Ukendt og overset. Der er en vis selvovervurdering forbundet med at bruge de to ord. Blot fordi vi ikke er bekendt med den ene eller den anden, betyder det jo ikke, at vedkommende ikke er kendt eller set af andre.
Som nu Clarice Lispector, hvis navn ikke vækker meget genklang i den engelsksprogede verden, men ikke desto mindre er en forfatter, de er på fornavn med i Brasilien, hvor hendes mest dedikerede fans kalder sig claricianos.
Vores tendens til at omtale det, vi ikke kender til, som ukendt eller overset, kan sikkert tilskrives den eurocentrisme, som hersker og får alt, hvad der foregår uden for Europa og Vesten, til at virke inferiørt. Det kan i hvert fald konstateres, at Lispectors forfatterskab kun har ført til en lille håndfuld oversættelser til dansk.
Men det lysner. Begejstringen tager langsomt til, og stadig flere læsere lokkes til, ikke mindst af den amerikanske poet Elizabeth Bishops ord om, at Lispector er »bedre« end selveste Jorge Luis Borges; argentineren, der overvandt eurocentrismen og også er en litterær titan i vores dele af verden.
Sådan bør det også gå Lispector, og det mener det fortrinlige forlag Arena åbenbart også. De har tidligere udsendt hendes novellesamling »Familiebånd« og nu også den sælsomme, sublime roman »Água viva«, der udkom på portugisisk i 1973 og på overfladen handler om en kvindelig maler, der skriver til sin mandlige elsker. Men ét er Lispectors fiktion, noget andet hendes korte liv, der også bør drage læsere mod hendes romaner og noveller.
Vansiret familiehistorie
Så lad os begynde dér. Eller rettere i det nuværende Ukraine, hvor Lispector blev født, og hvor hendes jødiske familie led frygteligt efter revolutionen i 1917: Hendes bedstefar blev myrdet og hendes mor gruppevoldtaget af russiske soldater og samtidig smittet med den syfilis, hun døde af. Familiens historie er i det hele taget, hvilket man kan læse om i Benjamin Mosers biografi »Why This World«, vansiret af antisemitisme.
Lispectors forældre valgte at flygte fra hadet og endte i Brasilien, hvor moren havde slægtninge, og datteren, der var et år ved ankomsten, fortalte senere, at det var som at komme hjem.
Hun følte sig tilpas i landet, der på ingen måde mindede om Østeuropa, blev gift med en diplomat, skilt igen, uddannede sig til journalist og blev del af society-kredsene i Rio de Janeiro. Også i kraft af sit dragende ydre. Hendes amerikanske oversætter har skrevet, at hun »lignede Marlene Dietrich og skrev som Virginia Woolf«.
Men Lispector var også misbruger af sovepiller og antidepressiva. Det er nærliggende at tro, at familietraumerne skulle holdes under kontrol med medicin, og de indre smerter blev mødt af ydre, da hun faldt i en sovepillesøvn med en tændt cigaret. Hun blev svært forbrændt, og hendes ene hånd forvandlet til en klo. Hun klagede aldrig. Heller ikke da hun fik den kræft i æggestokkene, der endte med at koste hende livet.
Da var hun allerede udødeliggjort i Brasilien, hvor hendes forfatterskab, der svinger fra det let tilgængelige i »Familiebånd« til den svært gennemtrængelige, men smukke prosa i »Água viva«, gjorde hende til folkeeje og national stolthed.
En stor stilist
Hvordan Lispector skriver, har den franske kønsteoretiker og forfatter Hélène Cixous søgt at indkredse som, hvad der var blevet skrevet »af Kafka, hvis han havde været kvinde, af Rilke, hvis han havde været jødisk brasilianer født i Ukraine, af Rimbaud, hvis han var blevet mor og var blevet 50, og af Heidegger, hvis han var holdt op med at være tysk.«
Som docent Elisabeth Friis gør opmærksom på i sit dybtloddende efterord til »Água viva«, er Lispector dog først og fremmest »en forfatter som satte sin absolut egen litterære dagsorden«. Hun skrev, blandt meget andet, om øjeblikkets flygtighed og om drømmen om at komme bag om bevidstheden og ind i den rene, frie væren og gjorde det i et sprog, der havde en egen jazzet, improviseret musik.
Eller sådan ser det ud. »Jeg ved, hvad jeg gør: jeg improviserer«, står der et sted i den på samme tid klare og dunkle roman om en maler, der begynder at skrive til sin elsker. Et andet sted står der »Det jeg skriver til dig, skal læses hastigt.« Og det er let bare at gøre sådan: Læse hende hurtigt og tro på, at det er en improvisation.
Læses »Água viva« flere gange, bliver det nu klart, at ingen af sætningerne skal tages for pålydende. Lispector skal læses langsomt, og så bliver det også tydeligt, hvor velkomponeret romanen er.
Selvom Lispector er en stor stilist og en eksistentielt interesseret forfatter, der med H.D. Thoreaus ord drømmer om »at suge al livets marv ud«, så er det (også) hendes uhørte sproglige sensibilitet, der fascinerer. Som i en af de sætninger, der lyser op i »Água viva« og på sin vis - i Tine Lykke Prados kongeniale oversættelse - også taler om kærligheden til øjeblikket: »Men evigt er et meget hårdt ord: det har et granitisk »t« til sidst.«
Titel: Áqua viva. Forfatter: Clarice Lispector. Oversætter: Tine Lykke Prado. Efterord: Elisabeth Friis og Tine Lykke Prado. Sider: 106. Pris: 150. Forlag: Arena.
