Advokater vil kaste sig over danske selskaber

Danske virksomheder risikerer flere erstatningssager, vurderer professorer.

Sagsanlægget mod Pandora kan åbne, ja Pandoras æske, mener professor ved CBS, Caspar Rose Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske selskaber kan se frem til flere erstatningssager. Træder de forkert, vil advokater i stigende grad kaste sig over dem og forsøge at samle utilfredse investorer, der vil have erstatning. Det vurderer danske professor. De fortæller dog samtidig, at selv om praksissen vil blive mere udbredt i Danmark, vil den næppe vinde samme udbredelse som i USA, hvor metoden har udviklet sig til en industri.

»Jeg tror, at vi kommer til at se flere sager, hvor advokater samler aktionærer sammen og rejser sager mod selskaber. Men i Europa vil det næppe blive i samme omfang, som vi har set det i USA, hvor det er meget udbredt,« siger Jesper Lau Hansen, der er professor ved Københavns Universitet.

Det belgisk-baserede advokathus Deminor, der har samlet en række professionelle investorer til en sag mod Pandora, har specialiseret sig i at finde selskaber, som har begået fejl, der har kostet aktionærerne penge. Det har Deminor blandt andet gjort med vindmølleproducenten Vestas, hvor de har samlet mere end 80 investorer, der er utilfredse med de regnskabsstandarder, som blev indført i forbindelse med en nedjustering i 2010. Vestas har indgået forlig i USA, mens sagen i Europa ikke er afgjort.

Og generelt har det i Europa vist sig sværere at gøre søgsmålene ligeså rentabele som i USA. Det skyldes, at erstatningerne i USA er højere end i Europa, og samtidig modtager de amerikanske advokater en større andel af erstatningen.

Mildere vinde

Caspar Rose, professor ved CBS i København, siger, at det kan bliver afgjort af, hvordan dommerne vil dømme i en retsag mod Pandora.

»Det farlige er, hvis man – undskyld udtrykket – åbner for Pandoras æsker, og denne sag kommer til at bane vejen for, at investorer kan gå sammen med påstande om, at virksomheder skal oplyse om det ene og det andet, for ellers bliver de overdynget med retssager fra deres investorer,« siger Caspar Rose.

Paul Krüger Andersen fra Handelshøjskolen i Aarhus peger på, at Højesterets afgørelse i den såkaldte Bank Trelleborg-sag kan få flere aktionærer til at kaste sig ud i erstatningssager. Her blev der sjusket med et børsprospekt, da Bank Trelleborg gik fra at være en sparekasse til at være en bank. Højesteret omstødte i begyndelse af januar landsrettens dom og tilkendte tre aktionærer en erstatning

»Formentlig betyder det signal, som Højesteret sendte i Bank Trelleborg-sagen, at der blæser mildere vinde for mulighederne for at gennemføre erstatningssager efter urigtige prospekter og børsmeddelelser. Det, tror jeg, er med i de overvejelser, investorerne har gjort sig i Pandora-sagen,« siger Paul Krüger Andersen.

Søren Bergenser, der er advokat hos Bergenser Law og har bestyrelsesansvar som speciale, fortæller, at de virksomheder, som vil blive ramt af erstatningssager, typisk vil være større virksomheder, hvor advokaterne kan se, at der er noget at hente.

»Noget af det første, man bør overveje, når man skal sagsøge nogen, er, om der er nogen penge at komme efter. Det kan blive dyrt at få ret i sidste ende, hvis dem, man sagsøger, ikke har en krone på lommen. Så har man kun tilbage at betale sin egen advokat,« siger Søren Bergenser.

Bestyrelserne er typisk dækket af forsikringer, som kan dække meget store beløb. Ofte er der blandt de store virksomheder som Pandora ikke en øvre grænse, fortæller Michael Klitvad, administrerende direktør i HDI Gerling, der er specialist i bestyrelsesansvarsforsikring.

»Det kan være en udfordring, at virksomhederne ikke altid tænker helt igennem, hvad worst case kan være, og derfor kan de godt modtage et krav, som de ikke havde forventet. Men når man er oppe i C20-selskaber, vil jeg vove den påstand, at de fleste er forsikret korrekt,« siger Michael Klitvad.