Sommerhuset ændrer vores adfærd

I sommerhuset hjælper gæster med opvasken, man går ikke i bad om morgenen, og det er en del af fornøjelsen, når det blæser! Antropolog har været på feltarbejde i sommerhusland.

Foto: Foto: Benita marcussen

Der sker noget med mennesker i det øjeblik, de sætter sig ind i bilen, bussen eller toget med kurs mod sommerhuset. De bliver ikke til nye mennesker, men de får en ny adfærd, siger antropolog Mark Vacher.

Han har i forskellige projekter for Center for Bolig og Velfærd lavet feltarbejde blandt sommerhusejere. Og det har slået ham, hvor meget anderledes folk opfører sig i sommerhuset end derhjemme.

Se også:
Sådan får I en god ferie i sommerhuset
Fakta: Sommerhuset i tal
Giv sommerhuset et forårstjek

»I sommerhus har man en helt anden tidsopfattelse og skal ikke nå noget på bestemt tid, hvor man i hverdagen følger en fastlagt tidslinje med forskellige gøremål,« siger Mark Vacher.

Man har også gæster på en anden måde i sommerhuset end derhjemme. Ofte bliver gæsterne og sover, de er med til at lave mad og vaske op, og selv om nogle stadig er gæster og nogle andre er værter, så er forskellen mindre end i helårsboligen.

Slækket på formerne

»Det bliver altid superhyggeligt. Det at vågne op om morgenen og spise morgenmad sammen, lade være med at gå i bad, spille fodbold med børnene osv,« siger en sommerhusejer i rapporten »Sommerhuse i Danmark. Hvem har dem og hvordan bruges de?« til Mark Vacher om de weekender, hvor han har besøg af en barndomsven og hans familie.

Der bliver altså slækket på omgangsformerne i sommerhuset, og også de krav, som folk normalt stiller til sig selv, er anderledes.

F.eks. siger en kvinde med sommerhus i Løkken i rapporten, at det herlige ved et sommerhus er alt det, man ikke behøver:

»Her kan man gå rundt i sit gamle tøj, og hvis det er koldt, kan man sagtens gå ned og handle i termodragt og gummistøvler, uden at nogen ser skævt til én af den grund. Det ville jeg aldrig kunne gøre i Århus.«

Flere ritualer

Mark Vacher har også observeret, at de fleste sommerhusejere går igennem en række ritualer på vejen fra normal- til sommerhustilstand.

»Sommerhuset ligger i dvale, mens man er væk fra det. Og det er næsten lige meget, om dvalen har varet en uge eller et halvt år, når huset skal vækkes til live igen, og der tændes for strøm og vand, luftes ud og sættes skraldeposer i,« siger Mark Vacher og tilføjer, at der er langt flere ritualer i sommerhuset end i helårsboligen, hvor man ofte bare smækker hoveddøren bag sig, mens mange har en lang tjekliste, de skal igennem, før de forlader sommerhuset. Også selv om de måske er der hver weekend.

Blæsevejr et plus

Naturen betyder meget for sommerhusejere. Hvor blæsevejr hjemme i hverdagen kan være irriterende, er det i sommerhuset et plus, for så »kan man rigtig blive blæst igennem« på turen langs med stranden.

Og hvor vi i helårsboligen vender os mere indad, planter hække og normalt kigger ud på en masse andre bygninger og huse, så vender det perfekte sommerhus ud mod horisonten.

»Havet er den ultimative horisont. Og hvor meget horisont et sommerhus råder over, kan man hurtigt aflæse på, hvor mange udsigtsbænke, der står uden for huset. Kan man ikke få en horisont, planter mange træer rundt om huset på en måde, så det ligner en skov, hvor man ikke kan kigge mellem træstammerne,« siger Mark Vacher, der også ser naturen indenfor i en helt anden grad end i helårsboligen.

»Sommerhuse er fyldt med ting fra naturen, og de bedste er objekter, som naturen har skulptureret: Drivtømmer fundet i vandkanten, forstenede søpindsvin og det ultimative objekt: En ravklump med et insekt indeni som symbol på det mest sublime møde med naturen, og som rummer evigheden i et øjeblik.«

Nogle sommerhusejere - dem som i rapporten kaldes parcelhuserstattere - kigger dog også indad i sommerhuset, hvilket giver sig udtryk i en velklippet hæk, bede og plankeværk.

Se også:
Sådan får I en god ferie i sommerhuset
Fakta: Sommerhuset i tal
Giv sommerhuset et forårstjek

 

Perfekt transporttid

»Og de to typer sommerhusejere hader hinanden. For naturelskerne synes ikke, at blomsterbede hører hjemme ved et sommerhus, mens parcelhuserstatterne omvendt synes, at en naturgrund er grim,« siger Mark Vacher, der i sit feltarbejde også har fundet frem til den perfekte afstand mellem helsårsbolig og sommerhus.

»Fra én til halvanden times transport er den magiske tidsgrænse for, at du kan nå at omstille dig - falde ned som mange siger - og stadig ikke føle, at transporttiden er en begrænsende faktor for at bruge huset ofte.«

Se også:
Fra sommerresidens til familievilla
Fritidshus a la Diamanten
Sommerhus på 1. klasse

Funktionelt fritidshus ved Vesterhavet