Timm Vladimirs mange karriereskift

Standupper i 20erne. Globetrotter i 30erne. Kok i 40erne. Skuespilleren Timm Vladimir forstår om nogen at skifte livsbane. Men er der noget, masterchefen mangler, så er det faktisk en masterplan. Vi prøvede alligevel at aflure ham fidusen.

Timm Vladimir fotograferet på kokkeskolen i Valby. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvor mange flirter ikke med forestillingen om en anden tilværelse? Et lille forsigtigt skift fra en arbejdsplads til en anden, eller den store forvandling, hvor man én gang for alle springer ud som klassisk guitarist, bakkesangerinde, konditor, astronaut eller den mest geniale krydsogtværskonstruktør, verden til dato har set.

For mange bliver det ved snakken, for undskyldninger er der nok af. Man har det jo egentlig godt. Pengene tikker ind på kontoen hver måned. Børnene er lige startet i skole og virker glade for det. Skal man så til at tage en ny uddannelse? Og nu har man lige fået navnet på sin nuværende arbejdsplads tatoveret tværs over lænden.

De mange udflugter dækker måske i virkeligheden over magelighed, fantasiløshed eller usikkerhed – og set i det lys må skuespilleren Timm Vladimir være verdens mest irriterende person. For han gør det bare. Og han har ikke engang papir på det.

Siden sin afgang fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1993 har han været standupper, skuespiller, tv-vært, globetrotter, fotograf, foredragsholder og er pt. godt i gang med at banke sin egen kokkeskole, Timm Vladimirs Køkken, op i Valby efter en sejr i tv-programmet »Masterchef« i 2011.

Selv ser han det ikke som de store karriereskift, men nærmere som en måde at føje nye lag til sin tilværelse. For han udfører stadig »skuespilleri-arbejde«, som han kalder det, senest i blandt andet tv-serien »Lykke« på DR1 og børnesuccesen »Pendlerkids« på DR Ramasjang. Han laver stadig tv og har netop fået jobbet som vært i »Den Store Bagedyst« på DR1. Han fotograferer og rejser stadig og gerne i kombination med hinanden. Men det er den ny karriere som selvlært kok, der får mest opmærksomhed for tiden. Vi satte derfor Timm Vladimir i stævne på kokkeskolen klos op ad stationen i Valby og bad ham forklare en karriere, der måske udadtil virker flakkende, men giver helt perfekt mening for ham selv.

»Jeg har aldrig sat mig ned og planlagt de store skift. Det er bare sket. Dybest set tror jeg bare, at jeg er pragmatiker. Hvis noget bliver for meget op ad bakke, eller jeg støder ind i nogle problemer, prøver jeg at løse dem i stedet for at stirre mig blind på dem. Og omvendt, hvis jeg får nogle chancer eller bliver tilbudt nogle muligheder her i livet, så prøver jeg at udnytte dem så godt, jeg kan.«

1. »Vi kunne klare os uden uddannelse«

Timm Vladimir blev født på Frederiksberg. Familien flyttede ud i en boligblok i Albertslund. Forældrene blev skilt, og moren fandt sammen med en ny mand. Da Timm var fem-seks år, flyttede de til et rækkehus, hvor han voksede op og begyndte at hænge ud med de andre børn.

»Det var jo Vestegnen i 80erne, og vi var en gruppe der i Albertslund. Nogen hørte heavy, andre var diskere. Jeg var lidt til begge dele. Vi lavede hul i ørerne med knappenåle, som vi varmede op og stak gennem øreflippen. Nogle gange gik der betændelse i, og folk rendte rundt med sådan nogle ører her,« forklarer Timm Vladimir og sætter en hånd op til øret formet som en tennisbold.

»Vi havde en idé om, at det der med uddannelse og systemet, det behøvede vi ikke. Vi kunne klare os uden. Vi gad kun det, vi selv ville. Så det var noget med at se en sketch med Monty Python, oversætte den og så optræde med den i ungdomsklubben. Eller også lavede jeg en parodi på Kim Larsen – jeg har også altid haft den der brede kæft og været lidt pluskæbet ligesom ham. Senere blev jeg overtalt til at tage en 10. klasse, men jeg var der næsten ikke. Jeg var begyndt at arbejde blandt andet som internt bud på Berlingske Tidende. Jeg tog de eksamener, hvor jeg vidste, jeg kunne pull it off, men de andre sprang jeg over. Der var ingen grund til det, for jeg anede intet om de fag, der ikke interesserede mig.«

Timm Vladimir havde og har kun lidt kontakt til sin biologiske far, og det var da også Timms mor, der skubbede på efter skoletiden og foreslog, at han prøvede at blive skuespiller. Men han er aldrig blevet båret frem på hænder og fødder.

»Min mor synes da, at jeg er dygtig, og jeg ved også, at hun er stolt af mig i dag. Men det har aldrig været sådan, at hun synes, at alt, hvad jeg gør, er fantastisk, og at der kommer guldklumper ud af røven på mig. Nogle gange kunne jeg faktisk godt tænke mig, at der lige kom bare lidt mere begejstring,« forklarer han med et lille grin.

Timm Vladimir søgte ind på alle tre teaterskoler i Danmark, og i andet hug kom han ind på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater. Her mødte han Gordon Kennedy, og allerede under uddannelsen begyndte de at optræde sammen og udvikle og finpudse de figurer, som gav dem succes i ungdomsprogrammet »Transit«, og i midten af 1990erne gjorde dem til nogle af de mest populære komikere i Danmark. Skuespil, standup og tv-shows. Timm & Gordon var over det hele og kom endda på hitlisten med rapparodien »Gibberish«. Vejen syntes at være udstukket for Timm Vladimir, som privat længe havde dannet par med skuespillerkollegaen Linda Elvira Kristensen.

Men nogle ting begyndte at rykke sig. Timm & Gordon gik til filmen. »Stjerner uden hjerner« fra 1997 satte bundrekord ved at blive set i biografen af blot 756 betalende gæster. Den er siden kåret som den dårligste danske film nogensinde og ligger nummer 78 på Internet Movie Databases Top 100 over verdens værste film.

»Jeg tror ikke, filmen havde så meget med det at gøre. Men på et tidspunkt ringede telefonen bare ikke så meget mere, og jeg fik ikke rigtig nok roller til, at jeg syntes, det var fedt.«

Det var tid til et skift.

2. »Jeg vil ikke være indebrændt«

»Jeg begyndte at få tilbudt tv-jobs, hvor jeg skulle være vært for nogle store shows, blandt andet Grammy-uddelingen, som Danish Music Awards hed dengang. Og det var jo fedt. Man arbejdede hårdt på et show i tre måneder og havde så tre måneder fri,« husker Timm Vladimir.

»Og pludselig var jeg mere tv-vært end skuespiller. Det var fint med mig – i hvert fald i en periode. Jeg havde ikke lyst til stædigt at holde fast i, at jeg var skuespiller og ikke være i stand til at flytte mig selv fra den opfattelse. Jeg har set for mange kolleger, der er blevet bitre og indebrændte og sidder og siger: »Hvis ikke Mads Mikkelsen tog alle rollerne, ville jeg havde fået dem«. Men det er jo noget fis. Der er en grund til, at Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas får alle de fede roller. De er pissedygtige – og de bliver bedre og bedre, jo flere roller, de får. Øvelse gør mester.«

Alligevel stod Timm Vladimir på et tidspunkt og spurgte sig selv: Før var jeg skuespiller, der fik job som tv-vært. Nu er jeg tv-vært, der får en rolle i ny og næ. Var det meningen med det hele? Han oplevede en utilfredshed, en rastløshed og en lyst til at flytte sig.

I mellemtiden var han blevet separeret og havde mødt danseren og koreografen Katrine Engberg. Nyforelskede begav de sig på en tur rundt om Jorden – med en rygsæk, et telt og et godt kamera. Timm Vladimir øjnede en chance for at lave en karriere ud af rejsen – parret kunne blive professionelle globetrottere, der skrev artikler og sendte fotos hjem.

»Jeg har altid godt kunnet lide at fotografere, så jeg havde anskaffet mig noget godt udstyr. Og så har jeg det sådan, at når jeg vil noget, går jeg 100 procent op i det. Så jeg læste alt, hvad jeg kunne om fotografi, tog fotokurser på nettet og købte fotobøger og fotomagasiner,« forklarer han.

Det lykkedes Timm Vladimir og Katrine Engberg at skabe kontakter til forskellige rejsebureauer og sælge artikler, mens de var på rejsen. Da de kom hjem igen, var der basis for at holde en række foredrag om turen, men det var ikke så meget specifikke rejsebeskrivelser, folk ville høre om, men mere drømmen om at rive et år ud af kalenderen.

»Ja, folk er faktisk mest interesseret i at høre, hvordan det er at være væk så længe. Troels Kløvedal har skrevet på et tidspunkt, at de første tre måneder, man rejser, er man turist, og først derefter bliver man rejsende. Og det passede sgu meget godt. Vi var i Australien, og i starten kørte vi ned ad hver eneste vej. To timer nede ad den vej fandt vi så ud af, at her skete der sgu da vist ikke noget. Så kørte vi tilbage. Men vi skulle have det hele med og var så bange for at gå glip af noget. På et tidspunkt indser man så, at man ikke kan nå det hele, og at man er nødt til at træffe nogle valg. Nu kører vi ned ad den her vej, og så er det her, vi er,« forklarer han.

»Det er en kæmpe kliché, men som de fleste klichéer bunder den i noget sandt, nemlig at det ikke er målet i sig selv, men vejen dertil. For målet med vores rejse var jo at komme hjem igen – og det er der måske ikke så meget ved. Det samme gælder selve livet. Målet er at dø, men det gælder om at gøre vejen der til så fantastisk som muligt.«

Hvordan var det så at komme hjem igen?

»Vi var væk et helt år, og det meste af tiden boede vi i et lille telt. Jeg havde hele mit liv i en rygsæk. Så det var svært at komme hjem igen og sidde i sit hus. Alle ens gamle vaner kom tilbage. Du havde klaret dig med stort set ingenting i et år, og pludselig syntes du, at du havde behov for en masse ting igen. Det gik også op for mig, at intet havde forandret sig. Ikke at jeg havde regnet med, at der stod en kæmpe velkomstkomité og flagede i lufthavnen, fordi vi var kommet hjem. Men jeg havde følelsen af, at jeg sgu lige så godt kunne have været en tur nede på tanken efter cigaretter. Man tog måske til et eller andet arrangement, og folk sagde: Jeg synes ikke, jeg har set dig på det sidste. Nej, jeg har været ude at rejse i et år! Nå, ok.«

Hvad lærte det dig?

»Det lærte mig først og fremmest, at man skal tænke på sig selv og sørge for, at man selv er glad. Ikke fordi andre er ligeglade med dig, men jeg tror, at mange har tendens til at tro, at de er uundværlige, og at verden bryder sammen, hvis de for eksempel ikke passer deres job. Det passer ikke. Alle kan erstattes. Og derfor må man først og fremmest tænke på sig selv og gøre, hvad der gør én glad og giver én indhold i livet.«

Tilbage i Danmark begyndte de første jobs som tv-vært at melde sig igen, og Timm Vladimir var på vej ind i det velkendte og trygge.

»Jeg havde i den grad brug for pengene, for vi havde rejst et helt år, hvor det bare var udgifter, udgifter, udgifter og ikke særlig mange indtægter. Men omvendt havde jeg lige fået vasket tavlen ren og var klar til en ny start, så jeg måtte tvinge mig selv til at holde fast i det, selv om det var hårdt,« forklarer han.

Han vidste bare ikke, hvad han så skulle...

3. »Så svært er det heller ikke«

Efter noget tid derhjemme bliver Katrine Engberg og Timm Vladimir forældre til en lille dreng. Han får navnet Cassius – fordi det er et fedt navn, og selvfølgelig fordi det var Muhammed Alis navn, før han blev muslim. Timm Vladimir har altid været fascineret af boksning og især af den største sværvægtsbokser af dem alle. Men det at blive forældre betød ikke, at det var slut med den projektorienterede og spontane måde at leve på.

»Jeg prøver altid på at være åben og vil gerne flytte rundt i kalenderen. Det gælder skuespilleri-arbejdet, og det gælder rejserne. Folk tænker, at jeg har gang i så meget, så det har jeg nok ikke tid til. Men hvis der er en ting, jeg har lært, er det, at man ikke skal prioritere andres tid. Det skal man selv gøre. Hvis nogen ringer og siger: Du har sikkert ikke tid, men jeg ville lige spørge… Så bliver jeg rigtig glad, for selv om jeg måske ikke kan, er det vigtigt at vide, at folk tænker på en,« siger Timm Vladimir.

»Cassius var ikke ret gammel, da vi tog på opgave i Australien igen. Det var meget nyt for os med et lille barn, men fordi vi havde rejst sammen i et helt år, var det det, vi kendte bedst og følte os mest hjemme i. Så vi havde det faktisk godt med at tage af sted med ham så tidligt. Og vi har heller ikke lukket ned for rejserne nu, bare fordi vi er begyndt med kokkeskolen.«

Men efter at Timm Vladimir i 2011 vandt første sæson af kokkedysten »Masterchef« på TV3, så han sit snit til at leve en gammel drøm ud. Eller måske finde ud af, om der er noget om snakken, når venner og familie siger, at han er god til at lave mad – han har altid haft brug for et publikum at spejle sig i, forklarer han.

Timm Vladimirs Kokkeskole startede sidste år, og han ejer den sammen med tre investorer fra et produktionsselskab, der holdt til i lokalerne ved Valby Station før. På kokkeskolen holder forskellige virksomheder teambuildingkurser eller hyggeaften, ligesom private melder sig på diverse kurser – alle undervisere er timeansat, så der er kun en projektleder ansat.

Og Timm Vladimir har optur – han bruger Facebook og sine evner som fotograf til at gøre opmærksom på sig selv og sin nye metier som kok. Og med vanlig ildhu har han raget til sig af al tilgængelig viden om at lave mad. Han har flere gange været »møgpony« på nogle af landets bedste restauranter – slang for at være nederst i hierarkiet, ham der får en sæk løg hældt ned i en industrivask og bare har værsgo’ at komme i gang med at pille.

»For første gang føler jeg mig rigtig velkommen i en branche. Selv om jeg ikke er udlært kok, har jeg kun mødt venlighed blandt selv de bedste kokke, jeg har mødt – måske også fordi, jeg har slavet for dem, men det gør jeg gladeligt, for jeg lærer en masse ved det. Men det er som om, at uanset om man er topkok eller glad amatør, så er man på en fælles mission, hvor vi alle bidrager til, at folk spiser bedre og får mere fokus på ordentlige fødevarer,« forklarer Timm Vladimir og sammenligner det med tiden som komiker.

»Jeg ved ikke, om det stadig er sådan i branchen, men da jeg var komiker, var det anderledes. Alle stod og vågede over hinanden. Hvis man stod i en gruppe og talte sammen og sagde noget sjovt, var der nærmest kapløb om at komme først op på en scene og præsentere joken, så man kunne sige, at det var ens egen. Det var ikke et specielt rart miljø at være i.«

Du er uddannet skuespiller, og i den branche ved man, at man aldrig får et 9-17-job. Tror du, det har medvirket til, at du er fleksibel?

»Ja, for jeg ser det egentlig ikke selv, som om jeg har skiftet karriere hele tiden. Det er mere, som om jeg har lagt nye lag til. Jeg er jo stadigvæk skuespiller, og det er den uddannelse, jeg trækker på i det meste, jeg gør. Jeg bruger måske bare uddannelsen på en lidt speciel måde. Jeg er ikke uddannet fotograf og bilder mig heller ikke ind, at jeg er verdensmester i at tage billeder. Men jeg er god til at undervise og til at inspirere folk. Det bruger jeg, når jeg hver vinter holder fotokurser sammen med et rejsebureau på Malta. Jeg er heller ikke uddannet kok, men jeg er måske et meget godt alternativ til de fine Michelin-kokke, hvis bøger folk køber, men måske har svært ved at lave mad efter. Folk ser mig og tænker, at når jeg kan vinde Masterchef og lave god mad, så kan de sgu også. Mange tror jo, at det er en videnskab at lave risotto – og det bliver også gjort til en videnskab, men det er altså ikke rocket science. Og hjemmelavet bearnaise? Det tager ti minutter at lave din egen essens. Jeg er i øjenhøjde, og det er også det, der er meningen med Timm Vladimirs Køkken. Det er at vise, at så svært er det heller ikke. Det er bare at hoppe ud i det.«