KMD køber sikkerhedsfirma

Det 13 år gamle Neupart A/S bliver et selvstændigt selskab under KMD, og direktør og stifter Lars Neupart følger med.

KMD styrker satsningen på IT-sikkerhed ved at købe IT-sikkerhedsfirmaet Neupart. Arkivfoto: KMD
Læs mere
Fold sammen

IT-giganten KMD - det tidligere Kommunedata - har købt det danske IT-sikkerhedsselskab Neupart med 13 ansatte for at udvide satsningen på IT-sikkerhed.

Det skriver Computerworld, og ifølge ejer og administrerende direktør Lars Neupart flytter hans virksomhed inden for et halvt år fra Lyngby til KMDs hovedkvarter i Ballerup. Her bliver det en helt ny og selvstændig afdeling i KMD og får Lars Neupart som direktør.

KMD har allerede 100 ansatte, der arbejder med sikkerhed.

Lars Neupart henvendte sig selv i foråret til KMD for at drøfte et opkøb som følge af KMDs stærke oprustning på IT-sikkerhedsområdet.

Prisen for overtagelsen holdes hemmelig.

KMD ejes af den amerikanske kapitalfond Advent International og den danske pensionskasse Sampension. Koncernen omsatte sidste år for omkring fire milliarder kroner og har omkring 3.000 ansatte.

Neupart A/S blev startet i 2002 af Lars Neupart og har i dag datterselskaber i Norge og Tyskland samt forhandlere i andre lande. Selskabet har flere end 200 private og offentlige virksomheder som kunder.