Alting er som bekendt relativt. Også tiden. Den tid, det i så høj grad handler om i Mikkel Rosengaards forrygende voksenromandebut, »Forestillinger om Ana Ivan«.
»Forestillinger om tiden« kunne romanen også have heddet, nu er det i stedet dens kvindelige hovedfigur, rumænskfødte Ana Ivan, som titlen gør sig forestillinger om, og det er da også helt på sin plads, al den stund Ana Ivan ikke bare er den, der sætter jegfortælleren, en ung dansk mand, i gang med sin nedskrevne fortælling. Hun er også den, der får ham til at tænke ting, han ikke tænkte før. Hun er den, der får hans liv til at ændre retning. På godt og ondt.
Det er New York, der er udgangspunktet. Her møder den unge mand Ana Ivan. Han arbejder lidt ad hoc. Hun er uddannet billedkunster. Sådan her begynder det:
»Jeg hørte den første af hendes historier en forårsaften på et hustag. Jeg var praktikant på en kunstfestival dengang, en nytilflyttet dreng med en sult efter byen og en fantasi om, at jeg hørte til i kunstverdenen, og fordi jeg forsøgte at mænge mig med kunstnere, befandt jeg mig på taget af udstillingshallen den aften, da hun fortalte, at hun havde en quartermønt i skoen«.
Historier kan hun fortælle mange af, Ana Ivan, lange stræk i romanen er tilbageblik på hendes barndom og ungdom i Ceaușescus kommunistiske mareridt, hvor hendes far var en ekstremt begavet matematiker, der aldrig fik en karriere, hvor hun også selv dyrkede matematikken med lidenskab, indtil hun en dag fandt på noget andet, hvor diktatoren og hans lige så diktatoriske hustru, Nicolae, lod en stor del af befolkningen leve i dyb fattigdom og hele befolkningen i stadig angst for Securitate, og hvor Ana Ivan selv måtte påtage sig rollen som stand in for sin afdøde storesøster – på en måde, der ikke skal røbes her, men som igen har noget at gøre med tiden og med den måde, vi oplever og tackler den på.
Flot og fascinerende
Senere, i New York, skaber Ana Ivan et kunstværk, der – ud over at være farligt for helbredet – netop har tiden og tidsoplevelsen som tema, og jegfortællerens egen tid er konstant udfordret, fordi han mere og mere lever i sin egen skrift, baseret på de historier, som Ana Ivan fortæller ham, og mindre og mindre i den virkelighed, som også omfatter en dansk kæreste og en storebror, som satte og sætter ham i skyggen. Til enhver tid.
Men »Forestillinger om Ana Ivan« handler også, mere specifikt, om, hvordan vi sanser verden, og om kærligheden i alle dens former, fra den platoniske over den forældrelige til den meget kødelige, som her, hvor Ana Ivans far efter en krise har genvundet sin lyst til sex med hustruen:
»Et stormvejr af lidenskab haglede ned over hende, og de næste uger tog han hende over ottomanen i stuen, han udbenede hende på køkkenbordet og mosede hende godt og grundigt igennem, når han om natten vågnede og var tørstig. I tide og utide krængede han sig ind i hende, og efter to måneder lå Maria på badeværelsesgulvet og brækkede sig, mens nabokonen holdt hendes hår.«
Sådan skriver Mikkel Rosengård, flydende, sanset, pointeret, ofte med mere end et strejf af humor i en fortælling, der rummer mange tråde og mange skæbner og mange steder (New York, Bukarest, Bergen, Marokko ...), men som ikke af den grund mister fokus , og som heller ikke snubler i sine egne filosofiske finurligheder eller overdoserer trættende med den viden om sære og fascinerende fænomener, som der i øvrigt doceres godt og rigeligt med.
Mikkel Rosengaard har simpelthen og kort og godt et usædvanligt flair for at fortælle historier og fortælle dem godt, derfor bør man tage sig tid til at læse hans tidsroman. Den er flot. Den er fascinerende. Den er pengene værd. Og tiden.
Titel: Forestillinger om Ana Ivan. Forfatter: Mikkel Rosengaard. Sider: 272. Pris: 279,95 kr. Forlag: Gyldendal.
