Telia rustet til fortsat priskrig

Ingen udsigt til, at mobilpriskrigen i Danmark vil stoppe foreløbig.

Der er ingen udsigt til en stilstand i mobilpriskrigen i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Telia er klar til at fortsætte priskrigen på det danske mobilmarked og kan rykke hurtigere, når konkurrenterne stikker næsen frem.

Det fastslår administrerende direktør i Danmark, Søren Abildgaard.

»Priskrigen har bidt sig alvorligt fast, og jeg forbereder mig på, at der skal være plads til fremadrettet at agere i markedet, som vi gør det i dag,« siger han til Business.dk.

Hurtigere omstilling

I 1. kvartal gik TDC, som er Danmarks største teleselskab, ud med slagtilbud.

»Vi fulgte med inden for 48 timer. Vi må ruste os til, at sådan må det også være i fremtiden,« siger Søren Abildgaard.

Telia er Danmarks tredjestørste teleselskab efter TDC og norskejede Telenor. Telia fik i årets første tre måneder 11.000 nye kunder, hvoraf mange blev trukket til af det nye 4G-/LTE-supermobilnet, hvor datahastighederne er fem-ti gange hurtigere end på de normale 3G-net.

Telia og Telenor fik for nylig konkurrencemyndighedernes ja til, at de kan slå deres mobilnet i Danmark sammen. Det vil ske for 3G- og 4G-nettene i løbet af i år og for det almindelige GSM-talemobilnet i løbet af 2013.

»Jeg tror bestemt, at et meget mere finmasket net vil betyde, at kunderne oplever en bedre kvalitet, og dermed vil de blive hængende i længere tid,« siger Søren Abildgaard.

Stor kundeudskiftning

Den voldsomme kundeafgang er noget, som alle teleselskaberne slås med. I seneste kvartal, januar-marts, var udskiftningen hos Telia på 46 procent.

»Det er nok et udtryk for, at vi i Danmark kun har seks måneders bindingsperiode. Til gengæld er det ens vilkår for alle, så det piber vi ikke over. Men at komme ned på en kundeafgang på 16 procent, som man f.eks. har i Sverige, er nok urealistisk for noget teleselskab. Det vil kræve en politisk ændring,« siger Søren Abildgaard.

I Sverige kan teleselskaberne binde kunderne i op til 24 måneder, før de kan skifte teleselskab.

Kundernes månedlige forbrug vokser heller ikke. Det skyldes, at flere og flere tager en af de abonnementspakker, som både rummer store mængder taletid, en større og større datamængde og et fast antal SMS-tekstbeskeder og MMS-billedbeskeder.

»Det står nu ikke så tosset til med selve forbruget, men det er klart, at når abonnementerne efterhånden rummer så meget, så handler folk nedad og vælger pakkerne,« siger Søren Abildgaard.