Fra »Far til fire« til sex for tre

Claus Bjerre, der er bedst kendt for at have instrueret indtil videre seks film i serien om »Far til fire« har, i hvert fald for en stund, forladt den sikre formel til fordel for det filmiske eksperiment »En to tresomt«, der desværre er mere modigt, end det er vellykket.

Det er svært at finde ud af, om »En to tresomt« er ment som en komedie eller et drama – den svæver et ubestemt sted midt imellem. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Kan kærligheden bære at dele din kæreste med en anden? Og hvad nu hvis det er din bedste veninde? Det er det centrale dilemma - som taget ud af Mads og Monopolet - i Claus Bjerres »En to tresomt«.

Sexologistuderende Sif er netop flyttet sammen med sin kæreste Lucas, da hendes bedste veninde Maria dukker op i tårer efter et brud. Sif inviterer hende til at sove på sofaen, selvom Lucas protesterer. Maria er imidlertid både sød og sexet, og inden længe ender hun i seng med Lucas. Sif bliver først rasende, men så tager fagligheden over; for hvad nu hvis Lucas er polyamorøs? Snart har de to veninder udarbejdet et skema, hvor de er sammen med Lucas på skift. Tilsyneladende en ideel løsning – hvis det ikke var for de pokkers følelser.

»En to tresomt« er blevet til som et improvisationsarbejde mellem Claus Bjerre og de tre unge skuespillere Maria Cordsen, Siff Lundsteen og Lucas Alexander, der alle tre spillefilmsdebuterer i filmen. Hen over en enkelt sommer har de levet sig så godt ind i rollerne, at karaktererne fik deres egne fornavne.

Er ikke helt lykkedes

Dansk film har brug for, at der bliver produceret flere lav-budget film, baseret på originale fortællinger. Der er i den grad også brug for eksperimenter, og for filmfolk, der tør satse helhjertet på unge uprøvede kræfter. Så langt så godt – hatten af for at Claus Bjerre, der jo ellers kunne hvile godt på sine publikumssucceser med »Far til fire«, har lyst til at prøve kræfter med et eksperiment som »En to tresomt«. Desværre er eksperimentet ikke helt lykkedes.

Der er gode anslag – ikke mindst i form af Sifs mini-Joan Ørting, komplet med sygekassebriller og skråsikre holdninger om både andres og egen seksualitet, der indimellem bilver så fodformede, at det bringer mindelser om Sofie Gråbøls langbarmede psykologistuderende i »Den eneste ene«. Siff Lundsteen formår at balancere karrikatur og skrøbelighed, så vi – for det meste – tror på hendes Siff. Generelt er det dog et problem, at både historie og karakterer er så tydeligt tegnede, at de balancerer faretruende tæt på klicheen; den sexologistuderende, der ved alt om sex på det teoretiske plan, men ikke har styr på sine egne følelser, den vampede blondine, der kun føler sig levende, når mænd begærer hende og manden i midten, der er blind for de problemer, der tårner sig op omkring ham.

Der mangler ganske enkelt de nuancer og den udvikling i både historie og karakterer der gør, at vi investerer os i dem og deres drama, der desværre mest af alt føles som lidt ufærdig stiløvelse eller en filmskoleproduktion – både hvad angår spil, dramatisk struktur og produktionen, der er så skrabet, at det er lige før man forventer at høre lydmanden hoste.

Hvad: En to tresomt

Hvem: Instruktør Claus Bjerre. Medvirkende: Maria Cordsen, Siff Lundgreen, Lucas Alexander.

Hvor: Premiere over hele landet