugen – og det er mange timer – er ved droppe TV og sociale medier. Gå en tur i stedet. Lav den præsentation, du mangler, og gør det ordentligt. Snak med ungerne. Kys kæresten. Tag ansvaret for at have tid og overskud til det du laver. Inklusive dit arbejde.

Naturligvis findes der situationer i livet, hvor tingene reelt brager sammen, og der er al mulig grund til at kollapse. Når et dødsfald sker samtidig med en fyringsrunde, og et barn har besvær i skolen. Når din virksomhed går konkurs, og din kone beslutter sig for at forlade dig og tage ungerne med til Frankrig. Når virksomheden gennem måneder oplever negativ presse, og du skal stå på mål for den i enhver social sammenhæng, og krisen har udhulet jeres privatøkonomi, og din afhandling på MBA’en skal afleveres.

Der er bestemt situationer, hvor det giver mening at tale om reel stress. Og der er bestemt virksomheder, hvor ledelse, processer, klima er så dårligt, at man bliver syg af det. Men det bliver ikke til 35.000.

Selvfølgelig skal vi konstant være på udkig efter muligheder for at forbedre arbejdspladserne i forhold til ledelse, struktur og processer. Vi bliver nemmere stressede (og ineffektive) i organisationer, hvor forventninger og rammer er uklare eller skifter for hurtigt, eller hvor ledelsen er uklar, demotiverende eller fraværende. Men vi må gøre op med ideen om, at arbejdet som udgangspunkt er stressfremkaldende. Med forventningen om at virksomhederne – og i sidste ende samfundsøkonomien – skal bære de praktiske og økonomiske omkostninger af overfyldte liv. Og med troen på, at arbejdsfri, frisk luft, bevægelse og ro er den rigtige kur mod livets besværligheder.