B&O: Danmark og UK er vores to bekymringer - CEO

 

Det danske og det britiske marked udgør de største bekymringer hos ledelsen hos B&O, og da der samtidig er tale om nogle af koncernens største markeder, er de ganske væsentlige.

 

- Når vi ser i krystalkuglen, så er vi begyndt at se lidt mere positive takter i første kvartal i Storbritannien, men sammenligningskvartalet var svagt. Vores anden store bekymring er det danske marked. Vi er eksponeret en del mod danskernes forbrug, og Danmark har foreløbig udviklet sig lidt negativt i første kvartal, sagde koncernchefen hos B&O, Torben Ballegaard Sørensen, på en telekonference mandag i forbindelse med årsregnskabet.

 

Væksten i især Storbritannien skuffede i det forgangne regnskabsår, da B&O måtte sande, at 4 pct. af omsætningen året før gik tabt. For Danmarks vedkommende var der tale om en positiv vækstrate på 1 pct. i 2006/07. Blandt andre markeder, hvor det ikke går helt som det skal, kan nævnes Italien og USA, men her er ledelsen ganske fortrøstningsfuld.

 

- Jeg venter, at Italien vil vise en solid to-cifret vækstrate, når året er omme. I USA vil vi også se vækst, ikke mindst takket være introduktionen af vores nye tv derovre, sagde Torben Ballegaard Sørensen.

 

Han oplyste i øvrigt, at første kvartal foreløbig har vist, at den gode udvikling i Tyskland fotsætter.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )