Slange-intifada mod israelske soldater

På Vestbredden nord for Ramallah er unge palæstinenere begyndt at bruge slanger mod de israelske soldater.

Unge palæstinensere har fundet et alternativ til stenkast mod israelske soldater og forsøger nu at skræmme soldaterne ved at anbringe slanger på steder, hvor soldaterne indtager deres positioner. Billedet er fra Silwad, hvor unge fandt på den nye »slange-intifada« . Foto: Mohamad Torokman/Reuters. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Først bandt nogle af de unge palæstinensere, der ugentligt protesterer mod den israelske besættelse af Vestbredden ved landsbyen Silwad, en slange fast til en af de cementblokke, de israelske soldater havde placeret på stedet.

Den oprindelige plan – at skræmme de israelske soldater væk – var ikke nogen succes. Slangen lå og vred sig i solen, og efter et hurtigt tjek kunne de israelske soldater konstatere, at den heller ikke hørte til den giftige slags.

Men for de unge palæstinensere i området nord for Ramallah markerede episoden alligevel introduktionen af et nyt våben mod de israelske soldater på Vestbredden i den mangeårige konflikt, der efterhånden har lagt navn til lidt af hvert. Fra stenkast til æsler med dynamit spændt på ryggen. Fra sporadiske knivstikkerier til velorganiserede skudangreb, selvmordsaktioner og bilbomber.

Begyndte ved et tilfælde

De ugentlige og temmeligt forudsigelige sammenstød mellem unge palæstinensere og israelske soldater er blevet tilføjet et overraskelsesmoment. De slanger, som mange unge palæstinensere bruger fritiden om sommeren til at finde under sten eller på marker, bruges nu som våben mod soldaterne. Slangerne fanges og anbringes på de steder, hvor palæstinenserne i forvejen ved, at de israelske soldater vil indtage positioner.

»Det begyndte helt uden planlægning,« siger en af de palæstinensiske aktivister i Silwad til hjemmesiden al-Bawaba.

»Efter at have set soldaternes chok og reaktion når de så slangerne, og især deres lynhurtige tilbagetrækning, følte de unge sig ekstatiske,« siger aktivisten.

Avi Mayer, en israelsk blogger med bopæl i Jerusalem, deler ikke de unge palæstinenseres begejstring. For ham er målet det samme, hvadenten der kastes med sten, skydes med skarpt eller de unge palæstinensere anbringer slanger på strategiske steder.

»Det er både mordforsøg og dyreplageri,« siger han.

Den israelsk-palæstinensiske sommer er højsæson for slangeaktivitet. De fleste af områdets omkring 40 slangearter er aktive om natten og hviler i skyggen om dagen. Syv af slangearterne i Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre er giftige, og tre af disse kan dræbe voksne mennesker.

Konflikt lige under intifada-niveau

Ingen israelske soldater er indtil videre blevet bidt af slanger under kampene i Silwad, der blussede op for halvandet år siden, da jødiske bosættere, ifølge palæstinensiske medier, tæskede en palæstinensisk bonde.

Siden krigens afslutning mellem Israel og Hamas i Gaza sommeren 2014 har konflikten mellem Israel og palæstinenserne ligget lige under intifada-niveau. Der er hyppige stenkast og knivstikkerier, men i modsætning til de to tidligere intifadaer i 1987 og 2000 er demonstrationerne ikke på et niveau, hvor den brede palæstinensiske befolkning går ind i kampen med politikernes støtte.

På Vestbredden finder de fleste sammenstød mellem soldater og unge palæstinensere sted efter fredagsbønnen. Stederne er ofte de samme og relaterer i de fleste tilfælde enten til tidligere hændelser som i Silwad eller områder, hvor palæstinenseres marker er blevet beslaglagt i forbindelse med opførslen af den såkaldte israelske sikkerhedsmur.