Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vild ungdom på knallert

I 1950erne gik danskerne fra cykel til knallert, hvilket medførte, at tidens ungdom hurtigt blev forbundet med »motorbøller« og »læderjakker«.

Københavnske asfaltcomboys anno 1957. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Denmark
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ved De, hvad det vil sige at køre med »knallert«?

Det spurgte avisen om i sommeren 1950. Og da ingen kunne svare, måtte redaktøren af motorspalten selv til tasterne: »Det er den københavnske slagfærdigheds sidste udtryk for de mennesker, der har fået påhængsmotor på deres cykel, og med diminutive eksplosioner overhaler deres cyklende medborgere. Omkring 1.000 cyklister er på to måneder gået over til motorkraft, og man kan vente, at tallet stiger med rivende hast.«

En dristig spådom, men han fik mere ret, end de fleste kunne forestille sig.

For 500 kr. kunne man få en motor monteret på cyklen, hvorefter en friktionsrulle overførte motorkraften til enten forhjul eller baghjul. 40-50 km. i timen lød jo forjættende, men uden en masse bøvl og en hoben afgifter blev ingen »knallerist«, som man sagde. Gratis var det altså ikke, men så var man kørende – hvis man vel at mærke var 18 år og havde taget en æresrunde foran en motorsagkyndig og således havde bestået den nødvendige prøve.

Ved nytårstid 1950-51 var tallet steget til 5.000, og så vovede motorredaktøren endnu en spådom: »Knallerten vil komme øverst på ønskesedlen hos den ungdom, der har langt til skole.«

Det turde han skrive, fordi et cirkulære i januar 1951 gav de 16-årige ret til at få kørekort, hvis knallerten vel at mærke ikke kunne køre hurtigere end 30 km i timen.

Det var imidlertid et problem. De fleste mærker klarede snildt op mod den dobbelte hastighed, og et års tid ville der nok gå, før langsommere maskiner kom i handelen. Det var længe at vente for den håbefulde ungdom, der var født i 1930erne og havde benzin i årerne. Ofte slap tålmodigheden op, og imens forsøgte fabrikanterne at udvikle motorer, som levede op til lovens krav.

Men nemt var det ikke. For som en fagmand sagde: »De plomber, der kan sættes i bilmotorer og i motorcykler, kan nemt pilles ud, og det må forudses, at knallertkørerne i nogle tilfælde ikke kan stå for fristelsen til at udnytte motoren helt ud og pille lidt ved den.«

Det var i juni 1951, og den forudsigelse var ikke helt forkert. De nye og langsommere knallerter kom i handelen 1. oktober, og med et nyt cirkulære blev de ligestillet med cykler.

Det var afgørende. Salget eksploderede, og nu lagde et nyt fænomen beslag på politiets og offentlighedens opmærksomhed: Knallertdrenge, som kørte vildt og larmede alt for meget, og snart efter gled »motorbøller« og »læderjakker« ind i sproget som samlebetegnelse for tidens vilde ungdom, der var grebet af fartgalskab, og som behændigt kunne fikse en lovlig langsom knallert ved at »pille lidt ved den.«

En razzia i 1960 afslørede, at nogen havde pillet ved halvdelen af hovedstadens knallerter. Det talte man en del om den sommer.