Dødstal stiger stadig i Filippinerne

Antallet af dødsofre for tyfonen Haiyan er endnu ikke kendt. Det eneste sikre er, dødstallet vil fortsætte med at stige.

Tacloban. Fold sammen
Læs mere
Foto: ODD ANDERSEN

FILIPPINERNE: Myndighederne i Filippinerne opskrev fredag endnu engang antallet af dødsofre for tyfonen Haiyan.

Ifølge det seneste tal kostede tyfonen 5.209 personer livet, mens op mod 23.500 blev kvæstet, skriver Reuters.

Med vindhastigheder på mere end 300 kilometer i timen hamrede tyfonen 8. november i land fulgt af en flodbølge på adskillige meter og store mængder regn. Specielt byen Tacloban på øen Leyte blev hårdt ramt.

Dødstallet vil med stor sandsynlighed fortsætte med at stige, da flere end 1.600 personer stadig savnes.

Samtidig var ødelæggelserne enorme. Op mod fire millioner mennesker blev gjort hjemløse, mens store dele af landets infrastruktur blev smadret.

Det anslås, at afgrøder og infrastruktur som broer og veje led skader for 274 millioner dollar - halvanden milliard kroner. Samtidig vurderes det, at genopbygningen vil tage adskillige år.