Lærerinden, der fulgte sin elev til toppen

Den blinde passion mellem Brigitte og Emmanuel Macron, der forelskede sig i hinanden som lærer og elev, har ikke blot overlevet i 25 år, men udviklet sig til en intellektuel symbiose med kurs mod Élysée-palæet.

Brigitte Macron kysser sin mand på scenen før hans tale efter sejren i første valgrunde. Historien om det måske kommende præsidentpar i Frankrig er med Emmanuel Macrons egne ord »anderledes«, endda »aparte«.  Fold sammen
Læs mere
Foto: PIERRE VILLARD/SIPA

Har man set Bo Widerbergs film »Lærerinden«, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan det er gået til: Emmanuel Macron, den senere præsidentkandidat, er en mere end almindeligt velbegavet knægt på 15 år. Han småkeder sig under endnu en lang skoledag i den nordfranske provinsby Amiens. Så træder den nye litteraturlærer ind i klassen.

Hun er 24 år ældre end ham. Og ved synet af den blonde, elegante kvinde, som kunne være hans mor, begynder hormonerne at vælte rundt i kroppen med en intensitet, som kun eksisterer i puberteten.

Senere, i forbindelse med dramaundervisningen, som hun også står for, viser det sig, at interessen går begge veje. Under arbejdet med at sætte et stykke op bliver Brigitte Auzière, som hun på det tidspunkt hedder, så fascineret af den nydelige dreng med det knivskarpe intellekt og det lysende kunstneriske talent, at hun trods ægteskab og tre børn indleder et forhold til sin elev.

»Det var en kærlighed, der først var hemmelig og senere skjult; som mange ikke forstod, men som til sidst overvandt alle forhindringer,« skriver Macron om mødet med sin kone i debatbogen »Revolution«.

Et eventyr, med andre ord, men også en skandale. Den unge Emmanuel bliver »deporteret« til hovedstaden i håb om, at han vil finde en yngre parisermodel og glemme sin lærerinde. Så vidt, så godt – eller snarere trist, under normale omstændigheder.

Det virkelig usædvanlige ved historien er imidlertid, at den ikke endte som en tragedie. Emmanuel svor sin Brigitte evig troskab, og siden han blev myndig, har de to officielt dannet par. Samt skabt en familie, der – som Macron skriver i sin bog – er »en smule aparte, helt sikkert anderledes, men så meget desto stærkere forbundet«. Eksempelvis er han i en alder af 39 år bedstefar til seks papbørnebørn.

Fra birolle til instruktør

Det uortodokse ægteskab vakte naturligvis opmærksomhed, da den på det tidspunkt aldeles ukendte tidligere bankmand i 2014 blev udnævnt til økonomiminister. Men i et land, hvor én præsident skiftede konen ud med en popsanger, mens en anden lod sig transportere rundt til stævnemøder på bagsædet af en scooter, er man vant til lidt af hvert.

Det er da også især i den internationale presse, man har kunnet læse om barnerov og ødipus­komplekser samt russisk spredte rygter om homoseksualitet under den kampagne, der søndag endte med sejr til Macron ved første runde af det franske præsidentvalg. I stedet har Brigitte været et klart aktiv for sin mand, blandt andet fordi hun var den eneste synlige ægtefælle.

Den konservative François Fillon måtte af gode grunde skjule sin Penelope efter skandalen om hendes skatteyderbetalte og angiveligt fiktive job som assistent. Marine Le Pens action man-kæreste, Louis Aliot, har ikke den store »lyserøde« appel, mens Jean-Luc Mélenchon efter eget udsagn lever i cølibat.

Samtidig er Brigitte Macron, ifølge rådgivere, den eneste person, som Frankrigs muligvis kommende præsident stoler fuldt ud på, også i politisk sammenhæng. Da hendes mand besluttede sig for at stille op, droppede hun jobbet som gymnasielærer for at hellige sig kampagnearbejdet.

Det er Brigitte Macron, som passer tiden og holder styr på programmet. Altid diskret og, trods sin udadvendte natur, forsigtig med at sole sig for meget i rampelyset tager hun dagen igennem noter om ægtefællens præstationer, som de to hver aften gennemgår, beretter avisen Le Monde i en reportage.

Det er også med Brigitte, at Emmanuel Macron indøver sine taler. Og når hun – uden at lægge fingre i mellem – retter på hans ordvalg, stemmeføring eller kropsholdning, er det næsten som at være tilbage i dramatimerne. Så er hun igen lærer og han elev, mens sød musik opstår, men med én afgørende forskel:

Brigitte spiller ikke længere – i hvert fald ikke kun – den vigtigste birolle i den fantastiske historie om Emmanuel Macron. For det er med tiden blevet hende, som er instruktøren. Og hvis parret, som meget tyder på, flytter ind i Élysée-palæet, har Macron for længst bebudet, at hun ikke vil »blive gemt af vejen«.

Ifølge Le Monde deltog Brigitte i de fleste strategimøder under dannelsen af Macrons parti, En Marche, og når hun ikke kunne være til stede, lagde han sin jakke på hendes plads for at holde stolen varm. Vinder den tidligere gymnasieelev fra Amiens valget om to uger, skal hans rådgivere i Élysée-palæet formentlig også passe på, hvor de sætter sig.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa og skriver for tiden fra Paris

Læs mere