Verdens rigeste: Jeg – og andre rigmænd – bør betale mere i skat

Den tidligere Microsoft-topchef Bill Gates revser Donald Trumps regering for at gøre det forkerte ved at sænke skatten for virksomheder.

Bill Gates, tidligere topchef for Microsoft, tilkendegiver, at han og andre rigmænd burde betale mere i skat for at få et bedre samfund i USA, hvor han kritiserer Donald Trump. Arkivfoto: Jane Barlow, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: JANE BARLOW

Verdens rigeste mand synes, at han bør betale mere i skat – og at også andre af de superrige bør bidrage mere til samfundet.

Bill Gates, medstifter af IT- og softwaregiganten Microsoft, kom med den overraskende udmelding i et interview med den amerikanske TV-station CNN.

Har betalt ti milliarder dollar i skat

»Jeg bør betale højere skatter. Jeg har betalt mere skat – over ti milliarder dollar – end nogen anden, men regeringen burde kræve, at folk i min position betaler betydeligt højere skatter,« sagde den 62-årige Bill Gates søndag.

Han er, ifølge magasinet Forbes, lige nu god for 91,7 milliarder dollar, som han har tjent på sin tid i Microsoft, som han forlod for flere år siden for sammen med sin kone, Melinda, at hellige sig deres fælles, velgørende fond. Bill & Melinda Gates Foundation er verdens største fond af sin slags. Den arbejder med at redde liv og forbedre menneskers sundhedstilstand verden over.

Han har indtil nu givet 40 milliarder dollar af sin formue væk til velgørenhed.

Kritik af Trumps skattesænkning

Samtidig langede Bill Gates ud efter præsident Donald Trumps nylige skattesænkninger over for virksomheder. Det er nemlig de superrige, som ifølge ham får størst udbytte af de sænkede skatter, selv om republikanerne insisterer på, at skattenedsættelsen især vil hjælpe USAs arbejdende middelklasse.

»Mennesker, som er rigere, får dramatisk flere fordele end middelklassen og dem, der er fattige, så det går stik imod den generelle tendens, som man gerne vil se, hvor sikkerhedsnettet bliver stærkere, og de, der sidder i toppen, betaler højere skatter,« sagde den tidligere Microsoft-topchef til CNN.

Han udtrykte samtidig bekymring for den voksende ulighed i USA.

»Omkring en sjettedel af befolkningen lever under forhold, som er meget skuffende for os, og regeringen bliver i sin politik nødt til at overveje spørgsmålet: Hvorfor gør vi det ikke bedre i forhold til disse mennesker?« sagde Bill Gates.