Seks stjerner: Stærk film om Stalins massemord og journalistisk virkelighed – eller mangel på samme

Filmen »Den sorte jord« med James Norton i hovedrollen som journalisten Gareth Jones skildrer Stalins massemord på ukrainere i 1930erne. Men det er også en fornem film om journalistisk sandhed, som kan ses som en kommentar til vore dages medier.

 

I 1933 rejste den unge walisiske journalist Gareth Jones til Moskva i håbet om at interviewe Sovjetunionens leder, Josef Stalin. Gareth Jones havde haft det held at få et interview med Adolf Hitler, så han håbede på et lignende held med Stalin for at finde ud af, om det virkelig var rigtigt, at økonomien buldrede fremad, og det gik godt med den kommunistiske stat.

Fremme i Moskva blev Gareth Jones indkvarteret på det flotte hotel Metropol, hvor de øvrige vestlige journalister opholdt sig. Her var The New York Times' Walter Duranty den dominerende journalist, der havde tætte kontakter til den kommunistiske ledelse, og hvis artikler var afgørende vigtige for Vestens forståelse af Sovjetunionen. Ja, denne Duranty, der var brite, havde endda fået den fornemmeste amerikanske journalistpris, Pulitzerprisen, for sine artikler, der udviste forståelse for Stalin-regimet og beskrev et Sovjetunionen i opblomstring.

Hvad Gareth Jones opdagede, var et miljø, der var mere interesseret i fester end i at bedrive kritisk journalistisk, og hvor Walter Duranty beskrives som det dæmoniske midtpunkt. Jones besluttede sig for at søge sandheden og drog til Ukraine, hvor den hvede, som Duranty beskrev som »Stalins guld«, kom fra.

Vanessa Kirby spiller den unge journalistpige Ada Brooks, der forelsker sig i Gareth Jones. Den slags kærlighedshistorier kan virke påduttet, men her bruges den aktivt til at vise, at unge mennesker i 1930erne under indtryk af fascismens fremmarch naivt kunne tro på, at kommunismen var et alternativ. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt.

Vi følger derefter Gareth Jones ud i det ukrainske bondeland, hvor han opdagede, at folk døde af sult, og nogle forfaldt til kannibalisme – han kom selv til at spise af en afdød. Jones var havnet midt i den med vilje fremkaldte hungersnød i Ukraine, som kaldes holodomor (sultudryddelse), og hvor ca. fire-fem millioner ukrainere døde af sult.

Disse scener er rystende, grufulde, intense og alligevel skildret på en neddæmpet måde, der gør virkningen endnu stærkere. En af de mest rørende scener er med nogle unge børn, der synger en vise om Stalin og om kulden og sulten, men alligevel udtrykker loyalitet over for diktatoren.

Ubekvem sandhed

Den polske filminstruktør Agnieszka Holland kunne med lethed have sluppet »Den sorte jord« med disse billeder fra et øde snelandskab i Ukraine med døde menneskekroppe og sultende børn, men heldigvis fortsætter hun, for der er meget mere i denne historie, der holder sig rimelig tæt på den historiske sandhed.

Walter Duranty fik trykt sine løgnehistorier i The New York Times om, at der ingen hungersnød var i Sovjetunionen, og et større politisk spil gik i gang, hvor filmen viser, at Gareth Jones nok havde sin sandhed, men at i storpolitik er sandheden nogle gange ubekvem. Historiens grumme ironi er, at ingen kom de sultende ukrainere til hjælp på trods af Gareth Jones desperate råb.

Der skal selvfølgelig også en kærlighedshistorie ind i filmen, og Vanessa Kirby spiller den unge journalistpige Ada Brooks, der arbejder for Walter Duranty, men forelsker sig i Gareth Jones. Den slags kærlighedshistorier kan virke påduttet, men her bruges den til at vise, at unge mennesker i 1930erne under indtryk af fascismens fremmarch naivt kunne tro på, at kommunismen var et alternativ. Ada Brooks-figuren er dog fiktion.

Gareth Jones fik en tragisk skæbne. I 1935 blev han myrdet under en reportagerejse til Mongoliet – sandsynligvis af Stalins håndlangere. Walter Duranty blev prist af kollegaer, og hans Pulitzerpris er aldrig trukket tilbage, selv om han var Stalins propagandist og skjulte sultkatastrofen i Ukraine.

Uhyre vigtig film

Filmen er fabelagtig. Den fastholder spændingen, og spillet er forrygende. James Norton spiller overbevisende den unge og lidt naive Gareth Jones. Peter Sarsgaard er den kyniske journalist Walter Duranty, og i rollen som George Orwell, som inspireres af Gareth Jones' historier til at skrive romanen »Kammerat Napoleon«, ses Joseph Mawle. Foto er lavet helt mageløst af Tomasz Naumiuk.

James Norton spiller overbevisende den unge og lidt naive journalist Gareth Jones, der fik en tragisk skæbne og blev myrdet under en reportagerejse i 1935. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt.

Dette er en uhyre vigtig film, der sætter fokus på det oversete folkemord på ukrainere, men det er også en film, der seriøst behandler spørgsmål om journalistisk sandhed og storpolitik. Ydermere er det et særdeles aktuelt indslag i vore dages debat om virkelighed og medier. Vi har set mange film om journalister, der skildres som modige helte, der afdækker sandheden. Tænk blot på filmen om Watergate, »Alle præsidentens mænd«.

Men i denne film er journalisterne en samling kyniske kujoner, der slet ikke er interesseret i at fortælle sandheden – ja, altså bortset fra Gareth Jones. Det er nok ikke nogen tilfældighed, at denne film skildrer journalisterne og specielt The New York Times kritisk netop nu. Avisen har i en menneskealder – på trods af Duranty-skandalen og avisens manglende dækning af jødeforfølgelserne i Tyskland – haft ry for at være verdens bedste avis. Men i de seneste ti år er der sket en udskridning til venstre, og under præsident Trump har avisen og mange andre etablerede medier opgivet klassiske journalistiske dyder. »Den sorte jord« kan ses som kommentar til denne udvikling.

»Den sorte jord«. Instruktør: Agnieszka Holland. Medvirkende: James Norton, Vanessa Kirby, Peter Sarsgaard, Joseph Mawle m.fl. Manuskript: Andrea Chalupa. Foto: Tomasz Naumiuk. Spilletid: 119 min.