Bogstaverne i Derek Walcotts alfabet er gjort af sollys og vind og hentet fra plante- og dyreriget.
Akacietræ, bambus og cypres! Papegøjen, høgen og solsorten befolker sammen med hele kolonier af andre fugle nobelpristagerens poesi, men først og fremmest er det hejren, der som et elegant og iøjnefaldende tegn spankulerer gennem hans sene digte. Identifikationen mellem digteren med pennen og fuglen med det spidse næb er umulig at tage fejl af i denne sekvens fra hans seneste digtsamling, »Hvide hejrer«:
»Vi har ét fælles instinkt, søger glubsk føde/til min pens næb der napper spjættende insekter til døde/som navneord og sluger dem, så pennespidsen læser/mens den skriver og vredt ryster det af sig som næbbet/ikke vil have. Udvælgelse er hvad hejrerne underviser i/med nikkende hoveder over plænens vidtåbne bog/som om de i målbevidst tavshed læser et ordløst sprog.«
I Derek Walcotts poesi er afstanden mellem det lokale og det globale aldrig stor, og forfatteren, hvis hovedværk er »Omeros«, en gendigtning af Homer, begiver sig som en anden Odysseus ud i verden for så at vende tilbage til sit ø-univers igen.
Den caribiske digter er simpelthen en af verdenspoesiens store rejsende, og i »Hvide hejrer« er der både en »Spansk serie«, et afsnit under overskriften »I Italien« og nedslag i alverdens storbyer – fra London og New York til Amsterdam.
Sjælden vitalitet
Walcott er de billedstærke og totalt fortættede miljøsignalementers mester, på få linjer kan han digte en verden fuld af fysisk tilstedevær og mentale aflejringer efter århundreders historie og kulturelle aktiviteter. I hans hjemlands, østaten Saint Lucias havnekvarter overlever for eksempel den engelske kolonimagts genfærd:
»Nede i den rustne havns conradske dokker/ved krogede druebuske med blade som snavsede sider/under flammetræers salve fra det gamle engelske fort,/der venter han, det hvide genfærd fra svundne tider,/eller han står og læner sig op ad indgangen/til en eller anden romknejpe, hvorefter han glider/ud i gaderne som et bogmærke i en 1800-tals roman,/en krabbe, kontaktsky, i hastig retræte fra strand til vand.«
Digtene i »Hvide hejrer« sejler mod flere verdenshjørner, men først og fremmest er der tale om en alderdomsdigtning i den mest vitale udgave, hvor glæden »over min oprejste pen« er intakt, hvor minderne stirrer intenst på tabene, og hvor for eksempel et digt som »Tres år efter« skriver ungdommens følelser lyslevende ind i alderens skrøbelige virkelighed:
»I min kørestol i Virgin Lounge i Vieuxfort/så jeg hendes skønhed siddende i sin egen kørestol/krumbøjet som en krøllet blomst, hun som jeg betragtede/som den min ungdoms brand ville forpligte til altid/at være gylden og smuk og ung, selv mens jeg/ældedes ...«
Med sine knudrede sætningsforløb, slyngede linjeføringer og indskrevne rim er »Vilde hejrer« en digtsamling, det er let at forvilde sig i, og opgaven for oversætteren Jon Høyer har været krævende. Men samtidig er det også tætheden og kompleksiteten i sproget, der giver både alderdomsdigtene og den multikulturelle verdensrejse en sjælden vitalitet – og en formidabel kombination af sanseligt nærvær og eftertænksomhedens dybde.
Titel: Hvide hejrer. Forfatter: Derek Walcott. Oversætter: Jon Høyer. Sider: 112. Pris: 150 kr. Forlag: Gyldendal.
