Det begyndte med Black Sabbaths debutalbum, som ingen pladeselskaber eller promotere ville vide af i 1970. Det blev igen og igen afvist af klodens anmeldere. Men her 40 år senere kan ingen fornægte, at den hårde rockmusik, heavyrocken, metallen og hele dens tætvævede net af subgenrer og myriader af ditto kulturer ikke bare er en fling eller en ting, der kan ties ihjel.
Den hårde musik er kommet for at blive, og den har på sin vej til 2010 skabt blivende, kunstneriske mesterværker, kommercielle milepæle og er fremdeles af samme betydning som populærmusikkens øvrige hovedgenrer og samtlige andre grene på kunstens modertræ.
Myter og fordomme
Og derfor er det mere end på høje tid, at der også i Danmark udkommer et værk om emnet. Nærværende er skrevet af Jens »Jam« Rasmussen, som har været en af den tunge musiks mest flittige og positive skriverkarle siden midten af firserne på diverse publikationer.
Han kender sit stof, lige som han kender de myter og fordomme, som ofte har været brugt i forsøg på at træde metallen under fode som værende enten proletarisk, satanistisk eller voldsforherligende. Rasmussen leverer sine budskaber og tolkninger så direkte og enkelt, at ingen forældregenerationer længere vil være bange for at læse en Sabbath-tekst.
Tilsvarende er der ingen grund til at frygte hverken kirkeafbrændinger eller motorsavsmassakrer, blot fordi en pode i 9. B på en skole i Ballerup går i sort tøj og lytter til hård musik.
Den hårde rock startede godt nok i trøstesløse arbejderkvarterer, men den analyseres i dag på verdens fineste universiteter og har i det forgangne årti fået en enorm opblomstring selv i et ellers konservativt, poporienteret pladeterritorium som det danske - ikke mindst takket være Volbeat.
Tilsvarende må man føje til, at inspirationen til den hårde rock knytter sig til den amerikanske bluesmusik, de britiske tresserbands nuancering af selvsamme og fremdeles rimer på både Beatles, Stones, Muddy Waters, Robert Johnson og Little Richard.
Tårnhøj arbejdsmoral
Alt sammen fint fortalt af forfatteren, der trækker på såvel musikhistoriens værker samt på egne interview med nøglepersoner fra og bag scenerne. Når vi i dag skriver Volbeat, er vi også nødt til at skrive Brats (det første danske heavyband), Mercyful Fate, Pretty Maids. Ligeså rimer Metallica på navne som Judas Priest, Black Sabbath, Deep Purple og Led Zeppelin. Som rimer videre på Cream, Doors, MC5, Grand Funk Railroad. For blot at nævne nogle få. Scenen, musikken, mutationerne har det tilfælles, at de hver især udspringer af dedikerede udøvere, ligesindede skribenter, bagmænd og af en tårnhøj arbejdsmoral og viljestyrke.
Også for det må man beundre den hårde rock, som uanset tilnavn har det tilfælles, at den skal spilles højt og hårdt og for nogle subgenrers vedkommende også forbandet hurtigt. At historiens danske islæt i form af bl.a. Ken Anthony, Flemming Rasmussen, King Diamond, Lars Ulrich og senest Michael Poulsen spiller en væsentlig rolle i det store stilbillede, gør den ikke mindre interessant.
