Business-overblik: Lagkagehusets ejer byder på Danmarks ældste medicinalvirksomhed

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Administrerende direktør i Leo Fondet Jesper Mailind. Børsen erfarer torsdag, at jagten på en kommende investor er i sin afgørende fase. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup (arkiv)

Godmorgen og velkommen til.

Du har klikket dig ind på overflyvningen af de største historier i dansk erhvervsliv, og der er nok at se til fra morgenstunden, hvor meget opmærksomhed ellers er rettet mod USA, hvis præsidenten nu officielt hedder Joe Biden.

Her er, hvad du skal vide fra morgenstunden.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Danskernes tillid til Skat svinder ind

Tilliden til Skat er faldet for tre ud af fem danskere de seneste ti år, viser en ny Kantar Gallup-undersøgelse. Det skriver Berlingske.

Det var ellers skatteminister Morten Bødskovs (S) målsætning at øge tilliden til skattevæsenet, da han trådte til for halvandet år siden. Og derfor er der grund til bekymring, mener Bent Greve, der er professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

»Der er ganske mange, der ikke har tillid til, at Skat finder dem, der forsøger at snyde systemet, og at Skat heller ikke har en tilstrækkeligt opsøgende og effektiv kontrolindsats. Jeg tror, at det er det, der underminerer tilliden til Skat allermest,« siger Bent Greve og tilføjer.

»Hvis jeg var Morten Bødskov, ville jeg for alvor være bekymret. For hvis vi skal have folk til at synes, at det er ok at betale skat, så vil de have sikkerhed for, at alle andre også betaler deres skat.«

Danske koncerner jagter vaccineløsninger til ansatte

Store danske koncerner som Mærsk, Novo Nordisk og NNIT er i gang med at finde en vaccinationsløsning for deres ansatte i udlandet, som falder uden for nationale vaccineprogrammer. Det skriver Finans.

»I de lande, hvor medarbejderne ikke er dækket af nationale vaccinationsprogrammer, vil vi sørge for, at medarbejderne får mulighed for vaccination enten gennem lokale sundhedsforsikringer eller direkte, hvis der ikke bliver tilbudt vaccination via de lokale sundhedsmyndigheder eller sundhedsforsikringer,« siger Monique Carter, koncerndirektør i Novo Nordisk, til Finans.

Dansk Industri er i øjeblikket i gang med at kortlægge, hvor stor udfordringen er med at få vaccineret medarbejdere i udlandet.

Ejer af Lagkagehuset byder på Leo Pharma

Børsen erfarer, at mindst to kapitalfonde har budt på Leo Pharma, som angiveligt skulle være klar til at afgive mellem 10 og 20 procent af selskabet for et milliardbeløb. En af kapitalfondene skulle ifølge Børsens oplysninger være Nordic Capital, der blandt andet ejer Lagkagehuset.

Hverken Nordic Capital eller Leo Fondet, der ejer Leo Pharma, vil kommentere oplysningerne. Den administrerende direktør i Leo Fondet, Jesper Mailind, vil dog godt sige, at det går i den rigtige retning.

»Jeg synes, at der er rigtig fin fremdrift, men vi er ikke ved vejs ende,« siger han til Børsen.

En lang række globale kapitalfonde har været nævnt som mulige interesserede, men det er fortsat uvist, hvem den anden byder er, skriver Børsen. I august 2020 luftede Leo Fondet tanken om at børsnotere selskabet inden for en årrække, og det skulle angiveligt være i den proces, at man for første gang jagter en pengestærk investor.

Kvinderne strømmer til investeringsplatforme

Coronakrisen har sat gang i investeringslysten hos danskerne, og mens kønsbalancen længe har været meget skæv i Danmark, så har tilgangen af nye kvinder overgået tilgangen af mænd hos investeringsplatforme som Nordnet, Saxo Bank og June, som alle har flere kvinder end nogensinde før på deres platforme. Det skriver Finans.

Omkring hver fjerde kunde på platformene er kvinde.

»Vi mærker tydeligt, at flere kvinder ser, hvor vigtigt det er at investere sin opsparing. Min oplevelse er, at de sådan set altid har vidst, at investering er noget, de bør interessere sig for, men at der især har manglet klar og faktuel kommunikation i øjenhøjde,« siger Anne Buchardt, der er landechef for Nordnet, til Finans.

Samtidig er der sket en stor udvikling blandt forskellige netværk for investeringsinteresserede kvinder, som blandt andet læser og diskuterer om investeringer hos Female Invest, Moneypenny and More og Kvindelogen. Alligevel peger flere på, at der fortsat er lang vej til ligestilling på investeringsmarkedet.

Dansk modeeksport i modvind

Efter otte års fremgang har dansk modeeksport fået et ordentligt slag under coronakrisen og er nu sendt tilbage på niveau med for tre år siden. Det skriver Børsen.

Det skyldes i høj grad manglende salg i de fysiske butikker i både Danmark og udlandet, der enten har været lukket eller plaget af manglende kunder under pandemien.

»Virksomhederne er netop nu i gang med at sælge de kollektioner, der skal leveres til efterår og vinter 2021. Med en nedlukket detailhandel – måske helt frem til marts – er stemningen trykket hos indkøberne. Modemesserne er også aflyst, og det er svært at komme ud at finde nye kunder eller nye markeder. Så alt i alt kommer vi nok desværre til at se et yderligere fald i 2021,« siger Nikolai Klausen, der er direktør i organisationen Wear, som hører under Dansk Erhverv, til Børsen.

Tre forhold, investorerne skal holde øje med

Nordeas senior investeringsstrateg, Simon Kristiansen, kommer her med sine bud på, hvad investorerne bør være opmærksom på i dag:

  • De seneste restriktioner, udrulningen af vacciner og udsigten til et opsving i Europa vil være i fokus, når Den Europæiske Centralbanks (ECB) beslutningstagere mødes for første gang i det nye år. Det bliver interessant at høre centralbankchef Christine Lagardes kommentar til de fremtidige obligationsopkøb og magtbalancen mellem de medlemmer, der ønsker en stramning af politikken, og dem, der stemmer for fortsat lempelige vilkår. Vi forventer ikke nogen ændring i centralbankspolitikken, men Lagardes kommentar kan være nok til at rykke markedet. Risikoen er tiltet mod marginalt højere obligationsrenter og spænd.
  • Første rigtige dag på kontoret for USAs nye præsident, Joe Biden, kan meget vel falde sammen med en rød dag for amerikanske aktier. Årsagen skal findes i udgivelsen af tal for nylige ledige amerikanere. Tallet steg til næsten en million i sidste uge – et niveau, som ikke er krydset siden i slutningen af august 2020. Konsensus er, at tallene vil vise, at der sidste uge var 910.000 nye amerikanere, som søgte om understøttelse.
  • De to store it-giganter IBM og Intel aflægger regnskab. It er en af coronakrisens helt store vindere. I takt med at vi har arbejdet mere hjemmefra, er efterspørgslen efter software og hardware eksploderet. Da flere samfund var nødsaget til at lukke ned igen i efteråret 2020, så kan det meget vel være, at it-branchens stærke indtjening er fortsat ind i fjerde kvartal. Det bliver altså interessant at se, om indtjeningsvækst for it komfortabelt kan slå estimaterne.

Det sker på markederne

USA – lukkekurser onsdag:

Dow Jones: +0,83 procent
S & P 500: +1,39 procent
Nasdaq: +1,97 procent

Asien – indeks torsdag kl. 06.15:

Japan Nikkei: +0,91 procent
Hongkong Hang Seng: +0,17 procent
Kina CSI: +1,30 procent