Kulturkommentar: Vågn nu op af jeres dvale: Danske kunstnere må gå til kamp mod wokeismen

Ungdomsoprøret efter 1960erne var vildt, men udgjorde en mindre fare end det nye ungdomsoprør. Danske kunstnere bør gå til kamp mod identitetspolitikken og wokeismen, for det nye ungdomsoprør vil gøre demokratiet til stammesamfund, skriver Berlingskes Bent Blüdnikow i denne kommentar.

Herhjemme har vi set woke-bevægelsen brede sig til Kunstakademiet, Statens Museum for Kunst og dele af universitetet, skriver Bent Blüdnikow i denne kommentar. Billedet er fra Københavns havn i november 2020, da dykkere havde fisket en buste af Frederik 5. op af vandet. Den var blevet smidt i havnen af en gruppe aktivister. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg er født i 1954 og gammel nok til at have oplevet det revolutionære amokløb i 1970erne og 1980erne. Det var dengang, at en ung generation troede, at den kunne gøre op med verdens uretfærdigheder og skabe et utopia baseret på lighed, broderskab og frihed.

Jeg oplevede den revolutionære ildhu på historiestudiet på Københavns Universitet, hvor de studerende og unge lærere gik med palæstinensisk partisantørklæde for at signalere revolutionær parathed og havde Mao og Che Guevara hængende på væggen. Enhver ny generation ønsker at gøre op med fortidens uretfærdighed og forenes i revolutionær begejstring, som det skete i 1789, 1848 og 1917.

Forfatteren Henrik Stangerup skrev advarende mod tidens totalitarisme i sine fabelagtige romaner. Filmmageren Knud Leif Thomsen, der instruerede filmen »Midt i en Jazztid« (1969), havde sine meningers mod og advarede, men drog i landflygtighed i Frankrig i 1977. Men bortset fra de nævnte var der kun få kunstnere, der ikke løb med.

Der var dog en naturlig begrænsning af de revolutionæres succes, fordi man kunne henvise til socialismens og kommunismens elendighed og pege på massemord i Sovjetunionen, Kina, Vietnam og senere den fortsatte elendighed og undertrykkelse i Nicaragua, Cuba, Nordkorea og andre socialistiske lande.

Men venstrefløjen satte sig alligevel solidt på universiteter, humanistiske organisationer som for eksempel Folkekirkens Nødhjælp og Mellemfolkeligt Samvirke samt medierne, hvor hovedparten af journalisterne stemte til venstre for midten. Også kunstnerne forblev stort set i en socialistisk lejr, hvor de fastholdt socialistiske værdinormer – efterhånden uden leflen for kommunistiske diktaturer, men med grænseløs naivitet over for verdens brutalitet. Da Weekendavisen i 2002 efterlyste borgerlige forfattere var det umuligt at finde nogen, men man pegede dog på Rolf Bagger.

Men vi står dårligt rustet til at tage opgøret med den nye utopiske bevægelse, der har bredt sig i den vestlige verden og allerede har taget magten på adskillige universiteter og medier samt har fået indflydelse på erhvervsliv og institutioner. Bevægelsen er et sammensurium af ideer, men kampen mod racisme, for etnisk opdeling af samfundet og for social retfærdighed synes at være faste temaer. Man har kaldt bevægelsen for woke, altså en slags opvågnen.

Herhjemme har vi set woke-bevægelsen brede sig til Kunstakademiet, hvor busten af Frederik 5. blev smidt i kanalen, og hundredvis af kunstnere og elever derefter skriftligt støttede buste-aktivisterne. I en Black Lives Matter-demonstration i 2020 blev sorte deltagere bedt om at gå forrest og hvide bagest. I 2021 blev det et problem for et forlag at finde en sort eller farvet oversætter af Amanda S.C. Gormans digte – hende der var taler ved Joe Bidens præsidentindsættelse. I Danmark valgte man en såkaldt »farvet« oversætter, hvis oversættelse i Kristeligt Dagblad fik skarp kritik, men hvor en spids kommentar lød, om en hvid anmelder overhovedet kunne anmelde en »farvet« oversætter. Senest har blandt andre chefredaktøren på denne avis, Tom Jensen, påpeget, at woke-bevægelsen har overtaget Statens Museum for Kunst.

Vi kan ikke mere standse denne bevægelse ved henvisning til socialismens og kommunismens tragedier, for woke-folkene vil afvise, at den har noget at gøre med fortidens totalitære bevægelser. Derfor er den nye bevægelse langt mere farlig end oprøret i 1970erne og 1980erne.

Kunstnerne bør indse, at den nye bevægelse ikke blot er en trussel mod det borgerlige samfund, men en modsætning til deres egne ideologiske værdier. For den nye bevægelse er ikke socialistisk og tror ikke på klassekampen. For dem er hudfarve, etnicitet og selvvalgt seksualitet afgørende, og det gør, at selv rige og privilegerede kan iklæde sig offertøj og udgive sig for at være undertrykte.

Fokuseringen på hudfarve, etnicitet og seksualitet vil føre os tilbage til et primitivt stammesamfund.

Den verdenskendte aktivist og forfatter Ayaan Hirsi Ali advarer mod, at de demokratiske lande underminerer deres demokratiske grundlag, hvis woke-bevægelsen får magt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mark Wilson/Reuters/Ritzau Scanpix.

Ayaan Hirsi Ali har senest udtrykt det sådan: »Antagelsen af uskyld, vor tro på den blinde retfærdighed og hele grundlaget for en retfærdig proces bliver ofre for den falske forestilling om »lighed« og »antiracisme«. Fordi de begge bærer den implicitte intention om at diskriminere efter racelinjer med sig.« Og Ayaan Hirsi Ali advarer: »Hvis vi fortsætter ad denne vej, så vil tørsten efter tribalisme ikke kunne slukkes.«

Danske kunstnere må indse, at woke-bevægelsen vil tromle hen over alle deres idealer og skabe et stammesamfund. Det er nu, at de skal vågne af deres dvale, som der står i sangen »Internationale«, og sammen med borgerlige kæmpe imod den nye, racistiske woke-bevægelse. Foreløbig har stort set ingen vovet at stå imod.