Hvad formanden gør er altid det rigtige

Formanden i store, betydende danske selskaber er i stigende grad trådt i karakter. Magten i mange af disse selskaber er rykket fra topchefens hjørnekontor til formandskontoret. Samtidig er lunten blevet kortere. Presset på topchefen er stigende.

Tegning: Bob Katzenelson
Læs mere
Fold sammen

Der er dælme’ sus i skørterne i business-Danmark for tiden. Tænk om man havde været den berømte flue på væggen i formandskontoret hos Vestas, Coop, NKT Holding, ISS, FCK (Parken), Brøndby, IC Company, Bang & Olufsen eller Alm. Brand. For blot at nævne et par af de betydende danske selskaber, hvor stemningen kan have været en anelse anspændt på det seneste.

En særlig anspændthed, fordi det ikke alene har handlet om tal og facts fra virksomheden. Det har også handlet om det personlige. Om magtfulde mennesker og deres personlige relationer, om uenighed i toppen, om markeringer, om skuffede forventninger, om prestige og tab af prestige, og om »kammeratlige« samtaler på formandskontoret.

Det er selvfølgelig ikke overraskende, at formanden træder i karakter i selskaber med turbulens og/eller dårlig økonomi. Det er formandens rolle og hans eller hendes væsentligste opgave at have så megen føling med virksomheden, at formanden knivskarpt kan skære til på det helt rigtige tidspunkt. Hverken for tidligt eller for sent.

Meget forenklet sagt, så er det sådan, at »hvad formanden gør, altid er det rigtige.« Det følger af den hierarkiske opbygning i erhvervslivet. Også selv om det er direktøren, der har ret og formanden uret. Det er formanden, der har magten, og dermed også magten til at sætte sin topchef på porten. Dog selvfølgelig med enkelte undtagelser. I selskaber med kontrollerende og stærke ejere, kan formanden være en kransekagefigur.

Men lad os lige tage et tilbageblik til de ovennævnte selskaber, og se på, hvad der kan have foregået på formandskontorerne.

Landets største detailhandelsvirksomhed Coop kører skævt. Økonomien er ikke, hvad den burde være, og internt knurres der over topchefen Jesper Liens hårde og kyniske stil. Formanden Lasse Bolander er presset. Han må gøre noget, han må vise initiativ. Det stærkeste signal er at fyre topchefen. Det viser mod og handlekraft. Så det sker, Jesper Lien ryger ud. Men så stopper initiativet. Ingen ny chef, ingen nye, klare udmeldinger om, hvad Coop vil. Formanden er svækket.

I Vestas har formanden Bert Nordberg i længere tid været klar over, at det var nødvendigt med et skifte på topchefposten. Han skulle bare lige finde det rigtige tidspunkt, og det kom med et halvårsregnskabet. Ditlev Engel bliver fyret, og en fra Nordbergs netværk, svenske Anders Runevad, tager over. Ikke om tre eller seks måneder, næh, 1. september. Konsekvent eksekvering. Vestas er sat på sporet med en klar retning. Formanden er styrket.

Industrikoncernen NKT bevæger sig ikke rigtigt ud af stedet. Formanden Jens Due Olsen har tænkt tanker. Han må gøre noget. Direktøren Thomas Hofman-Bang bliver indviet i disse tanker, og formanden gør det klart, at der skal ske markante ændringer. Hofman-Bang fornemmer lugten i bageriet og indvilger i at »spille med«, i et forsøg på at få exitten fra NKT til at se naturlig ud. Formanden er styrket.

Det trækker ud med salget af ISS. Her sidder Ole Andersen som formand. Tidligere kapitalfondsmand i kapitalfonden EQT, som ejer halvdelen af ISS, men i dag helt ude af EQT. Man kunne forestille sig, at Ole Andersen gerne ville aflevere ISS til næste ejer eller ved en børsnotering. Det kommer ikke til at ske. Ole Andersen trækker sig fra formandsposten. I kapitalfondsejede selskaber ligger magten ikke hos formanden, men hos kapitalfonden. Det ved Ole Andersen selvfølgelig bedre end de fleste. Og derfor skal der blot et ganske lille vink fra ejeren til, før Ole Andersen er helt klar over, at det er tiden at forlade formandsposten.

I Parken Sport & Entertainment er brandet fodboldklubben FCK. Det går skidt, der skal tages dramatiske beslutninger, men af hvem. Udadtil bliver det sportsdirektøren Carsten V. Jensen, der eksekverer fyringer af træneren Ariël Jacobs. Men jeg tør godt vædde en kølig inderside på, at den sag har været oppe og vende i bestyrelsen, og at den bestemmende aktionær, industrialisten Erik Skjærbæk, har ytret sig, måske oven i købet ganske klart. Magten ligger hos denne ejer, mens formanden i vid udstrækning formidler ejerens ytringer som budbringer.

Også Brøndby hænger ganske alvorligt med r.... i vandskorpen. Nyt underskud, ny kapitaludvidelse, ny stor investor, nye spillere. Det er ikke helt til at greje, hvad vej vinden blæser i Brøndby, men den nye formand, Aldo Petersen, har fået styrket sin magtbase.

I IC Company er formandens ord lov. Og da i særlig grad fordi formanden, Niels Martinsen, også er hovedaktionær. Det giver forholdsvis rene linjer, og derfor ikke voldsom dramatik, da direktøren Niels Mikkelsen sættes på porten og afløses af Mads Ryder.

Bang & Olufsen skuffer igen, da årsregnskabet kommer på gaden. Mantoni-effekten lader vente på sig. B&O-chefen Tue Mantoni kan ikke få vendt nationalklenodiet. Også her er Ole Andersen formand. Men i modsætning til ISS, har han i B&O magten, og Mantonis irritation over det sløje regnskab kan sagtens hænge sammen med, at formanden har afleveret et krav til Mantoni nogenlunde i denne stil: »Tue for fanden, nu vil jeg sgu’ se resultater. Du får en chance mere, men så må du også bevise, at du er den rette mand som topchef i B&O.« Magten i B&O ligger hos formanden.

Finanskoncernen Alm. Brand har været vidt omkring i det finansielle supermarked, men uheldigvis har Alm. Brand Bank været ved at trække det hele ned. Regnskabet viser fortsat store problemer i banken, der dog skjules noget af en ganske god indtjening i forsikring. Topchefen Søren Boe Mortensen synes urørlig, trods den mistrøstige banksatsning. Måske fordi direktør og formand (Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen) har et skæbnefællesskab og i øvrigt er beskyttet af ejerfonden. En lidt fræk vurdering er, at magten i Alm. Brand ligger hos direktøren.

Så ikke sandt, hvad formanden gør, er (næsten) altid det rigtige. Det ligger næppe lige for at høre en formand med denne afskedssalut: »Ups, jeg har fejlet, min strategi var forkert, derfor må jeg gå.«

Det overordnede indtryk af formandsrollen over de seneste fem-ti år er, at magten i vid udstrækning har bevæget sig fra topchefens hjørnekontor til formandskontoret. Formanden er trådt i karakter.