Nordea-aktien ventes at dykke efter regnskab

Nordeas regnskab for første kvartal er til den svage side, vurderer aktieanalytiker Thomas Eskildsen fra Jyske Bank, der venter at aktien vil kommer til at klare sig dårligere end markedet generelt i onsdagens handel.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: INTS KALNINS

Der er lidt større pres på toplinjen end ventet. Det ser ud til, at de er blevet en lille smule hårdere ramt på de rentenedsættelser, der har været her i første kvartal end ventet, men vi så også en Swedbank i går, der havde en nedgang på nettorenteindtægterne, så det er den vej pilen peger, siger Thomas Eskildsen til Ritzau Finans.

»Det ser også ud til, at de har haft lidt svagere aktivitet på gebyrsiden her i første kvartal end ventet. Det ligner, at aktiviteten er en lille smule lavere i forretningen end ventet derude blandt os analytikere«, siger Thomas Eskildsen.



En positiv overraskelse er ifølge analytikeren udviklingen i omkostningerne, mens nedskrivningerne på udlån ligger på niveau med forventningerne. Det ændrer dog ikke på, at det overordnede indtryk af regnskabet er til den negative side, hvilket analytikeren også venter vil komme til at ramme aktien i onsdagens handel.

»Jeg tror, aktien skal dykke en lille smule på regnskabet. Den kommer til at underperforme markedet i dag«, forudser Thomas Eskildsen.