Risikoen for terror i Europa er øget

Der var flere terrorangreb i Europa i 1970erne og 80erne. Men i dag er terrorangrebene mere dødelige, og truslen er taget til globalt set

Tricoloren vajer på halv på taget af den franske ambassade i Berlin efter terrorangrebet i Nice. (Foto: Scanpix) Fold sammen
Læs mere

Tallene taler for sig selv. I 2013 blev 59 lande ramt af terrorangreb. To år senere blev næsten 100 lande ramt, og de seks første måneder af 2016 fortsætter den negative udvikling. Den ene dag er det Bagdad, den næste Istanbul, Nice, Bruxelles og Paris. Og her medregnes ikke engang det usædvanligt høje antal terrorangreb, der forpurres. Ofte i sidste øjeblik.

Antallet af terrorangreb på globalt plan viser, at verden – herunder Europa – er blevet et mindre sikkert sted, siden krigen mod terror blev indledt i kølvandet på al-Qaedas angreb i USA den 11. september 2001.

Den afgørende faktor er, at de blodige selvmordsangreb, som Mellemøsten har kendt til siden 1990erne, har spredt sig uden for regionens grænser. Den type angreb har en meget kraftigere skræmmeeffekt end den politiske terror, Europa kendte til for 30-40 år siden.

Metoder, der for eksempel har været en integreret del af kampen mod Israel hos palæstinensiske terrorbevægelser, er nu en del af globale terrororganisationers redskaber mod vestlige mål: Selvmordsbombere, biler, der køres ind i menneskemængder, og spontane knivstikkerier, der udføres af personer, som efterretningstjenester ikke har midler til at overvåge.

Disse terrororganisationer opererer på flere kontinenter på samme tid og er i højere grad globale set i forhold til mere lokalt orienterede terrorgrupper tidligere.

Trods al-Qaedas angreb i London og Madrid i 2004 og 2005 er denne form for terror et forholdsvist nyt fænomen. Og nye fænomener skræmmer mere, og får hele befolkningsgrupper til at føle sig mere usikre.

Det kræver for eksempel en mental ændring hos borgere, sikkerhedsstyrker og beslutningstagere at erkende, at terrorister ikke længere er grupper, man kan forhandle fredelige løsninger ved flykapringer med. I dag er næsten alle terrorangreb på europæisk jord uden for forhandlingsvidde. Det er tikkende bomber.

Med den manglende erfaring, de fleste europæiske lande har med den slags terror, er det naturligt, at følelsen af at være udsat og blottet er større her end i for eksempel Israel. Europæiske lufthavne er langt mere udsatte end Ben Gurion-lufthavnen ved Tel Aviv på grund af mangeårigt højt israelsk sikkerhedsniveau. Det samme gælder indkøbscentre, skoler og andre steder, hvor mange mennesker samles. Europa er allerede blevet ramt, men fasen, hvor terrortruslen for alvor er blevet en del af hverdagen, og hvor hele samfundet er gearet til den situation, er endnu ikke en realitet, som Europas befolkning er vant til.

Men den forlængede undtagelsestilstand i Frankrig og rækken af angreb, der har ramt landet de seneste to år, er en del af den nye europæiske virkelighed. Belgien, der blev ramt af terrorangreb i april 2016, og som siden har forhindret nye, går i samme retning som Frankrig, hvor højt beredskab og nye regler om sikkerhed langsomt, men sikkert, bliver en del af hverdagen.