Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Undskyld, hvis jeg tager fejl, men jeg har altså en fornemmelse af, at digte generelt har et dårligt ry. Ikke blandt dem, der læser dem meget eller skriver dem selv, naturligvis ikke, men blandt rigtig mange i øvrigt vidende, kulturinteresserede og dannede mennesker.
Lidt karikeret kan man, tror jeg, sammenfatte disse sproglige frembringelsers blakkede image som noget i retning af, at digte enten er 1, noget fesent, gammeldags noget, hvor hjerte rimer på smerte, eller 2, noget uforståeligt, moderne pludder, som man kun kan holde af, hvis man er lidt sær eller meget snobbet.
Intet er dog mere forkert, hvad man blot behøver læse Arthur Rimbaud, Bjørn Rasmussen, T.S. Eliot, Asta Olivia Nordenhof, Derek Walcott eller nogle af de i tusindvis af andre virkelig gode digtere fra indland og udland og fortid og nutid for at forvisse sig om. Digte som bedst er der, hvor sproget er mest intenst og frit. Gode digte er en velsignelse i en verden, hvor tomme ord, bullshit og almindeligt vrøvl som bekendt hører til dagens uorden.
At digte så alligevel ofte ses på med ligegyldighed, ja, nogle gange foragt, hænger blandt andet, tror jeg, sammen med, at der findes helt usandsynligt mange dårlige digte, der alene er skrevet for at tilfredsstille den digtendes eget udtryksbehov, og som er uden gnist af talent eller kunstnerisk værdi.
Sådan har det altid været, men det er blevet værre, for digte, der mest ligner sygejournaler, forklædt som poesi, breder sig som giftige svampe på en fugtig skovbund i den desværre ekspanderende del af forlagsverdenen, der, som forlaget mellemgaard, glad og gerne udgiver det rene bras, hvis blot » forfatteren er med til at finansiere en del af udgivelsen ved at bidrage med et tilskud eller fondsmidler«. Som der står.
At der i mængden af lyrik- og andre udgivelser fra sådan noget som forlaget mellemgaard kan befinde sig læseværdige ting, kan vel ikke helt udelukkes. Men man bliver unægtelig skeptisk, når man ser på forlagets egne præsentationer af dets egne digtere.
Én af dem beskrives sådan her: »Han er førtidspensioneret på grund af skizofreni og holder sig i gang via forskellige hold for psykiatribrugere.« Om en andens arbejde står der: »Det at skrive digtene har været en måde at komme overens med det smertefulde på, en måde at håndtere sit liv på.« En tredje digter har »bevæget sig fra den sociale arvs forkrøblende univers og ud til en plads i livets lys. »
På dén måde at bruge plagede menneskers private tragedier som led i markedsføringen af de samme menneskers såkaldte »digtsamlinger« har selvfølgelig intet med seriøst forlagsarbejde at gøre. Men kære digt-skeptiker: Lad dig ikke skræmme! De GODE digtere er stadig derude, og de er ikke så svære at finde. Heller ikke selv om det nogle gange ser lidt sygt ud.