Soulaima Gourani: »Jeg vil ikke gro fast«

Man behøver ikke at være frygtløs for at være modig. Men man skal turde se sin frygt i øjnene. Det gør prisvindende virksomhedsrådgiver Soulaima Gourani, der er aktuel med bogen »Mod til succes«. En gang om året ryster hun sig helt ud af den komfortzone, hun er så bange for at gro fast i.

Virksomheds- og karriererådgiver Soulaima Gourani har altid fart på. Hun kaster sig over nye udfordringer og prøver sig selv af. For én ting er sikker. Hun vil ikke gro fast i en komfortzone. Fold sammen
Læs mere
Foto: LISELOTTE SABROE

I Kerteminde lå engang en lille båd. Den hed Soulaima. Den var rød, lavet af træ og skilte sig ud fra alle de store både, der lå i havnen hen over sommeren. Den båd er Soulaima Gourani opkaldt efter.

Hendes mormor og morfar korsede sig, da de fik det at vide. De syntes, det var det mest forfærdelige navn at give et barn. Dengang i 70erne var det ikke så godt at skille sig ud. Slet ikke i provinsen, hvor Soulaima Gourani med sin fynske mor og marokkanske far ikke lignede de andre børn hverken af udseende, navn eller temperament.

»Jeg har det meste af mit liv følt mig alene. I dag bruger jeg det til at føle mig som den eneste. Der er stor forskel på at være alene – det er ikke så godt – og så at være den eneste. Dét er fedt,« siger Soulaima Gourani, som i dag er anerkendt international foredragsholder, bestyrelsesmedlem og konsulent med eget firma.

Hun har haft ledelsesansvar i Hewlett-Packard og A.P Møller-Mærsk og er blevet kåret til både et af de 192 ledertalenter i 2012 af World Economic Forum og en af de 20 bedst erhvervstænkende personer i Norden af Nordic Business Forum i 2013 samt modtaget »40 under 40 European Young Leaders«.

Læs også:

Men som barn var kårene nogle helt andre.Hun levede en nomadetilværelse, da hendes to selvstændige forældre flyttede fra provinsby til provinsby med Soulaima og hendes to ældre søskende. Forældrene byttede en gård i Mou til et hotel i Padborg, men da det gik konkurs, flyttede familien til Jegerup nær Vojens, hvor de købte en kro.

Her blev Soulaima mobbet og banket i skolen, følte sig anderledes og alene og som 13-årig fik hun nok og stak af hjemmefra. Hun boede hos noget familie i Odense, men blev snart sendt tilbage til sine forældre. Hun færdiggjorde folkeskolen, kom på efterskole, men stak af igen. Kommunen fandt derefter en plejefamilie nær Haderslev, og som 16-årig boede hun på ungdomsinstitution. I dag er hun mod alle odds selvstændig erhvervskvinde, mor til to og gift på 18. år.

»Min egen familie var sikker på, at jeg ville blive teenagemor og aldrig få en eksamen. Det kunne ligeså godt være gået den vej. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg nok skulle nå derhen, hvor jeg gerne ville. Jeg vidste godt, at jeg ville blive hentet i en sort limousine og tale foran indflydelsesrige folk. Det var absurd at sidde og tænke på, da jeg boede i Jegerup,« siger hun.

»Der var heller ingen andre end mig selv, der troede på det.«

Man skal træne sit mod
Hun har netop udgivet sin anden bog »Mod til succes« om netop at turde skabe de resultater, man drømmer om.

»Mange siger til mig, at de synes, at jeg er modig. Men jeg er også nødt til at træne mit mod. Jeg skal hele tiden flytte mig fysisk og komme i situationer, jeg ikke har været i før, med risiko for, at jeg fejler,« siger Soulaima Gourani.

Derfor giver hun sig selv en stor udfordring en gang om året. En udfordring, hun ikke tror, hun kan håndtere. Det har været et 24 timers løb, fordi hun aldrig før havde løbet mere end tre kilometer, eller et skimaraton, hvor hun først få dage inden lærte at stå på ski. Listen er lang.

»Jeg er ærlig om, at jeg er bange for nogle ting, og så tvinger jeg mig selv til at gøre noget ved det ved at sætte en deadline eller melde mig til et løb,« siger hun.

I år er udfordringen fordybelse.

»Jeg kan ikke sidde stille, jeg kan ikke være stille, og jeg holder ingen pauser. Det er et helt traume,« griner hun. Så på en tur til Saudi Arabien i december lokkede en veninde hende med til yoga hos en saudiarabisk guru.

»Jeg havde meget modstand mod at sidde på en pude og være lidt småreligiøs og spirituel. Jeg giver ikke så meget for det. Men efter en time kunne jeg mærke, at det var noget, jeg blev nødt til at gå ind i,« siger hun.

For mange lyder yogatimer og mindful-ness måske ikke som så stor en udfordring som et 24 timers løb. Men for en kvinde, som er i gang døgnet rundt og har forretningspartnere i alle tidszoner, er det en anden sag.

»Jeg er skidebange for, hvad jeg finder, når jeg går ind i det. Jeg tror på, at det er godt at være vred. At være sulten. De negative følelser giver mig enormt meget drive. Det her bliver en udfordring, for hvad nu hvis jeg i denne her ro og fordybelse bliver et roligt og lykkeligt menneske?« udbryder hun.

På listen er også faste, at gå den spanske pilgrimsrute Caminoen alene eller sove i en skov.
Men det hun er mest bange for, er frygten for at fejle.

»Når jeg siger frygten for at fejle, så handler det helt banalt om frygten for ikke at kunne forsørge min familie. Jeg er ikke bange for at blive ignoreret eller miste kærlighed. Det har jeg prøvet i min barndom. Jeg ved, hvordan jeg reagerer, når jeg står alene, og jeg kan tage det fulde ansvar for mig selv,« siger hun.

Det beviste hun allerede i barndommen, og meget af den modstand og negativitet, hun mødte, har hun vendt til noget positivt. Men det tog hende lang tid at nå dertil.

»Jeg brugte ikke mit eget navn, før jeg var omkring 26 år. Jeg kunne ikke identificere mig med Soulaima. Jeg kunne heller ikke identificere mig med mine rødder,« fortæller hun.

I mange år var hun bare Sylle. Det var først, da hun en overgang flyttede til Norge, hun begyndte at bruge sit rigtige navn, ligesom hun fysisk skulle flytte sig, da hun som 30-årig endelig ville vedkende sig sine arabiske rødder.

»Min far døde i 2006. Året efter fødte jeg Storm, og vi besluttede os for, at han skulle møde sin farmor. På det tidspunkt havde jeg ikke set hende, siden jeg var 11 år. Jeg havde vendt min arabiske kulturarv ryggen. Nu vidste jeg ikke, om vi ville blive slået ihjel på grund af vanære. Jeg var jo blevet dansk gift og havde et barn,« siger hun.

De rejste til Marokko og kom 100 år tilbage i tiden, fortæller Soulaima Gourani. Og mellem snabelsko, kutter og lergryder kom den længe ventede datter hjem.

»De sad op af mig og græd en uge, og jeg fik fortalt min historie. At opleve mine egne gener og min familie var helt fantastisk. Jeg går med en helt anden stolthed end tidligere,« siger hun.

For første gang i sit liv følte hun, at hun lignede alle andre. I skolen var hun altid den mørke, fremmede. På arbejdet altid den eneste kvinde. Tit den eneste etniske kvinde. Men hun vil ikke lave sin barndom om for nogen pris.

»Jeg er ikke bitter over, at jeg har haft det, som jeg har. Mine forældre har givet mig en høj grad af selvstændighed, fordi de rejste og arbejdede meget,« siger hun.

»Og jeg er glad for, at jeg voksede op i et hjem med Hansen på den ene side og Gourani på den anden. Jeg kan ikke, uanset hvor meget jeg prøver, foragte den danske porno, gris, snaps, julefrokost og Roskilde-værdier og jeg kan ikke foragte tørklæder, Mekka, islam og Koranen. Det er lige integreret i mig, og jeg har lige stor respekt for begge.«

En sømand i blodet
Hendes forældre lærte hende, at man ikke behøver blive ét sted, gennem deres utallige flytninger og faderens fortællinger fra hans liv som sømand, før han slog sig ned i Danmark.

»Det ligger i blodet på mig. Jeg har arvet min arbejdsmoral fra mine forældre. De var begge selvstændige i mange år. Min far havde ligeså meget energi som mig, men han kunne ikke komme af med den. I modsætning til mig bosatte han sig i små byer, hvor folk bare gloede på ham og hans sømandshistorier. Han brændte inde med det, hvor jeg giver det fuldt flor. Jeg ville eksplodere, hvis jeg blev forbudt at arbejde,« siger Soulaima Gourani.

Hun arbejder som konsulent i hele verden, og hun kan ikke huske, hvor mange rejsedage hun har på et år. Men hun er i hvert fald i lufthavnen fire gange om ugen. Ferier holder hun. Men ikke uden sin telefon. Og selv om der er autosvar på hendes mail, kan hun ikke dy sig for at tjekke den.

»Jeg kan ikke lade være med at arbejde. Jeg bliver så lykkelig. Når folk spørger, hvordan det går, siger jeg, at jeg lever det mest sindssyge liv, man kan forestille sig, og så kan jeg ikke lade være med at smile,« siger hun.

»Det er ligesom at være forelsket. Det er mange år siden, jeg lærte Brian at kende, vi har været sammen i 18 år, men jeg kan huske, at jeg ikke kunne være i min krop af bare følelser. Sådan har jeg det med mit arbejde. Det er så spændende.«

Læs også:

Vendepunktet kom i 2007, da hun var gravid med sin søn Storm og blev fyret fra sit job som salgschef. Hun var for åbenmundet, provokerende og turde udfordre den gængse tankegang.

»Jeg har ikke lyst til at leve stille. Jeg har lyst til at larme og presse og trykke og flytte grænser. Jeg vil inspirere, motivere, græde og grine. Jeg har lyst til at gribe livet. Jeg er bare så livsglad,« siger hun.

Hun kunne ikke få et job med en fødsel lige op over, og det var egentlig heller ikke det, hun ville. Derfor satsede hun og startede Soulaima Gourani ApS.

»Jeg vil så gerne have os ud af vores komfortzone. Derfor sætter jeg tit alt på ét bræt og gambler. På den måde er jeg frygtløs. Jeg er helt kold,« siger hun.

Det er også sådan, hun forhandler i dag. Alt eller intet.

»Jeg er enormt modig på det punkt. Jeg tør skille mig ud fra flokken og sige ting, andre ikke tør. Jeg tør være antiautoritær og italesætte emner. På den måde er jeg supermodig og har altid været det,« siger hun.

Hun griner og tænker længe, da hun skal svare på, hvad hendes modigste beslutning nogensinde har været.

»At blive mor. Man kan ikke bare sige: nu gider jeg ikke have børn mere. Men udover det, er min modigste beslutning i livet nok, da jeg besluttede, at jeg ville tage ansvaret for mig selv. Både at jeg ikke er afhængig af min familie, og at jeg er selvstændig erhvervsdrivende. Når man står alene, er man meget sårbar. Men ved at være alene, har man også mindst muligt bagage at slæbe på. Og jeg vil gerne rejse let,« siger hun.

Men hun har pakket sin egen bagage i form af sin lille familie med manden Brian og børnene Storm og Pil på seks og fire. At kombinere den type karriere, som er hendes passion med familien, der er hendes store kærlighed, er hendes største udfordring.

»Mange synes, det er uansvarligt at have to små børn og rejse så meget. Jeg tæller ikke længere timer, jeg arbejder bare. Jeg ved ikke, hvor mange timer jeg arbejdede i går,« hun standser sig selv. »Var det egentlig ikke søndag i går?«

Mæt - men aldrig tilfreds
Fordi hendes arbejde er så omsiggribende, har de hjemme i lejligheden på Nørrebro nogle regler. Soulaima må ikke undskylde over for sine børn, at hun arbejder meget og nogle gange er flere dage væk ad gangen. Ifølge hende og Brian kan børnene ikke forstå, at hun tager væk fra dem til noget, hun ikke bryder sig om.

Derfor fortæller hun dem, hvor fedt det er, og hvor godt det bliver at se hinanden igen, når hun kommer hjem. Er hun væk mere end to overnatninger, vanker der også en gave. En anden regel er, at de altid spiser morgenmad og aftensmad sammen, når hun er hjemme. Med lys på bordet og det hele. Og de har ikke babysitter. De vil selv tage sig af deres børn.

Lidt utraditionelt er det Brian, der nogle dage om ugen er hjemme, da han har lagt jobbet som politibetjent på hylden for at læse til lærer. Men det er ikke sikkert, at hjem altid vil være på Nørrebro.

»Vi har boet her siden 2004. Aldrig i mit liv har jeg boet så længe et sted som i København. København er god at have små børn i, men jeg har ingen ambitioner om at blive det samme sted. Jeg har brug for konstant variation. Ideelt set så boede jeg seks måneder i Danmark og seks måneder et andet sted,« siger hun.

»Det er min livsfrygt at gro fast et sted!«

Måske derfor bliver hun aldrig tilfreds. Hun kan godt blive mæt, siger hun. Men ikke tilfreds. Heller ikke, når hun får endnu en pris for sit arbejde.

»Jeg nyder det måske et sekund. Men hænger jeg mig i fortiden, forhindrer det mig i at yde i fremtiden,« siger hun.

»Jeg synes lige, jeg er startet. Selv om folk synes, at jeg er nået langt, så føler jeg ikke, at jeg er færdig.«

Den dag, hun bliver tilfreds, ligger mange år ude i fremtiden, siger hun. Det er den dag, hun gammel og forhåbentlig vis kan læne sig tilbage og sige, at hun gjorde det. At hun har været her og har gjort en forskel.

»Det er en stor tanke at have om sig selv, men jeg vil føle mig godt brugt. Jeg vil være træt i mine muskler, min krop og mit hoved. Min kapacitet skal være brugt. Det er den største livsbekræftelse – at nogen har brug for dig.«