Fuld fart i ingenmandsland

Knallerten var køretøjet i Gasolinårenes ingenmandsland mellem land og by og ungdom og voksenliv. Det var frihed derudad væk fra parcelhusene og villavejene med en pige bagpå og hele livet foran. »Man kunne pludselig komme langt omkring,« som Allan Olsen, der engang var Charly i »Mig og Charly«, siger om knallerttiden.

Foto: (c) Scanpix Denmark

Der er et sted mellem land og by og barndom og voksenlivet, hvor knallerten engang gav mening. I en ganske kort periode i 1970erne var knallerten ingenmandslandets køretøj, hvor man var lige så lost og ude af fællesskabet uden en knallert, som hvis man ikke er på Snapchat i dag. Ikke fordi der ikke havde været en knallertkultur før. Der var de engelske Mods med deres scootere, som jo ikke er det samme, men tæt på, og der var 60ernes hippier, der susede til Nordsjællands strande på deres Mobilette og Cady og den lidt splejsede Velosolex, som man i afdøde ejendomsmægler og jetsetter Jan Fogs erindringer i øvrigt kan læse var go-to knallerten i Hellerup.

Men den sande knallertepoke var i Gasolintiden, med nitter og cowboyjakker og rævehaler, hvor Puch regerede og Kreidler og Yahama, Honda og Suzuki sloges om at halse efter på det enorme danske marked af unge i uldstrik og trompetbukser. Da jeg selv nåede til pubertetens porøse mellemår i sen80ernes København, var knallerttiden ikke engang en lillebitte prik i horisonten længere, men helt forsvundet ud af tidens synsfelt, og i stedet cyklede vi på skramlede lig, der kunne tåle at blive stjålet. Men jeg tror, det var en skam, at man ikke var med i de år, der som alle andre markante tidsstrømninger endte med at se nærmest karikeret ud i antikvar Anders And bladenes Jolly-Cola annoncer fra dengang Mabel skrålede »Boom Boom«. Og nu er knallerten så blevet kult som Poul Kjøller var bevis på, at alt der betød noget, bliver. For nogle år siden drog medlemmerne af Knallertklubben »De vilde hjerter« ad Pommern til i dokumentarfilmen af samme navn. De er egentlig for unge til at have været en del af knallertens storhedstid, og selv om der var en del af tidens ironi i deres valg af både destination og køretøj, så var det kun et dække over autenticiteten ved at tage et sidste ægte eventyr med drengene, som man gjorde det, før der fandtes Counterstrike.

»Vi valgte knallerter, fordi de giver større frihed til at komme hvor som helst, og det var også en lidt ironisk kommentar til machokulturen i motorcykelklubber. Men vi var omkring de 24 år, da vi var af sted, og vi vidste godt, at den tur måske var den sidste krampetrækning, inden livet blev alt for seriøst,« siger Mikkel Teis, der var blandt dem med vilde hjerter.

(Artiklen fortsætter under billedet)

To unge drenge med deres nye transportmiddel, en knallert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Allan Moe.

I landets veteranknallertklubber er der næppe en ironisk distance, når de sammen kører ud i friheden til et soundtrack i sindet af Uriah Heep, Deep Purple, Led Zeppelin og Slade, og i dag er interessen så stor, at landeplagen, landevejsplagen, Puch VZ 50, Puch Flagskib som de kaldte den, bliver solgt for op mod 55.000 kroner på Gul & Gratis. Når man taler med dem, der var der på villavejene og grillbarerne i 70ernes forstadsdanmark, så er det tydeligt, at knallerten fæstner de særlige år, hvor man træder ind i den tidlige ungdom, til både ens egen personlige historie og til verdens store historie. Som formanden Lars Ewan Jensen for Puchklubben Danmark, der har det millimeter-målgruppe-præcise slogan »Husker du …« siger med et skævt smil, der når hele vejen gennem telefonen og helt tilbage til hans folkeskoletid i Fredericia:

»Hvis pigerne spurgte, om man ikke kunne hjælpe dem med at ordne karburatoren på deres Puch Maxi, så satte hun sig op bagpå og kørte med ud i skoven og »lavede knallerten« lidt, og så kørte man hjem til værkstedet og reparerede deres knallert.«

Det var knallerten, der gav adgang til pigernes hemmelighed i skovbrynet og friheden til at bevæge sig rundt i ingenmandslandet, der lå midt i det hele mellem det, der var i barndommen, og det, der skulle komme i voksenlivet.

»Min røde Puch satte teenagetiden ind i en ramme, man ønskede sig frihed, og man kunne køre helt til Værløse og Ballerup. Man kunne pludselig komme langt omkring,« som skuespiller Allan Olsen, der engang for næsten 40 år siden var Charly, i filmen »Mig og Charly«,formulerer det.

Han fik sin røde Puch 3 gears med lavt styr og kickstarter i 15 års fødselsdagsgave, og kørte med det samme fra Værebroparken over til kammeraten Johnny, for at få den udboret, så den kunne få noget gas på vej til hegnet i Hareskoven, hvor man kunne kigge på ridepigerne. Fra den dag foregik livet på vejene.

»Man kunne nærmest flyve af sted. Alle kørte på knallert, uanset om de var diskere, flippere eller rockere. Pigerne kørte Puch Maxi. Det hørte meget forstaden til. Man mødtes ved centret og kørte rundt i kortege som plasticrockere uden styrthjelm, så nakkehåret blafrede i vinden, og når vi bare hang ud eller holdt pause, så var det også knallerten, man sad på eller lænede sig op ad,« siger Allan Olsen, der i øvrigt ikke var meget for Steffens røde Gilera Touring-knallert i »Mig og Charly«.

»Den var ikke så hot som min egen. Det var regissøren, der havde skaffet den, men den tøffede af sted. Min egen Puch 3 gears var 100 gange bedre,« siger Allan Olsen.

Det stoppede, da han som 18-årig fik en rød Ford Capri med hvide rulamssæder og Rod Stewart på anlægget, men nu, hvor han er blevet 56 år, vender han for en stund tilbage til ungdommen, hver gang han hører lyden af en Puch.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Reklame fra italienske Gilera, der nok kendte sin målgruppe blandt 70ernes 15-årige pubertets-knægte. Foto fra bogen »Datidens knallerter – nutidens kult«. Fold sammen
Læs mere

I Hørsholm drønede forfatter Klaus Lynggaard også rundt på sin Puch 3 gears. I årene inden cyklede drengene til midnatsforestillingen i Hørsholm Bio for at se »Easy Rider«, mens de drømte om at blive gamle nok til selv at søge friheden væk fra villavejene på en knallert.

»Det var et sjovt sammenfald mellem rockere og flippere. Rockerne stod for aggression, mens vi stod for pacifisme, men vi kunne enes om, at det var sjovt at køre stærkt og give pigerne en tur. Der var et kæmpe statushierarki mellem Puch og Kreidler og de andre mærker og modeller. Dengang var det »Vis mig din knallert, og jeg skal sige dig, hvem du er.« De cool gutter havde knallerter. Det var et must, men det varede kun meget kort. På et tidspunkt blev min knallert stjålet. Jeg overvejede end ikke at få en ny, for det fællesskab, der havde været omkring Puch, sluttede da vi gik ud af 10. klasse og blev spredt for alle vinde, så fra da af cyklede jeg,« fortæller Klaus Lynggaard.

Man kan læse fragmenter af historien i hans ungdomsklassiker »Martin og Victoria«, hvor Martin fræser rundt på sin knallert med sin klike og udvider hele sin verden. Men i efterfølgeren, der foregår et år eller en evighed senere, kommer vennen forbi på sin Kreidler, mens Martin fortæller læseren, »min knallert var blevet hugget den vinter, jeg savnede den ikke. De tider var forbi,« som de også en dag var for Klaus Lynggaard selv, og derfor er et alment symbol for en periode i livet.

»Det markerer en afslutning på lømmelalderen, hvor man ryger hash, hænger ud og er på kant med loven. Det er en god måde at sætte et punktum på, for det klikesammenhold, der ophører, når man stopper med at gå i skole, fordi man ikke længere har de samme lærere som fjendebilleder eller begærer de samme piger. Det opløser sig selv, og det er knallerten også et symbol på,« siger Klaus Lynggaard.

I Danmark var Puch størst, og i rekordåret 1973 blev der solgt 118 Puch knallerter hver eneste dag, fortæller motorjournalisten Jens Jessen i bogen »Datidens knallerter – nutidens kult«, der netop er udkommet på det lille Veterania Forlag. Han kørte selv rundt på en knallert i Blåvand ved Vesterhavet, så snart han kunne.

»Før var der absolut intet i miles omkreds. Men med en knallert kunne man pludselig selv beslutte, hvor man ville hen, og det gav også mere opmærksomhed fra pigerne. På den måde hjalp knallerten en til at blive voksen. Alle havde en knallert, og dem, der ikke havde, regnede vi nok for at være lidt sære,« siger han.

Men epoken ophørte brat i 1979, da en ny lov kastrerede knallertkulturen. Fra da af måtte en knallert højst veje 60 kilo, og det betød, at alt liret blev rippet inklusive dobbeltsædet, der var en genvej til pigernes skød.

»Fra den dag, loven blev vedtaget, var knallerten principielt død. De var ikke sexede mere. Det er en tid, der er forbi. Jeg tror ikke, at knallerter er noget for nutidens unge, for selv om aldersgrænsen er sat ned til 15, så er aldersgrænsen for kørekort også sat ned, så der kun er to år til, man kan tage et rigtigt kørekort som 17-årig,« siger han.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Hele 70er ungdomsgenerationen kørte knallert, uanset om man var flipper, rocker eller disker. Drengene skulle helst køre på de store minimotorcykel-knallerter, mens den sprøde Puch Maxi var pigernes foretrukne. Foto: Bjarne Lüthcke og Scanpix Fold sammen
Læs mere

I Ungdomsskoleforeningen fortæller de, at interessen er meget spredt. I yderområderne er der stadig 14-15-årige, som tager knallertkort, mens det andre steder er helt uddødt.

Derfor står knallerten så stærkt som symbol, fordi den er knyttet til en tidslomme i verdens og ens egen historie.

»De er blevet voldsomt populære igen for mænd mellem 40-60 år, hvor børnene er fløjet fra reden, og der er tid til nye prioriteter, inden livets slutning nærmer sig. De springer nogle årtier tilbage til en mere ubekymret tid og genoplever deres ungdom, når de kører af sted på deres knallerter,« siger Jens Jessen.

Det var det, der skete for stifter af Puchklubben, Lars Ewan Jensen. Som 48-årig fandt han og en kammerat ud af, at de ville samle deres eget Puch Flagskib og komme ud og trille som i ungdommen. Snart efter stiftede han Puchklubben, der i dag, ti års tid senere, har 1.400 betalende medlemmer. For ham og hans medlemmer handler det om nostalgien i at vende tilbage til lugten og lydene fra dengang, »hvor man følte sig rig, hvis man havde ti kroner på lommen og en pige på bagsædet,« som han siger.

Og så kort varer det. En frihed, der slutter, fordi den kun udvider verden, uden for alvor at ændre den. Det kræver, at man kommer væk fra barneværelset og aftensmad klokken 18.30, og det gør man kun på film. Som i den sidste scene i »Mig og Charly«, hvor Steffen skubber Charly i gang på den røde Gilera Touring knallert, der har indkapslet filmen og deres venskab. Nu er det slut. Charly må videre ud ad den støvregnvåde motorvej, der, selv om så meget er forandret siden, stadig er den danskeste af alle veje. Der kører han. Ud af billedet, og ud af tiden i sine smalle cowboybukser og brune ruskindsjakke som en lillebitte prik i horisonten, der langsomt forsvinder med håret blafrende i blæsten på vej mod den, han skal blive.