Aktier: Olie og finans bag plusser i Europa

Olieaktierne og bankerne bidrager tirsdag eftermiddag til en lettere positiv stemning på aktiebørserne i Europa, hvor Stoxx Europe 600 efter en stigning på 0,2 pct. ligger i det højeste niveau siden december sidste år.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: REUTERS/Cooper Neill © Cooper N

Markedet har reageret afdæmpet på gårsdagens tragiske begivenheder i Berlin og Ankara. I Ankara blev den russiske ambassadør i Tyrkiet skuddræbt, og i Berlin kørte en lastbil gennem et julemarked med foreløbigt 12 døde til følge.

En stigning i oliepriserne understøtter selskaber relateret til olieindustrien, herunder selskaber som Technip og Lundin Petroleum, der ligger med stigninger på henholdsvis 2,0 og 1,5 pct.

Futureprisen på en tønde brent olie er tirsdag eftermiddag steget 1 pct. til 55,47 dollar.

BP INVESTERER I AFRIKA

Oliegiganten BP har i øvrigt godkendt en investering på 1 mia. dollar, eller 7,1 mia. kr., i et enormt gasfelt i det nordvestlige Afrika. Det skriver den britiske avis The Telegraph. BP vil dermed få andele på 62 pct. og 33,5 pct. i gasfelterne ud for henholdsvis Mauretanien og Senegal.

Det 33.000 kvadratkilometer store energifelt estimeres at indeholde op til 50.000 mia. kubikfod gas samt mere end 1 mia. tønder olie. Gasreserven alene ville være nok til at holde hele Storbritannien kørende i 20 år. BP's aktie stiger 0,4 pct. på børsen i London.

FINANSAKTIER FÅR ET LØFT

» Bankerne klarer sig også godt. Vi ser det også i Tyskland, hvor Detsche Bank ligger godt til. Der er lidt spekulationer om, at både Credit Suisse og Deutsche Bank snart kan få afklaring på deres retssager i USA. Det kan være med til at give lidt positiv afsmitning på den finansielle sektor,« siger senioraktiehandler Christian Thatje fra Sydbank til Ritzau Finans.

Den svenske telenetværksvirksomhed Ericsson overvejer at skære 1000 arbejdspladser i Italien efter tabet af en kontrakt på drift af landets største mobilnetværk. Det skriver Bloomberg News med henvisning til kilder med indsigt i sagen. Nedskæringerne kan koste op til hver fjerde af Ericssons italienske ansatte deres job.

PRES PÅ ERICSSON

Overvejelserne skyldes, at Ericsson ikke blev valgt til at fusionere og drive televirksomhederne CK Hutchisons og Vimpelcoms netværk, oplyser de anonyme kilder til Bloomberg. Værdien af kontrakten var angiveligt på omkring 1 mia. dollar. Aktien i Ericsson falder tirsdag med lige over 4 pct. til 53,95 svenske kr.

Kursfaldet kan også hænge sammen med, at Nordea har sænket anbefalingen af Ericsson til "sælg" fra tidligere "hold".