Letpåklædt kvinde stjal barn i klapvogn

Onsdag fik en kvinde stjålet sin klapvogn ved Istedgade - det værste var dog, at hendes barn lå i vognen.

Her på Istedgade fik en kvinde onsdag stjålet sit barn i en klapvogn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En kvinde oplevede onsdag noget af det værste, man kan forestille sig. Hendes 1-årige barn blev stjålet. 

Kvinden rullede op ad Istedgade ved middagstid med sin lille pige i klapvognen. Ud for nummer 37 bukkede hun sig ned for at binde sit snørebånd, og på det tidspunkt tog en fremmed, letpåklædt kvinde fat i klapvognen og løb af sted med den. Det forklarer Københavns Politi til Berlingske.dk.

- Barnet sad bagudvendt, så man var ikke i tvivl om, at der sad et barn i vognen, siger Dan Aakerhjelm Sørensen, vicepolitikommissær i Københavns Politi, og fortsætter:

- Vi har aldrig oplevet det før. Men det er jo ikke nødvendigvis et forsøg på at kidnappe et barn - det tror vi ikke det er. Der lå en taske i klapvognen, og det har højst sandsynlig været den, hun forsøgte at stjæle.

Letpåklædt kvinde på flugt

Heldigvis opdagede moderen den letpåklædte tyv med det samme, og så gik jagten 100-150 meter, før tyven stillede vognen fra sig. 

Klapvognstyven beskrives som kvinde, udenlandsk herkomst, sort/mørk hudfarve og 165 centimeter høj. Hun var iført en pink lille top, cowboy nederdel, sorte netstrømper, sorte stilletter og bar desuden store sølvøreringe. På højre skulder har hun enten en tatovering eller en pigmentfejl.

DNA-prøver og politieftersøgning

Trods hændelsen beskrev politiet efterfølgende moderen som fattet. Politiet tilbød hende psykologbistand eller anden hjælp, men det kunne hun selv klare via veninder, forklarer vicepolitikommissær Dan Aakerhjelm Sørensen.Nu er Københavns Politi på jagt efter den letpåklædte klapvognstyv. 

- Desværre er der ikke nogen videoovervågning på ruten, men vi har søgt kvinden i forskellige lokaliteter, hvor hun kunne tænkes at opholde sig. Samtidig har vi taget DNA-prøver fra klapvognen, siger vicepolitikommissær Dan Aakerhjelm Sørensen.

Hvis man har kendskab til kvinden, er man velkommen til at kontakte Københavns Politi op telefonnummer 114.