13 politibiler brændt af ved Politiskolen

13 politibiler er blevet brændt af ved Politiskolen i Brøndby. Politiet har ingen spor af gerningsmændene.

13 politibiler er blevet brændt af ved Politiskolen i Brøndby. Politiet har ingen spor af gerningsmændene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
13 politibiler - gruppevogne, patruljevogne og civile vogne - blev natten til fredag brændt af ved Politiskolen på Brøndbyøster Boulevard i Brøndby.

En nabo ringede til politiet, da hun hørte en eksplosion fra skolen og så, at tre gruppevogne stod i brand. Inden brandvæsnet nåede frem og fik klippet sig gennem hegnet om gården, havde ilden bredt sig til yderligere 10 biler.

Bilerne stod i en gård på bagsiden af bygningen. Efterfølgende viste det sig, at gerningsmændene også var brudt ind i foyeren på forsiden, hvor de havde forsøgt at sætte ild til nogle skraldespande.

Københavns Vestegns Politi vidste tidligt fredag morgen ikke, hvordan der var stukket ild til bilerne, og ingen vidner har set mistænkelige personer i området omkring Politiskolen.

/ritzau/