Kærlighed ved første rotation

Det er mørkt udenfor. Men ud af det duggede vindue på Säfflebussen fra Malmö mod Jönköping kan man alligevel ane konturen af de sneklædte graner, som på denne årstid forvandler Sverige til et eksotisk paradis og en smuk kontrast til sjappens København.

I radioen spiller P3 svensk musik: »Kanske var det en dröm/Kanske är min hjärna tumlad och tömd/Uttblekt & tvättad/Annas hade jag aldrig glömt/Kanske har jag et skal/Ett hårdt ogenomträngligt skarbakkeskal...« skratter det fra chaufførens bås.

Musikken dertil er fantastisk. Melodien er let, toner falder ind og ud imellem hinanden som hvide fnug. Indimellem brydes roen og skønheden af brutal, aggressiv guitar. Sangeren lyder vred. Der er en nerve i sangen. Den hedder »Blå Jeans«, og jeg har hørt den 100 gange før. Næsten non stop siden debutalbummet fra den svenske rockgruppe Kent landede i kollegieanlægget for et år siden.

På en musikalsk drøm og i trods mod Janteloven var bandet svævet på lige dele trods og talent ud af provinshullet Eskilstuna. De var landet i Stockholm. Og derfra ville de, kunne man høre på pladen, slå igennem og sikkert fem år senere vende tilbage til Jantes klub i Trøstesløse i store limos med guldplader og grammyer under armen og med rank ryg fortælle fortiden, at de var lykkedes. At de gjorde det. At der var andet i livet end bryllup, barn og brugt Volvo inden de tyve. At ufagligt arbejde i storindustrien for Sandvik for dem ikke nødvendigvis var livets formål. Jo, man kunne høre det i musikken, i teksterne, i attituden. Der var et regnskab at gøre op, måske endda unødvendige normer at ændre, hvis man tog tilløb og munden lidt for fuld.

I bussen på vej nordpå meldte de samme følelser deres ankomst, i takt med at sangen gentog sit omkvæd. Også jeg kendte dem desværre alt for godt. Længe bar jeg på trods, had, foragt og nag under provinsens åg. Hvem var dog den idiot, der fandt på, at det største man kan opnå i tilværelsen var at være som alle andre? Uden i det mindste at tilbyde valgfrihed blandt »de andre«. En dag ville også jeg vende tilbage til Janteløse og råbe højt på samlingspladsen for at slutte fred.



Kent var kærlighed ved første rotation.

På P3 blev »Blå Jeans« skiftet ud med noget folkemusik. Den slags svenskerne, guderne må vide hvorfor, er helt tossede med. Ole Erling med fuldt orkester. Oktan 98 udgaver af Kandis. Det gik ikke nu. Ikke nu med raseri og selvmedlidenhed på max.

Heldigvis var der batterier og Kents nye album »Verkligen« i Discmanden:

»En timme en minut/Här står tiden stilla/Jag är bara ljud/Jag gör allt på ren vilja/Ser du nån så skjut/Jag står bakom tätt intill/och jag är bara ljud/Så jag rör mig som jag vill/Allting jag gjort ska göras om igen/Det liknar vagt någonting jag känt en gång/men då tänkte jag aldrig så långt...« Og væk var man igen. Sunget hovedkuls ind i en særlig melankoli af Kents Joakim Berg.

Forsangeren skrev teksterne og langt de fleste melodier. Han måtte være noget særligt. Hvordan skulle han ellers kunne skrive og udtrykke så fantastiske sange som »Avtryck«, »Kräm« og »Gravitation«. Sange som ingenlunde stod tilbage fra det de kunne præstere i Suede, Radiohead, Blur, Pulp og hvad der ellers havde appel dengang.

På stationen i Jönköping tog mine svenske venner imod. Vist kendte de Kent, hvem gjorde ikke det, sagde de. Kent er jo overalt.

Det var før Øresundsbroen. Længe før danskere i tusindtal bosatte sig i Malmö. I København indgik Volvo, druk i Helsingør og Abba. Fordommene gik stadig højt og begge veje. Dengang var svensk et rocksprog, de færreste danskere var knyttet tæt til. Nok havde Joachim Thåström i forskellige konstellationer haft noget på hjerte, lige som både Ulf Lundell, Mikael Wiehe og især John Holm (på sine bedre dage på niveau med Dylan) skrev ret så vedkommende sange. Men svensk, nej, Kent var jo netop ikke overalt.

De næste timer gik med opklarende spørgsmål. Hvad er Eskildstuna for en by, hvilken litteratur er Joakim Berg inspireret af, er Kent en del af en lokal scene, som gemmer på endnu bedre navne?

Eskildstuna, sagde de, lå godt 120 km. vest for Stockholm, og det var en af de byer, som folk flyttede til fra de yderste landområder i Sverige og Finland under industrialiseringen i tresserne. Her drømte man så højt som til stueloftet i et lille typehus af træ. Flere af medlemmerne i Kent var vist andengenerations finner fra den æra. Slidsomme maskinarbejdere, værktøjsmagere, stålarbejdere. »Den slags arbejde man nu har lagt ud til produktion i østen,« sagde de, »med hvad dertil følger af arbejdsløshed, depression og andre lækre sager«.

Kent var en modreaktion på det. Klassisk rock’n’roll, »os mod resten af verden«. For Kent var der kun musikken,« forlød det.

Kent var altså Kent. Det var nok for mig.



Indtil Kents »Isola« et år senere lander på mit bord. Titler som »Om du var här« og »747« får nakkehårene til at rejse sig. Hele pladen er fremragende, selv Depeche Mode og U2 bøje sig i støvet. Jeg har fået job som musikskribent, og bestiller efter en enkelt gennemlytning et interview og en billet til Stockholm.

»Når man udgiver en plade, ønsker man, at det er 55 minutter ren følelse, resten er uinteressant,« siger Joakim Berg henover cafébordet et sted ikke langt fra nationalteateret Dramaten. Han sidder med ryggen til resten af cafégæsterne og stikker i sin pasta, og fornemmer således ikke de mange skulenede, »er det ikke...«-blikke, der finder hans vej.

På dette tidspunkt sælger Kent ca. 100.000 eksemplarer af deres albums i Sverige, og de på vej til at blive landets største rocknavn.

Om Berg hedder det, at han er ansvarlig for gruppens prætentiøse, pompøse og snart sagt deprimerende udtryk. Han siger ikke meget, kikker mestendels ned i sin pasta.

»Når man lytter til meget musik i dag, er det påfaldende, at med de numre der går i dur – de glade sange – tenderer man til at glemme meget hurtigt, i modsætning til de melankolske numre som kan sidde fast i mange år,« siger han og forsøger at skære Kents projekt ind til benet:

»Vi vil huskes. Og folk skal mærkes af vores musik. Og når folk kommer hen og fortæller, at de er nødt til at slukke for »Isola« flere gange undervejs, fordi numrene er så direkte og emotionelle, så har vi nået vores mål. Længere kan man ikke nå med musik.«

Det er svært at give Joakim Berg uret. Og Kent er da heller ikke nået længere i det ny årtusinde. Men i modsætning til langt de fleste af deres kolleger i ind- og udland, har de formået at brændemærke deres lyttere med nye toner i det ny millennium, hvor flere og flere nye pladekøbere har givet sig tid til at tænde og slukke for gruppens plader. Især for »Vapen & Ammunition« (2002) som mere end en halv million svenskere har stående hjemme. I en tid med et styrtdykkende pladesalg, er det uhørt. Men ikke desto mindre fortjent, for skiven er et mesterværk ud i popmusik.



Denne gang tog Joakim Berg turen til København for at forklare sig. Han tager han sig tid. Fortæller så, at målsætningen med »Vapen & Ammunition« var at skabe i hvert fald syv hitsingler. Det gør man jo alene ved tankens kraft. Han nikker forlegent og tager tilløb...

»Rent musikalsk er det vores evne til at skabe klassiske melodier, der er vores fundament. Lige meget hvilket nummer du hører, er der altid en fin melodi et sted, men hvorfra det kommer, har jeg ingen anelse om,« siger han så og slår opgivende ud med armene. Foran ham ligger et eksemplar af »Vapen...«, coverbilledet er en hvid tiger på sort baggrund.

»Den er fra Eskilstuna Zoo,« siger han.

Hmm, Eskilstuna... Hvordan har du det med Eskilstuna i dag?

»Helt generelt betyder det enormt meget, at vi kommer fra en lille by. Vi talte om det forleden, og ingen af os kunne komme på bare ét eneste godt band, som startede karrieren i Stockholm. Jeg tror, at det er meget enkelt: Havde vi boet i Stockholm, havde der været masser af andet at tage sig til, og vi startede jo netop fordi, at det var der ikke, hvor vi boede. I Stockholm findes der biografer, natklubber, spillesteder, tilbuddene er der overalt og det gør, at man ikke behøver at tænke så meget og selv gøre en indsats for at udfylde sin tid, som vi har været nødt til. Og derfor vil man – koste hvad det vil – gøre alt for at slå igennem, når man kommer fra provinsen. Deri ligger også, man gerne vil vise alle dem derhjemme, som sagde, at vi ikke duede til noget, at man altså godt kan, selv om man kommer fra et hul.«