23-årig ramt af to skud i Mimersgade

For tidligt at sige om det er et led i bandekrigen, siger efterforskningsleder Henrik Vedel, Københavns Politi.

Foto: Teitur Jonasson
En 23-årig dansk mand blev ved 21.30 tiden ramt af to skud affyret fra en kørende bil på Mimersgade på Nørrebro i København. Vidner fortæller til bt.dk, at der blev affyret fem-seks skud.

- Han er blevet ramt af et skud i benet og et skud i armen, men han er ikke kommet alvorligt til skade, siger Henrik Vedel, efterforskningsleder hos Københavns Politi, til bt.dk.

Skuddene er blevet affyret fra en kørende bil, men politiet tør ikke sige om skyderiet et er led i bandekrigen.

- Det er for tidligt at sige, siger Henrik Vedel.

En person er blevet ramt overfladisk og var blevet lagt ind i en opgang på Mimersgade, da politiet ankom - det bekræfter politiet til bt.dk. Ifølge vidner blev der affyret mere end de to skud, som den 23-årige blev ramt af.

- Jeg hørte fem skud umiddelbart lige efter hinanden, hvorefter jeg ringede til politiet. De bekræftede det for mig, fortæller en beboer på Rådmandsgade til bt.dk

Det vides ikke hvor mange biler der involveret i skyderiet, men vidneudsagn peger på alt mellem en og tre biler.