Politikere vil hæve IT-niveauet

Alle IT-ordførerne i Folketinget stifter nyt forum for at få digitalisering og IT højere op på dagsordenen.

Alle partiers IT-ordførere i Folketinget går nu sammen om at få IT og digitalisering op på den politiske dagsorden. Arkivfoto: Iris/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

IT og digitalisering skal langt højere op på folketingspolitikernes dagsorden. Derfor har de ni partiers IT-ordførere taget initiativ til at starte et nyt forum, hvor de skal dele visioner og viden.

Det nye, tværpolitiske IT-forum bliver til virkelighed onsdag eftermiddag, hvor IT-ordførerne fra Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, De Radikale, SF og De Konservative holder første møde.

Der findes nemlig ikke et formelt IT-udvalg på Christiansborg. Derfor skal det nye forum »skabe en fornyet politisk dagsorden« og sikre »visioner og videndeling på digitaliserings- og IT-området«, hedder det i oplægget. Fremover vil IT-ordførerne samles en gang om måneden på enten Christiansborg eller et andet sted, der er IT-relevant.

IT-ordfører for Socialdemokraterne er Karin Gaardsted, for Dansk Folkeparti Jan Rytkjær Callesen, for Venstre Torsten Schack Pedersen, for Enhedslisten Rune Lund, for Liberal Alliance Christina Egelund, for Alternativet René Gade, for De Radikale Ida Auken, for SF Jacob Mark og for De Konservative Brian Mikkelsen.