Mette Lisby: Der er intet som en sprød krydder

Stand-up komikeren Mette Lisby, der er bosat i USA, har netop indledt sin turné rundt i Danmark med sit show »F#ck jeg er i 40erne.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det næste jeg køber
er dansk morgenbrød. Når man bor i USA, savner man det så meget. Der er intet som en sprød krydder fra bageren. Også selv om jeg bliver sulten kort tid efter, så må jeg ud og tygge i en rugbolle. Min mand er mest til bagerens kanelsnegle.

Jeg slapper bedst af
sammen med min mand, Jesper Bærenz. Han har for længst set, hvem jeg er, så jeg skal ikke præstere eller foregive noget som helst. Han er god til at få mig til at slappe af. Ikke fordi, jeg er sådan en »vimse-mus«, men jeg har meget med, at jeg altid lige skal et eller andet. Så det er både noget med at slappe af i mig selv, og i det rundt om mig.

Min kæreste ejendel er
det armbåndsur, som jeg fik af min mand i julegave i 2001. Det var det år, hvor vi havde lært hinanden at kende, og jeg kan huske, hvordan han var lidt smånervøs, inden han skulle give mig armbåndsuret. Kunne jeg nu lide det? Alt det dér. Den dag i dag betyder uret stadig noget særligt for mig, måske var der noget mere forpligtende over det ur.

Det menneske, der har gjort størst indtryk på mig
er min mormor, som nok en slags rollemodel for mig. Hun var ret sej, den første kvinde i Danmark, der blev civilingeniør. Hun var sådan en type, som uden at sige det, havde en attitude af: »Nu må du altså ranke ryggen og mande dig op og se at komme videre.« Hvis jeg en dag har lidt for meget selvynk, tænker jeg på min mormor.

Sidst jeg gjorde nogen glad
var da jeg kom hjem på besøg i Danmark. Det er ret taknemmeligt at komme hjem, når man bor i udlandet, for der er altid nogen, der bliver glade, bare man dukker op. For det meste...

Jeg vil gerne møde
Barack Obama. Jeg var med, da han blev indsat som præsident første gang. Vi har nogle venner, der arbejder i Det Hvide Hus, og derfor havde vi mulighed for være med i det menneskehav, der deltog i festlighederne rundt om i byen. Jeg kan stadig huske den helt fantastiske stemning, det sydede og boblede og var hele oplevelsen af, at Obama kom som et historisk vendepunkt. Jeg tror – og jeg kan være naiv – at Obama er et ordentligt menneske med nogle ordentlige værdier.

Jeg træner...
skal vi ikke bare lade den stå tom? Nej, jeg dyrker lidt pilates, men ellers synes jeg, at folks statusopdateringer på Facebook om, hvor meget de har trænet, er forholdsvis belastende. Der er gået udseende og præstation i det hele, og det er så massivt, synes jeg. Hvis jeg skal træne, vil jeg have en oplevelse ud af det. Ellers vil jeg egentlig hellere gå en tur, også selv om det ikke giver så meget på kondien.

Jeg vil gerne rejse til
Bali igen. Men når man bor i USA, får man ikke rejst så meget. Rejser går oftest til Danmark, og når vi har familie og venner på besøg i USA, er det de tidspunkter, vi holder fri på. Eller også rejser vi til Grand Canyon eller Las Vegas eller nogle af alle de andre steder, vi ikke har fået set endnu.

Min største last
er chips. Jeg kan springe chokolade over, jeg kan undvære slik og is og kage. Men ikke chips. Og det SKAL være Kims Peanutkugler, det er meget, meget vigtigt, at det er kuglerne.