Smartphones giver Samsung rekordregnskab

Samsung har rekordhøjt driftsoverskud efter at have solgt mere end 50 mio. smartphones i andet kvartal.

Sydkoreanske Samsung er verdens største elektronikselskab målt på omsætning. Fold sammen
Læs mere
Foto: KIM JAE-HWAN
Sydkoreanske Samsung Electronics kunne notere sig en ny rekord, da selskabet udsendte kvartalsregnskab natten til fredag dansk tid. Driftsresultatet på 5,9 mia. dollar i andet kvartal er nemlig det højeste nogensinde for Samsung.

Samsung er verdens største elektronikselskab målt på omsætning, og der var da også godt gang i salget i kvartalet, hvor Samsung solgte mere end 50 mio. smartphones. Det er langt mere end konkurrenten Apple, hvis iPhone-salg er gået i stå i forventning om en ny model inden længe. Apple har kun solgt 26 mio. iPhones i andet kvartal.



Dermed sidder Samsung på 34,6 procent af markedet og er stadig verdens mest populære mobiltelefonproducent. Samsung overtog titlen fra Nokia tidligere i år. Nokia har ellers haft 14 år på tronen.

Selskabets mobilafdeling står da også for 62 procent af omsætningen, men det er værd at bemærke, at TV-afdelingen nu også giver overskud efter prisfald på LCD-skærme.

Samsungs aktiekurs steg med 4,7 procent til det højeste niveau i over en måned efter regnskabet blev offentliggjort.